Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for oktober 2009

Dansk raps nye alfahan?

Jeg er en af dem, der “altid” har ment, at Jokeren aldrig har været dansk raps alfahan. Det er og har altid været L.O.C. Men hvor pinefuldt ironisk, det end lyder, så ser jeg potentiale til, at vinderen af gårsdagens Talent 09-finale blæser begge disse prominente herrer af banen. Hvis d’herrer altså ikke når at lytte og tage ved lære og bruge deres erfaring til at opretholde forspringet.

“Stadig en ung knægt, som gør det med stil. Jeg’ 23, har 2 børn, jeg gør hvad jeg vil. Jeg har kone og børn og kalder mig “pimp”. Ta’ mig, som jeg er, for jeg ta’r det til enden”.

Og sådan blev Kasper Larsen fra Horsens til dagens vel nok mest eksponerede dansker?

Min umiddelbare tanke efter Kalle P’s optræden var, at der var vinderen af Talent 09. Jeg sendte min stemme – men stemte så også på næsten alle de efterfølgende, for der var sgu’ flere, der gav mig den der følelse af, at der er mere talent i verden, end man umiddelbart får øje på i det daglige. Men Kalle Pimp vandt, og jeg forestiller mig en plade, som vil være langt mere interessant at lytte til, end det der Suspekt-L.O.C.-projekt med det sigende navn “Selvmord” (som jeg, i parentes bemærket anbefaler varmt og allerede har forudbestilt!).

Se vindershowet her:

… og har man lyst til mere, kan man fortsætte med inventarsamler Kasper Larsens første audition i Folketeatret:

Jeg smækker lige kvart- og semifinale på også – man hopper jo bare af, når man ikke gider mere.

Semifinale:

Og Ekstra Bladets videointerview er en god afrunding på det hele. (Teksten er typisk bidsk EB-stil, men videoen er rolig og afdæmpet)

Read Full Post »

En Synders Bekendelser

Elskede, himmelske Fader. Jeg mærkede dit nærvær, og her er jeg! Jeg kommer til dig med bøn om tilgivelse, rystende af dødsangst og med en tillidsfuld tro på din nåde. Herre, jeg kommer til dig i bøn om et formål. Jeg ønsker at begribe menneskets begrænsede rækkevidde. Jeg har set, hvordan mennesker ydmyger og nedværdiger hinanden. Jeg har famlet rundt i blinde efter svaret på, hvorfor du ikke griber ind og lader retfærdigheden sejre. Jeg har syndet. Jeg gjorde, hvad omstændighederne bød mig at gøre, og jeg fejlede. Giv mig din salige fred.

Fader, kan du forklare mig, hvordan denne synd kobler Gud og mennesker? Himmelske far, jeg fornemmer at du taler. Jeg åbner mig for din indsigt: “Tro mig, mit barn. Jeg griber ind. Gud griber ind gennem dig, og Gud griber ind gennem alle. I er mine elskede børn. Jeg tager parti for jer alle, uden forskel”. Vor Far i Himlen, hjælp os til fred med denne erkendelse. Mind os om, at vi sammen kan bede for de mennesker, hvis skæbne det er at bringe mennesket til ophør som art. Lad det sidste menneskelige væsen konfrontere Apokalypsen som skyldfri, frygtløs og med en sand tro på mirakler.
Lær os hvordan, vi holder liv i håbet om genopstandelse og evigt liv indtil den yderste dag.

Fader, jeg takker dig, af hele mit hjerte, for din åbenbaring. Jeg hviler ved dit alter og lovpriser hvert øjeblik, som fremstår som virkeligt for mig. Omfavn mit legeme og min sjæl med din helbredende kraft, før jeg fortsætter ad det spor, du har udvalgt for mig. Lær mig at adlyde din lov.

Amen

Read Full Post »