Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for marts 2008

Madame Butterfly

Fredag aften, næsten 34 år gammel, har jeg for første gang i mit liv siddet en hel opera-forestilling igennem. Allerede før jul spurgte min veninde, Helena, om jeg ville med, og da jeg har sådan et ambivalent forhold til opera besluttede jeg mig for, at det skulle jeg prøve. For at sige det straks og ærligt: jeg har altid haft en fordom, som jeg er mig selv meget bevidst om som værende en fordom – jeg har svært ved at forestille mig, at folk der går i operaen udelukkende gør det, fordi de holder af det, og ikke kun fordi, det er lidt fint.

Hvis man har fulgt denne blog gennem et stykke tid, vil man vide, at jeg er mægtig begejstret for at lære mine fordomme at kende – og at udfordre dem. Og at prøve at gøre det så hæderligt som muligt. Ikke sådan forstået, at jeg kan give en neutral og objektiv beskrivelse, der slet ikke hænger sammen med, hvordan jeg havde det med opera før forestillingen, men blot at fremstille oplevelsen, som den nu engang var.

Det skal nævnes, at jeg aldrig har haft noget særligt mod opera som sådan. Har aldrig dyrket det særlig meget, men har da set Tryllefløjten i fjernsynet og den slags. Og ja, i den første pause spekulerede jeg da også på, hvorfor jeg egentlig rendte rundt med den fordom. Jeg har alle dage elsket Les Misérables, som jo ganske vist ikke er opera, men dog er en af den slags forestillinger, hvor et symfoniorkester spiller, og skuespillerne synger i stedet for at snakke. Undervejs i forestillingen grundede jeg af og til over, hvor grænsen mellem opera og musical egentlig går. En af mine kolleger udtrykte stor begejstring for opera, men brød sig meget lidt om musicals. Jeg må spørge, hvad den store forskel er. Så vidt jeg kunne se, var der ingen egentlig forskel ud over det sangtekniske.

Hvad så med Madam Butterfly? Var det pengene værd? Bestemt pengene værd. Om det giver mig lyst til at gå ind og se opera igen, skal jeg lade være usagt. Jeg tror, at det der tiltrak mig, var roen – smukke stemmer, dejlig musik. Det rolige tempo og den simple historie gør det muligt at sidde og drømme sig lidt væk undervejs, samtidig med at man føler, at man er helt med. Lidt forstyrrende var det, at den lille sommerfugl blev spillet af en kvinde, der var mindst lige så høj og en smule mere kraftig end den mandlige hovedrolle, og som samtidig havde den der lidt bastante kone-klang i stemmen, som mange kvindelige operasangere har. Jeg savnede noget lidt mere fløjlsagtigt, syntes ikke rigtig, at mit billede af den unge, naive geisha blev opfyldt af den stemme. Det var en fin og smuk stemme, ingen tvivl om det – men troværdig var den ikke.

I fredags måtte jeg også give slip og erkende, at jeg er en forbandet snob, når det slår mig. I anden pause stod jeg i den alenlange toiletkø og ovehørte et par damer, der brægede om, hvordan det altså ikke var noget for dem. “Aj altså – så meget tid på at sprede nogle blomster ud, det holder bare ikke” og “der er jo ikke en eneste sang, man har hørt før”. Jeg fik den der trang til at vende mig rundt og minde dem om, at de var der ganske frivilligt. Hvilket så heldigvis gav mig anledning til at grunde over de tanker, mens jeg ventede på, at det blev min tur. Hvorfor lader jeg mig så nemt rive ud af en stemning, fordi man hører den slags i pausen? Og hvorfor blev jeg så irriteret over de pensionister, der sad bag os, og som tydeligvis ikke mente, at forestillingen var i gang, når det kun var musikken, der spillede?

Måske er det snobberi? Måske er det noget andet? En sjælden lejlighed til at svømme ind i en naiv og forsimplet verden, hvor store menneskelige dramaer udspilles til lækker musik og stærkt stiliseret skuespil? Og en uvilje mod at slippe den verden og blive mindet om, at det ikke bare er et “mig-scene”-forhold, men at jeg deler publikumsrollen med en masse andre, hvis optræden jeg ikke har betalt for, men som alligevel bliver til en del af den samlede forestilling?

