Nogle gange kan jeg falde i staver over spekulationer om, hvor jeg sådan nogenlunde placerer mig på en skala fra sløv til effektiv. Jeg har på fornemmelsen, at mange betragter mig som effektiv og hårdtarbejdende, men jeg har ligeledes på fornemmelsen, at skindet bedrager.
Lige i disse dage har jeg følt mig umanerligt doven. Jeg har også haft en periode, hvor der har været meget at se til. I lyset af, at jeg tidligere har været alt for syg på grund af overbelastning, giver den her slags “jeg orker ingenting”-reaktioner naturligvis anledning til at tænke på, om det er en sund reaktion oven på en travl periode.
Det finurlige er, at jeg vakler mellem at tænke, at jeg presser mig selv for hårdt, og at jeg ganske simpelt er doven. Måske ligger sandheden et sted derimellem? I denne omgang skyldes overvejelserne, at jeg igen-igen har overskredet en deadline. Jeg ved egentlig ikke, hvor ofte det sker for andre. Jeg ved bare, at jeg har den her dundrende stemme i hovedet, der fortæller mig, at det ikke er okay for mig.
Nu går det hele nok alligevel. Men det giver altid anledning til at overveje, hvad der går galt. Hvorfor er det, jeg lige pludselig sidder og stirrer tomt på et dokument, jeg skal have skrevet færdigt, uden at komme videre? Hvorfor vælger jeg overspringshandlinger, der tager al for lang tid, for at cleare hjernen lidt (læs: spiller tåbelige computerspil på nettet), når jeg dybest set godt ved, at det ikke er det, der hjælper?
Jeg undrer mig somme tider, når jeg hører om andres overspringshandlinger: “Så går jeg lige en rask tur i skoven”, “så går jeg lige ned og træner lidt i fitness-centeret”, “så får jeg lige vasket en masse tøj” – en masse ting, der jo egentlig er ganske udmærkede at få fra hånden.
Det gør jeg ikke. Altså – jeg går da af og til en tur, og det sker også, at jeg vasker tøj eller laver andre huslige ting. Men mine overspringshandlinger er sjældent fornuftige. Så når jeg endelig har fået lavet det arbejde, jeg har planlagt, sidder jeg stadig tilbage med en lejlighed, der ligner noget der er løgn, en opvask, der efterhånden er levende nok til at bide tilbage, når jeg griber ud efter den, og en krop der stort set ikke har fået bevæget andet end fingrene, når de har klapret på tastaturet.
Det lyder som den helt store klagesang. Men det spøjse er, at jeg efter sådan en omgang selvransagelse som regel ender med at stille mig spørgsmålet: “men har du det godt?” Og så finder jeg som regel ud af, at det har jeg, og ender med at synes, at så er alt jo i den skønneste orden. Det minder mig lidt om dengang min eks-svigerinde brugte udtrykket “at spise til man skammer sig.” Jeg kom sådan til at grine over det, for jeg tror altså aldrig, jeg har skammet mig over at spise. Måske er der noget af det samme på færde her? Selvom jeg har den der indre hammer, som har det med at slå mig i hovedet over ting, så formår jeg ligesom at reagere på den med sådan en snerpe-attitude: “av, la’ da vær’, sku’ det nu osse være nødvendigt?”
Det bliver spændende med den kommende eksamensperiode. Jeg skal skrive to eksamensopgaver – en på 20-25 sider og en på 12-15. Begge skal afleveres 30. maj. Den 2. og 3. maj er jeg til konference i København, og fra 15. maj og måneden ud står den i flytningens tegn. Jeg overtager den nye lejlighed 15. maj, men skal først være ude af denne her den 1. juni. Og det ene af mine fag slutter først 16. maj. Det lyder som om det bliver en hård måned. Men hvis man planlægger tingene ordentligt, så kan det jo egentlig sagtens lade sig gøre. Sagen er jo bare, at jeg kender mig selv så udmærket efterhånden. Jeg tror mit motto må være, som overskriften fortæller: “There’s no business like slow business”. 😀
Det lyder bare så bekendt! Godt at høre det ikke bare er mig der føler mig doven.
Jeg ville lige sige hej. Fandt din blog i dag mens jeg surfede lidt rundt efter danske blogs jeg har lyst til at linke til fra min egen engelsksprogede blog.
Tak for din kommentar – og i lige måde. 🙂 Jeg er efterhånden ret overbevist om, at vi er en del af “vores slags”. Jeg talte også med en anden veninde, der uden at have læst mit blogindlæg af sig udtrykte samme undren som jeg over de der overspringshandlere, som i virkeligheden laver en masse nyttigt – og som heller ikke selv gør det.
God vind – jeg vil se, om jeg kan læse mig lidt ind på din blog, jeg skimmede den lige hurtigt, og det ser jo ud til, at vi har lidt tilfælles, trods forskellig akademisk orientering. 🙂
Skulle du mangle en korrekturlæser, så sig lige til.
Hej forøvrigt 😉 Eftersom dette vist er min første kommentar på din blog.
Og ja, overspringshandlinger under opgaveskrivning, dem kunne jeg også have talt med om, da jeg stadig læste,)
Tak for tilbuddet, Sebastian – og hej tilbage. Det er faktisk anden gang, du kommenterer herinde. Første gang var det en kommentar til sidste weekends alt-for-overdådige bytur, som jeg havde i kroppen alt for lang tid efter. 😉
Men jeg fik ikke sagt hej der, så det kan jeg passende gøre nu. 🙂
Jeg skal først aflevere min afhandling i 2011, så korrekturlæsning er ikke lige det store behov her og nu. Som regel klarer jeg også den del selv uden det helt store bøvl, men det kunne selvfølgelig være, man skulle hyre en til det, når man står med flere hundrede sider, man bare ikke gider engagere sig i på den måde.
Jeg bilder mig ind, at jeg producerer tekst, det er rimelig let at læse korrektur på, så måske skulle jeg gå i træning, så jeg er rustet til at forhandle en rimelig pris? 😉
Hej igen
Ja erfaring siger mig, at man – selv som habil skribent – har brug for en korrekturlæser. Det er for nemt at stirre sig blind på sin egen tekst, og indholdshuller kan man heller ikke altid fange 😉
Men god arbejdslyst så længe i øvrigt.