Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for maj 2008

Kommentarer

Jeg er blevet gjort opmærksom på, at nogle afholder sig fra at kommentere, fordi man skal være registreret bruger. Nu prøver jeg lige at åbne for mulighederne, så alle kan kommentere. Så må vi håbe, at jeg ikke drukner i spam. Ordet er (atter) frit. :p

Reklamer

Read Full Post »

Jeg står i et helt urimeligt dilemma. Skæbnen har vist sine bidske tænder, og jeg er sikker på, at en eller anden derude må være skyldig (og bør kriminaliseres snarest!)

Sagen er denne: I alt har jeg modtaget 3 tilbud om boliger:

1) 2. sal – med badekar
2) 7. sal – uden badekar
3. 9. sal – med badekar

Nr. 1 er jeg tilbudt som nr. 16 på listen, nr. 2 som nr. 14, nr. 3 som nr. 13. Jeg har takket ja til dem alle og er nu blevet bedt om at vælge mellem nr. 1 og 2. Dvs. – udsigt eller badekar. Jeg kan ikke få begge dele. Og det på trods af, at jeg var nr. 13 på listen til den, der havde begge dele.

Det er tydeligt, ikke sandt, at der ligger noget lusket og sandsynligvis også kriminelt eller kriminaliserbart bag! I hvert fald er jeg nu stedt i et helt usandsynligt vanskeligt dilemma. Jeg kan godt lide en god udsigt. Og jeg elsker at tage karbad.

Den flinke dame hos udlejningen forbarmede sig over mig, da jeg snublede over ordene og sagde: “Møh, bøh, buh” – jeg skulle egentlig have givet besked senest i morgen, om jeg ville have den 2. sals-lejlighed, jeg fik tilbudt først. Og da det først var, da jeg ringede ind (for at høre, om jeg tilfældigvis også ville blive tilbudt nogle af de andre), at jeg fandt ud af, at 7. sals-lejligheden også kunne blive min. Hun gav mig lov til at tænke over det til på mandag – og gav mig også nummeret til en gut, jeg kunne ringe til for at forhøre mig om muligheden for evt. genetablering af badekar i lejligheden på 7.

Havde jeg dog ikke bare været så vanvittigt begejstret for at gå i karbad, så havde det været let som ingenting. Lejligheden på 7. er endda 100 kr. billigere pr. måned end den på 2. Nu kan jeg så bruge min weekend på at gå og messe: “Udsigt? Badekar? Udsigt? Badekar?”

F*ck den fri vilje!

(Og tillykke til mig, der kan flytte allerede 1. juli 😉 )

Read Full Post »

At begribe Gud

Min datter er et eftertænksomt væsen, og det der med Gud fylder af og til hendes tanker og dermed vores samtaler – især dem lige før sengetid. Tankerne bærer præg af en opvækst hos en kristen mor og en ateistisk far, og det er tydeligt, at en af os enten er klarere i talen, eller at noget fremstår mere virkeligt end andet, for – til faderens lettelse – kan pigen f.eks. finde på at spørge i relation til en bibelsk fortælling: “Men hvordan sker det så i virkeligheden?”

Det er ikke ensbetydende med, at Gud er hende fremmed. Hun forsøger at begribe Gud. Med et åbent sind og et ordvalg, der viser, hvordan hun har vanskeligt ved at forstå, men ikke ved at tro. For eksempel snakker vi om det med, at Gud er overalt. For nogle uger spurgte hun mig så, hvordan man egentlig kan trække vejret, hvis Gud også er nede i halsen. Og hun tænkte over, om det ikke gjorde ondt på Ham, for vi træder jo på ham, når vi går.

I aftes vendte hun tilbage til emnet om Guds allestedsnærværelse. Og særligt hans tilstedeværelse i hendes krop. Hun undrede sig over, om han mon syntes, det var ulækkert, når hun har bussemænd i næsen, og så vendte hun tilbage til det med halsen og det besynderlige i, at vi stadig kan trække vejret, selvom han også er der. “Han har nok en masse små lufthuller, så det er derfor, vi ikke bliver kvalt”, sagde hun. Hvem ved, måske har hun ret? 🙂

Read Full Post »

Ateistiske værdier

Der tales, ofte kritisk, om forskellige religiøse værdier. Til en vis grad kan religiøse værdier tolereres, men hvis de f.eks. afholder en person fra at vælge et bestemt arbejde, så opfattes det som et signal om, at en person lader religionen fylde for meget. Måske handler vedkommende endda ufrit i kraft af en streng, religiøs opdragelse. Der tegnes et billede, hvor ‘religiøse værdier’ kommer til at stå i vejen for en neutral forholden sig til verden.

Problemet er ikke så meget, at religion på den måde bliver behandlet negativt. Det virkelig problematiske er snarere antagelsen om, at den vestlige ateisme er neutral og værdifri. I debatten om de muslimske tørklæder argumenteres der fra modstanderes side om, at ansatte ikke bør sende signaler om religøse eller politiske holdninger. En sådan udmelding må hvile på nogle antagelser, der ikke kan være værdifri. Man må se signaler om religiøse og politiske ståsteder som et brud mod nogle principper, som har en værdi, ellers ville det ikke give mening at ville fjerne dem.