Skal jeg se opera igen? Jeg kan ikke udelukke det. Har jeg sluppet fordommen? Både/og… der var noget dejligt og dragende ved oplevelsen, og jeg kedede mig ikke et sekund. Jeg forstår bare ikke, hvad der gør opera til noget så anderledes end f.eks. Les Mis, at det kommer til at figurere i hver sin kategori. Er det virkelig sangteknikken i sig selv, der betyder så meget, eller har jeg overset et aspekt?

Reklamer

Read Full Post »

Kenneth Reinickes kronik i Politiken indeholder blandt andet et helt afsindigt overraskende forskningsresultat. Jeg må lige fordøje det, før jeg er i stand til at læse videre:

Prostitutionsforskningen viser, at mange mænd, som har købt sex, også kunne have undladt at gøre det, og der findes mænd, som ikke har købt sex, men som måske i fremtiden kunne finde på det.

Gad vide, hvem det mindretal er, der ikke kunne have undladt at købe sex?

Read Full Post »

Vægelsind

Undertitlen på denne blog indikerer, at jeg stadig er i gang med mit andet halvår. Det passer ikke. Det tredje blev skudt i gang for en måneds tid siden, selvom det ikke rigtig afspejler sig i noget konkret. Faktisk blev andet halvår ikke engang afsluttet på den tilsigtede måde. Vægelsindet overmander mig i denne tid. Hvad er det egentlig, jeg skal med det her? Det første halve års tid gik med masser af nysgerrighed, overskud og gå-på-mod, men ikke så meget retning – mere sådan en skøjten rundt på må og få i et spændende landskab, hvor jeg et eller andet sted håbede på at få øje på det, der senere hen kunne blive mit projekt.

Begrebet om oplevelsesøkonomi har været øverst på dagsordenen. Og uden helt at være opmærksom på det, er det som om, jeg har fået mig stirret blind på dette begreb. Indtil min vejleder for et par uger siden nævnte, som hjælp til, hvordan jeg skulle formulere en mere præcis projektbeskrivelse: “Det handler også om andet end oplevelsesøkonomi, så hvordan får du disse ting koblet sammen?”

Herefter hev jeg fat i den projektskitse, der ledsagede min ansøgning. Den tekst, der over tre sider overordnet skitserede det felt og de emner, jeg gerne ville beskæftige mig med. Her vendte begrebet om den sociotekniske virkelighed mellem faktum og fiktion tilbage. Sammen med Donna Haraway og hendes “cyborgfeministiske” tilgang til verden.

I skrivende stund er der tomgang i knolden. Masser af overvejelser kolliderer med hinanden, og jeg ved snart ikke, hvilken af de mange løse tråde, jeg skal gribe fat i først. Vinteren har ikke gjort sagen stort bedre. Masser af sygdom har gjort det svært at arbejde målrettet, og jeg har glemt, hvor jeg lagde min energi. Jeg håber snart, jeg finder den igen, for jeg stærkt brug for den. Mit immunforsvar ligger muligvis samme sted. Jeg skal nærmest bare høre om folk, der er syge, før næsen begynder at løbe. Sådan er det nu engang bare. Det gør ikke sagen bedre, men det burde heller ikke gøre den så meget værre. Problemet er, at jeg har en tendens til, at når tingene først skrider, så begynder jeg at se dem i sådan et dommedagslys, hvor det bliver svært for mig at se andet, end at nu kører det helt af sporet.

Derfor er disse dage præget af vægelsind. Et vægelsind, hvori jeg søger klarhed om såvel mine egne motivationer og fremtidsplaner, såvel som mit projekts udgangspunkt og faglige interesse. Det største problem synes at være, at jeg hele tiden går i stå ved spørgsmålet: Kan det, jeg har lyst til, overhovedet lade sig gøre? Vil det, jeg gerne vil, overhovedet være interessant? Og sådan nogle spørgsmål er svære at besvare, i særdeleshed fordi det ikke rigtig er lykkedes mig at få beskrevet, hvad der er kernen i det, jeg gerne vil.

