Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for februar 2009

Jeg kom til at tænke over noget, her hvor jeg sidder og fejrer dagens (årets? årtiets? årtusindets?) bedste nyhed om, at Faith No More er genopstået! Jeg fik den tanke at spørge nogen, om de mon tager på turné og om de i så fald kommer til Danmark, og jeg spekulerede over, hvorfor det ville virke underligt at spørge dem selv. I det hele taget tænker jeg ofte på, hvorfor det er så mærkeligt, at sociale relationer mellem kunstnere og fans ofte får sådan et sensationelt skær over sig. 

Det er mere, end jeg har tænkt mig at svare på – men med henvisning til overskriften, så slog det mig, at der er tale om en asymmetrisk interesse der gør, at det virker irrelevant at spørge bandmedlemmer fra Faith No More, om de kommer til Danmark. Jeg vil gerne til koncert med Faith No More, og de vil gerne have publikum. De interesserer sig for deres musik som kunst og arbejde, eller hvad det nu er – og her spiller publikum en rolle i en vellykket koncertoplevelse. Jeg kan godt lide at gå til koncert og både se og høre bandet – og her spiller også både bandet og publikum en rolle. 

Alligevel er min interesse i fænomenet “Faith No More”-koncert anderledes, end bandmedlemmernes interesse. Primært fordi, vi befinder os forskellige steder i netværket. Ikke fordi, vi nødvendigvis ellers er voldsomt forskellige fra hinanden, udover hvad man ellers kan antage i kraft af, at jeg er dansker og de amerikanere, mænd og nogle år ældre end jeg. 

Der skabes et skel mellem kendte mennesker og ikke-kendte. Og når grænserne overskrides og kendte møder ikke-kendte, så er det som to forskellige dele af verden, der tørner sammen. Det undrer mig egentlig. Jeg har talt med kendte mennesker. Jeg har talt med ukendte mennesker. Og jeg har sikkert også set “kendte” mennesker, som jeg ikke har bemærket, fordi jeg ikke ved, hvem de er. Berømmelse er vel snarere et spørgsmål om, at man beskæftiger sig med noget, der har mediernes interesse. Er der derudover nogen kvalitativ forskel på berømte og ikke-berømte menneskers liv?

Reklamer

Read Full Post »

Selv og andre

Adskillelsen mellem “selv” og “anden/andre/andet”, fylder meget i diskussioner om kvalitativ forskning. Man enes typisk om at tage afstand fra det positivistiske ideal om, at menneskers indvirken på forskningsprocesserne skal synliggøres i fremlæggelsen af forskningsresultaterne, som hellere skal skrives, så “data taler for sig selv”. Der er mange problemer forbundet hermed – problemer, der er blevet diskuteret i mange år af dem, der bedriver kvalitativ forskning, og det har medført forskellige attituder og praksisser. Man kan altså på en måde sige, at forskeres opfattelse af den placering, de selv har og bør have i forskningsfeltet, bliver afgørende for, hvordan forskningen udføres og formidles. 

Tankerne har fyldt meget, også i mit eget projekt. Jeg er den fødte dagbogsskribent, der på den måde har den autobiografiske genre under huden, og jeg forsømmer ofte at bemærke, om jeg snakker med udgangspunkt i mig selv, eller om jeg snakker “mere generelt”. For mig har ordene altid udspring i den, der siger eller skriver dem, så skellet opstår i mine øjne et andet sted. Det handler mere om indholdet i det sagte, end om det kommer med afsæt i et menneske eller med afsæt i nogle ydre omstændigheder eller begivenheder. Spørgsmålet er derfor nok snarere, hvilke aspekter ved forskningen, der skal videreformidles, end det er et spørgsmål om, hvilken fortællevinkel, teksterne har. 

Den centrale problematik, skåret ind til benet og omformuleret til hverdagsdansk er: når en etnograf har været på de polynesiske øer og kommer hjem med sine beskrivelser, hvordan kan vi så vide, om det rent faktisk er rigtigt, hvad han skriver, og ikke bare et udtryk for, hvad han selv tror? 