Når jeg diskuterer religion med forbenede ateister, kan jeg godt finde på, provokatorisk, at kalde ateismen for en religion med Videnskaben som den overmenneskelige kraft, som vi mennesker må underkaste os og adlyde. Det er en påstand, jeg naturligvis aldrig får overbevist en ateist om, men ikke desto mindre synes jeg, den giver ganske god mening. Jeg er et religiøst menneske, men jeg forholder mig skam også til videnskaben, så derfor mener jeg mig i stand til at vurdere det forhold, mennesket har til denne.

Tænk for eksempel på den status noget får, når det først er ‘videnskabeligt bevist’. Og tænk på de kontroverser, der opstår, når forskellige hold forskere finder ud af noget forskelligt. Når to hold forskere står med hver deres dokument og hævder, at det, de selv har er Sandheden, og det de andre har er ‘uredeligt’. Og tænk på, hvordan videnskaben, i lighed med de fleste religioner, har en skabelsesberetning (Big Bang), en række profeter der har bragt ‘Gud’ og mennesker tættere (Darwin, Newton, Galileo, Einstein, etc.), en teori om frelse (lægevidenskaben, genetikken) og så videre.

Når jeg lufter disse påstande over for ateister, vil det hurtige modsvar være: “forskellen er, at videnskaben kan bevise de her ting, mens det religiøse er baseret på ren tro”. Så må jeg ty til at spørge, hvorfra den standard, at noget er ‘sandt’, når det kan bevises, stammer fra. Her bliver det mere tricky, og det er vanskeligere at forklare, at kravet om bevis i lighed med de anerkendte metoder hvormed sådanne beviser kan føres, stammer fra det selvsamme Akademi, der har bragt os al denne viden. Ligesom det er fra tidligere generationers religiøse ledere, vi kender til, hvordan det religiøse sandheder skal efterprøves og fortolkes.

Med ‘beviset’ har ateisterne fået et kort på hånden, som det er særdeles svært at argumentere sig ud af, når man selv er opdraget i en verden, hvor beviset har den status, som det har. Man er nødt til at dykke ned i konkrete sager for at få øje på, hvor problematisk selve ‘beviset’ kan være. Det er f.eks. videnskabeligt bevist, at afrikanere er mindre intelligente end europæere. Det er også videnskabeligt bevist, at euroæpæere er mindre intelligente end afrikanere. Og så er det videnskabeligt bevist, at de intelligenstest, hvormed man har lavet de to førnævnte beviser, slet ikke er i stand til at udsige det, der hævdes om dem.

For at vende tilbage til udgangspunktet: selv et rum, der er blottet for synlige religiøse symboler, vil være et værdiladet rum. Ikke mindst, fordi vi ville vide, at en lang række religiøse mennesker ville have klædt sig anderledes, hvis ikke neutralitetsbudet havde eksisteret. Det neutrale findes ikke. Der findes intet, som er blottet for værdier, og som er fuldstændig neutralt. Idealerne om det neutrale og værdifri er netop i sig selv baseret på nogle bestemte værdier om, at vi skal have fokus på det saglige og rationelle, og at det personlige og følelsesladede bør glide i baggrunden. Objektivitet er en menneskabt utopi – et ideal, som man kan stræbe efter, men som i sin rene form ikke vil kunne findes. Jeg bliver altid lidt bange, når folk hævder, at de er fuldstændig objektive. Især når det siges i det der spidse tonefald, der får en til at forvente, at sætningen afsluttet med: “min fine ven”.

Hvad er så konklusionen på dette? I praksis er der vel ikke den helt store konklusion. Jeg synes bare, det er vigtigt – og sundt – at være sig bevidst om de bagvedliggende værdier og andre processer, der medfører, at det er noget bestemt, vi opfatter som ‘neutralt’. I dag betragter vi ikke kvinder i lange bukser som nogen, der sender et særligt signal. Det gjorde man engang. Mon det er helt forkert at hævde, at det vi betragter som det neutrale og værdifrie, er sammenfaldende med det, der er anerkendt som overensstemmende med et verdsligt, ateistisk værdi- og normsæt?

Read Full Post »

I de seneste år har der været en tendens til at ville flytte fokus fra den prostituerede og over på kunden. Det ville have været en udmærket ting, hvis det havde været ud fra et oprigtigt ønske om at lære disse kunder at kende og ikke et ønske om at tilføre disse mennesker et stigma på samme måde, som det sker med de sælgere, de henvender sig til.