Begrebet om socioteknisk virkelighed mellem faktum og fiktion rummer to aspekter:

1) den sociotekniske virkelighed
2) forholdet mellem faktum og fiktion

Jeg tror stadig, det er dette, jeg synes er helt centralt for mit projekt. Oplevelsesøkonomien var et felt, som jeg tænkte som egnet som empirisk ressource i forhold til dette projekt, og med prostitution som oplevelsesøkonomi så jeg nogle muligheder for at undersøge, hvordan begrebet om “oplevelsesøkonomi” fungerer som retningsanviser og gør det muligt at studere forskellige former for professionelt hverdagsliv i nyt lys. Desuden så jeg i prostitution muligheden for at undersøge, hvordan den sociotekniske virkelighed – de relationer mellem mennesker og teknologier, som “det sociale rum” udgøres af – skaber forskellige konceptioner af Luderen som et fænomen med en udstrækning der overskrider det, der kan siges om den enkelte prostituerede.

Spørgsmålet er så, hvordan jeg får dette interessefelt omsat til noget, der ligner fornuftige forskningsspørgsmål, og hvordan jeg metodisk set kan gå til værks. Jeg mærker, at jeg ikke har skrevet speciale. Det er en proces, jeg mangler. Et andet vigtigt spørgsmål er selvfølgelig, om jeg overhovedet kommer til at gide det her igen. Det finder jeg kun ud af ved at fortsætte. Forhåbentlig kommer foråret snart og får alt til at lysne.

Read Full Post »

For mange feminister gælder eet princip mere, end rigtig meget andet: Enhver kvinde har ret til at bestemme over sin egen krop! Dette princip har blandt andet medført, at kvinder i Danmark i dag har ret til at få foretaget abort inden 12. uge.

Jovist, jeg går varmt ind for retten til fri abort. Jeg tror aldrig, jeg selv ville kunne gennemføre det, men jeg mener, at det er en principiel rettighed, som jeg gerne vil kæmpe for, trods min egen iboende modstand over for fænomenet. For mig er det et spørgsmål om, hvorvidt det er værdigt at skulle sætte uønskede børn i verden, når vi har teknologien til at undgå det. Alligevel kan jeg ikke fravriste mig følelsen af, at der SKER en form for drab. Jeg er med på, at fostret ikke er et menneske, og at det mest af alt er nogle præstadier til menneskeliv, der bliver fjernet. Men det er dog liv, der kunne blive til et menneske.

Jeg ved også, at nogle kvinder får varige mén efter en abort. Det ved vi alle. Vi ved, at det ofte er en utroligt tung beslutning for den kvinde, der er blevet gravid mod eget ønske. Vi ved, at der er en potentiel risiko for sterilitet ved indgrebet – den er ikke stor, men den er til stede. Og: vi ved, at der i kraft af den fri abort går mænd omkring derude, der gerne ville have været fædre, men som ikke kunne blive det. Af den simple grund: Ethvert menneske har retten til at bestemme over sin egen krop! Det er ærgerligt, og mit hjerte bløder for de mænd, hvis partnere fik foretaget en abort mod deres ønske. Det er nu engang blot sådan, at menneskeliv udvikles i kvindekroppe, så derfor har mænd desværre ikke muligheden for at overtage byrden. Kunne de det, ville jeg have kæmpet for deres ret til at vælge det, før kvinden fik mulighed for abort.

Der går i øvrigt også mænd rundt derude, der er blevet fædre mod deres ønske. Hvor kvinden ønskede at beholde barnet – og gjorde det. Fordi, endnu engang, barnet vokser nu engang i kvindens mave. Det er måske urimeligt, men det er svært at gøre noget ved. Det er svært at tvinge et menneske til at gennemføre en graviditet og føde et barn, som hun ikke selv ønsker.

Så vigtig er retten til at bestemme over sin egen krop altså. Så vigtig, at potentielt menneskeliv får lov at gå tabt. Så vigtig, at kvinder risikerer fysiske og psykiske mén. Så vigtig, at mænd risikerer at miste ufødte børn, de brændende ønsker sig… men dog ikke så vigtig, at kvinder i fred kan få lov at bruge deres kroppe til at have sex mod betaling. Dér må vi trods alt sætte grænsen!!?!

Read Full Post »

I forbindelse med 8. marts, er der stablet et initiativ på benene, hvor mænd inviteres til at tage stilling til sexkøb. Som baggrund for initiativet, kan man på http://www.tagstillingmand.dk/ læse som det første argument, at “Prostitution rammer hovedsagelig kvinder og købes primært af mænd. Derfor er det helt afgørende, at mænd deltager i debatten om prostitution – at mænd tager stilling.”

Næste argument er de psykiske og fysiske skader, som “en del kvinder i prostitution” pådrager sig. Trods dette, er sexindustrien vokset ekspansivt. De sidste argumenter handler primært om menneskehandel. Men argumenterne er ikke videre underbyggede, og den væsentligste rygdækning ligger i, at vores skandinaviske søsternationer allerede har og er i gang med at forbyde køb af sex.

Det første argument er næsten så tåbeligt, at jeg helst bare så bort fra det. Men jeg kan se, at det øjensynligt er en retorik, der går igen på samme ureflekterede vis andre steder. “Det rammer hovedsageligt kvinder. Og det er mænd, der forårsager det. Ergo er det forkert!” Jeg synes, vi straks må agitere for aldrig mere at sætte børn i verden! Desværre synes jeg ikke helt at kunne forsvare, at man ganske ureflekteret lader dette argument florere. Her i bloggen skal der i hvert fald lyde en opfordring til, at man lige lader budskaberne synke ind, så man bliver klar over, hvad der egentlig ligger til grund for flosklerne.

Vibeke Manniche udvikler argumentet ved hjælp af udsagn som: “Købesex – læs: mænd som køber kvinder – er udtryk for massiv ulighed mellem kønnene. Ulighed hvor kvinden gøres til mandens redskab. For penge.” For penge! Hvordan er det lige, at de der penge kommer ind i billedet som noget, der fungerer som et ekstra argument for, at der foregår noget slemt? Hvad er det for en rolle, pengene spiller i prostitution? Det lader til, at der foregår noget i relationen mellem sex og penge, der ikke foregår i andre sociale relationer.

Forestil dig fagnørden, der bruger oceaner af sin fritid på at skrive artikler til Wikipedia. Der er opstået et helt akademisk felt, der søger at forstå, hvad der foregår, siden folk gider gøre alt det arbejde gratis. “Hvad får de dog ud af det?” “Hvorfor tjener de ikke penge på det? Det kunne de jo sagtens!” Enhver amatør, der gør noget rigtig godt og ganske frivilligt, kender sikkert til den der: “Pas nu på, du ikke lader dig udnytte. Du kunne altså sagtens tage penge for det!” Men ikke kvinden, der gerne har sex med mænd, også selvom hun måske ikke har lyst til at lege kernefamilie med dem.

Det er næsten et mantra i kvindebevægelsen, at man en kvinde IKKE bliver luder af at have mange one night stands. Pyha, så kan man ånde lettet op. For godt nok har man haft mange one night stands og været sammen med så mange finurlige typer, at man kunne skrive en hel bog om det, men man har lige godt aldrig krævet sig betalt for det.

Hvordan kan det så være, at en kvinde, der indser, at hun har et aktiv, hun kan score kassen på – og som vælger at professionallisere sig selv, ikke får at vide, at det er godt, hun ikke længere lader sig udnytte som gratis arbejdskraft, ligesom amatørfotografen kunne få det at vide, efter at begynde at kræve sig betalt for sine ydelser? Hvorfor ændres opfattelsen af, hvornår man lader sig udnytte, på forskellig vis i forhold til, om der er penge med i spillet, når det drejer sig om sex, og når det drejer sig om amatørfotografi eller andet frivilligt arbejde?

Lad mig vende tilbage til Manniche. Hun bruger, som så mange andre, udtrykket “mænd køber kvinder”. Jeg er lige begyndt at gå til en fysioterapeut. Han er en yngre mand. Jeg betaler en ydelse ved kassen, som han ikke engang får fuldt del i. Og herefter er han til min rådighed – det er ham, der skal sørge for, at min krop får det godt igen. Når jeg kører i taxa, er chaufføren ofte en mand. Han skal sørge for at bringe mig sikkert fra en destination til en anden. Her er der tale om en kvinde, der køber mænd til at gøre ting for sig. Manniche skriver: “Prostitution er ALTID den stærke (pengestærke) som udnytter den svage. Det er immervæk IKKE luderens ønsker og seksuelle behov som tilfredsstilles.” Måske har hun ret. Spørgsmålet er, om det er meningen, at det er luderens behov, der skal tilfredsstilles. Det er trods alt kunden, der har betalt.