Der er forskellige myter om luderne. Først gik vi mod myten om den lykkelige luder, fordi det var vigtigt at forstå, at disse kvinder bestemt ikke altid havde det godt med at sælge sex. Måske som en konsekvens af den menneskelige tendens til enten/eller-tænkning, blev dette hurtigt til, at så var ingen kvinder glade for at sælge sex. Af dette er opstået myten om luderen som offer. Og i visse debatter er det denne dikotomi, der bliver styrende: vi må afgøre, om luderen er lykkelig eller om hun er offer – det er svært at begribe, at der nok findes nogle få tilfælde i hver ende af skalaen, og at resten så ellers fordeler sig ganske normalt. Nu taler jeg også mod bedrevidende – jeg har faktisk aldrig set en normalfordelingskurve over, hvordan ludere trives, men det kunne være ganske interessant. Mit gæt ville være, at den er klokkeformet med et flertal, der er sådan okay tilfredse uden at være oven ud ekstatiske, og så gradvist færre der er hhv. særligt tilfredse og særligt utilfredse.

Tilbage til kunderne. Jeg vil hævde, at vi står over for en ny myte om kunderne, nemlig myten om den afstumpede kunde. Det er ham, der helt uden at tænke på andre end sig selv – betaler en skummel bagmand for at onanere i en levende kvindekrop. Om ham, der tvinger luderen til at gøre lige præcis, hvad han ønsker, og som slår eller voldtager hende, hvis hun ikke makker ret.

Nyere forskning som f.eks. den der præsenters i bogen Mænd, der køber kvinder fastslår, at det er ganske almindelige mænd, der går til prostituerede. Og læser man, hvad Sus Luder fortæller om sine kunder, for eksempel på Camilla Lærke Mors’ blog bliver det bekræftet, at der – i hvert fald ikke hos Sus – er tale om kyniske kvindenedgørere, der bare er ude efter en levende organisme at onanere i. Hun fortæller, hvordan det er mange mænds ønske, at hun – som kvinde mere end som luder – skal få noget ud af sexakten, og at hun jævnligt hører mænd fortælle, at det værste er de kvinder, der bare lægger sig ned, lukker øjnene, og giver udtryk for, at de egentlig bare venter på, at han bliver færdig.

Når man tænker på, at de fleste prostitutionskunder er ganske almindelige mænd, så er den tanke vel ikke så fremmed? Egne erfaringer, og det jeg har hørt fra veninder gennem tiden, tyder i hvert fald på, at hovedparten af mænd er interesserede i, at deres partner skal nyde samværet. Det er ikke altid, det lykkes, men det er deres udgangspunkt. Hvorfor bliver det så oplagt at tro, at noget fuldstændig andet er på spil, fordi der er penge involveret?

Mit gæt er, at meget af det ligger i vores måde at snakke om tingene. Vi snakker om mænd, der køber kvinder, frem for at snakke om mænd, der køber sex. Vi taler om, at kvinderne sælger sig selv eller deres kroppe, frem for at de sælger seksuelle ydelser eller oplevelser. Vi tænker måske også på alt det, vi hører om kvindehandel og vi hører prostitution omtalt som noget, der per definition er vold mod kvinder. Alle disse forforståelser har vi med os, når vi skal vurdere og forholde os til, at en helt almindelig mand betaler en helt almindelig kvinde for at have sex. Det præger os så meget, at vi næsten ikke tør tro på, at der faktisk kan være tale om dette: en helt almindelig mand og en helt almindelig kvinde.

Den svenske feminist, Nina Bjørk, skriver i bogen Kvindelighedens Maskerade noget med, at det vi tager mest for givet, ofte er det, der er mest gennemsyret af ideologi. Det er en rigtig fin tanke at basere sig på, når man skal prøve at vurdere ting sagligt og nøgternt – at man spørger sig selv, om det kan passe, at der ikke er mere på spil, end man lige går og tror. Og når man tager sig selv i at tænke eller sige: “det kan der slet ikke være tvivl om”, så kan det være gavnligt at stille spørgsmålstegn ved netop det udsagn. Det ligger i øvrigt i god forlængelse af aktørnetværkteoriens udsagn om, at hvis noget fremstår enkelt og entydigt, så må en masse arbejde være gået forud for at gøre dette muligt – taget i betragtning, hvor rodet og uregerlig verden ellers er.

Read Full Post »

On behalf of my country, I hereby solemny apologize for the gross Danish ignorance which led to Sweden receiving points from us in the Eurovision Song Contest, while Finland did not receive a single point. There is nothing which can correct this terrible mistake, and I can arrive at only one reasonable conclusion as to why this most unlikely incident came to happen: Each and every Dane must have thought that their neighbor would definitely vote for Finland, so they voted for their second best.

Of course, this can only be part of the explanation. To believe that any Dane would have the Swedish song as their second best is so far fetched that I can think of no other explanation than pity. They are our neighbors, after all, and I am sure that a part of the Danish people simply voted for Sweden because they were so certain that nobody else would do so. How else could it be that a hideous tune would receive so many votes where a true masterpiece as the Finnish received none at all?

So, all Finns out there, please accept my sincerest apologies on behalf of the entire, Danish nation. Hyvä Suomi!

Read Full Post »

I dagens anledning: her er Israels bidrag til Eurovisionens sangkonkurrence, 1987. Hub-baaaa!

Read Full Post »

Older Posts »