Jeg tror, jeg ville undre mig, hvis min fysioterapeut pludselig begyndte at forlange, at nu måtte jeg altså også lige tænke lidt på hans behov. Og nu vi er ved undren, så undrer Manniches argument om den pengestærke mig også. Er man nødvendigvis den pengestærke, blot fordi man er den, der betaler? Efter mødet mellem luder og kunde, har kunden trods alt lidt et økonomisk tab, mens luderen har fået en økonomisk gevinst. Mon ikke Sus og andre prostituerede har en højere indtægt end flere af deres kunder?

Før jeg runder af, vil jeg lige kommentere argumentet om, at flere prostituerede får fysiske og psykiske skader. Jeg tror, jeg har nævnt det tidligere, men som forsker må man indse, at man befinder sig i en branche, hvor folk er udsatte for at få alvorlig stress. Min fysioterapuet nævnte også mit arbejdes krav om mange timers stillesiddende arbejde, som en af grundene til, at jeg overhovedet havde brug for at søge behandling.

Igen er det som om, at der for prostitution gælder nogle helt andre logikker, end det er tilfældet for andre erhverv. På min arbejdsplads er der tilbud om kurser i stresshåndtering. Der bliver tænkt i ergonomisk udstyr. Mange års forskning har medført en god portion viden om, hvordan forskellige psykiske og fysiske skader kan forebygges. Når det gælder prostitution, er der åbenbart ikke den samme mulighed for at tage skaderne i opkøbet og forske i forebyggelse. Her er det enten/eller: du må ganske enkelt bare holde op, færdig basta! Ingen har kunnet forklare mig, hvordan det er muligt at komme med så entydige udsagn.

Selv soldater, der får konstateret Posttraumatisk Stresssyndrom, kan komme i behandling og vil i nogle tilfælde komme sig så meget, at de kan vende tilbage til arbejdet. Får en prostitueret konstateret samme syndrom, så er det blot et argument for at få hende langt væk. Hvis en forsker får stress, sættes mange foranstaltninger ind, for at vedkommende kan komme sig og vende tilbage. Det er ingen hemmelighed, at hele den politiske linje i udgangspunktet ønsker, at flest mulige skal være i arbejde. Og særlig partierne til venstre for midten er kendt for at fokusere på arbejdsmiljø.

Desværre er prostition ikke anerkendt som erhverv. De fleste prostituerede holder ganske vist til i erhvervslokaler af den ene eller anden art. De har en indtægt. De skal betale skat og moms, og de er sikkert ikke berettigede til at modtage offentlig understøttelse. Hvordan defineres erhverv, hvis ikke prostitution skulle kunne betragtes som et sådant?

Der er et spørgsmål, jeg har stillet mig selv igen og igen, mens jeg har beskæftiget mig med det her prostitutionshalløjsa: “Hvem kæmper feministerne for?” Som jeg har vist gennem dette indlæg, så ser det ud til, at man gang på gang søger at holde fast i en opfattelse af, at prostitution, sex for penge, er noget radikalt anderledes end alt andet, der har med sociale relationer og penge at gøre. For mig at se lader det til, at det handler mere om meninger, end det handler om mennesker.

Hver gang en prostitueret dukker frem i offentligheden og fortæller, at hendes hverdag ikke er, som folk forestiller sig, og som den stærke, feministiske diskurs hævder det, smides de sædvanlige kort på bordet: “Du vil jo ikke frem med dit navn, så tæller din mening ikke!” Eller slet og ret: “Jaja, ingen regler uden undtagelser. Det der er jo bare en undtagelse.”

Jeg ved det ikke. Jeg ved godt, hvad jeg tror, men jeg kan ikke hævde, at jeg VED, hvad der er mest dækkende om prostitutionsfaget. Men jeg ved, at der findes så tilpas mange undtagelser derude, at det er meget forsmående at se, hvordan de søges tilintetgjort som vægtige bidragydere til den offentlige debat. Engang var der et ideal om at kæmpe for minoriteters berettigelse i socialistiske og feministiske kredse.

Det siges blandt disse feministiske frontfigurer – og en del af de mænd, der er hoppet på den aktuelle kampagne – at prostitution forkvakler menneskers forhold til sex. For mit vedkommende tror jeg, at den her skildring af købesex forkvakler mit forhold til sex. For hvis sex er noget så radikalt anderledes end alle andre livsytringer og sociale relationer, at helt andre logikker træder i spil, så snart der er sex med i billedet, så tror jeg altså, at det med sex er noget ret farligt noget. Den slags tror jeg ikke rigtig, jeg tør røre ved.

Read Full Post »