Det løser etnografen så ved dels at knytte an til eksisterende forskning: “Dr. X mente også, at de har et andet begreb om samfundet, end vi har herhjemme i Vesten, og han skriver, at …”. Det accepteres som en styrkemarkør, der højner forskerens troværdighed. Spørgsmålet er, hvordan vi kan vide, at Dr. X’s tekster er udtryk for reel viden og ikke bare er noget, han tror, han ved noget om, fordi han har været der?

Spørgsmålet når i min øjne aldrig rigtig at bundfælde sig som noget, der giver mening på andet end teoretisk plan. Jeg mener, man går forkert i byen, når man isolerer problematikken til at handle om forskning. For er det ikke netop en almenmenneskelig problemstilling: hvornår kan vi stole på, at andre faktisk ved noget, og hvor går grænsen mellem ekspertviden og lægmandsviden? Sidstnævnte er naturligvis et væsentligt spørgsmål for forskere, der gerne skulle producere noget, der har et højere niveau end folk uden uddannelse kan tænkes at levere. Alligevel tror jeg, det er klogt ikke at stikke nogen blår i øjnene: videnskabelig viden er snarere en form for systematiseret og normsat lægmandsviden, end det er en form for “uafhængig sandhed”. 

Når jeg er i stand til at fremføre sådan en påstand, så skyldes det, at jeg ofte forsøger at afgøre, hvornår jeg selv taler fra ekspertens vinkel, og hvornår jeg taler fra lægmandsvinklen. Hvis jeg skal tage mig selv alvorligt som kommende virtuel etnograf/prostitutionsforsker, whatever, så må jeg tænke om den viden, jeg formidler om disse emner, som ekspertviden. Men når jeg udtaler mig om andre emner, jeg føler mig lige så godt hjemme i, så er der stadig tale om lægmandsviden – for det er jo viden, jeg har tilegnet mig uden for de akademiske institutioner. Ofte virker det besynderligt i praksis, selvom jeg teoretisk set har fuld forståelse for, hvorfor sådanne skel bliver opsat, og også mener, at de et stykke hen ad vejen er nødvendige.

Problemet er, at der findes spørgsmål, som det bliver umuligt at besvare, hvis den skarpe adskillelse mellem “personen, der forsker” og “Forskeren” opretholdes. Man kan sende den samme mand eller kvinde til Polynesien en millard gange, uden rigtig at få mulighed for at vurdere, om de resulterende beskrivelser og analyser er sandfærdige. Og det er svært at afgøre ved, at flere tager turen, for hvordan afgør man så, om evt. enighed skyldes, at det er de samme slags tossede persontyper, der farer af sted? Eller hvordan afgør vi, hvem der har ret i tilfælde af, at de er uenige? En del af det svar må nødvendigvis skulle hentes i den helt almindelige fodformede hverdagssfære: hvordan afgør vi i det hele taget, om vi tillægger det, folk siger, nogen særlig værdi? Og hvornår oplever vi i det hele taget, at andre er (u)troværdige?

Jeg har tænkt det samme, når jeg har læst Sus’ og de andres weblogs. Ikke bare dem om prostitution, men i det hele taget, når jeg læser det, andre mennesker skriver på nettet. Hvornår kan man vide, om de taler sandt? Hvordan kan jeg vide, om “det bare er noget, de siger”? Det spørgsmål har jeg taget med videre og stillet mig selv, når kollegerne omkring frokostbordet fortæller anekdoter eller siger noget om, hvordan de har det med forskellige ting: “hvordan kan jeg vide, at de rent faktisk er, som de giver udtryk for”? Hvad ved jeg om de mennesker, mine kolleger er, når jeg ikke er sammen med dem? Ja, hvad ved jeg om noget så tæt på som mit eget barn – når jeg ikke er sammen med hende? Er mit barn mere sig selv, når hun er hjemme hos mig, end når hun er hjemme hos sin far eller i skole eller andre steder? Hun er jo ikke helt på samme måde alle steder, så hvor er hun mest autentisk? Hvornår er jeg selv mest autentisk? Og hvad dækker det her “autentisk” egentlig over?

Disse spørgsmål og tanker for at rette fokus mod “refleksivitet” i forbindelse med mit eget projekt. Jeg har jo en hel weblog, som jeg selv har skrevet, og som kan fungere som udmærket empirisk materiale for analyser af, hvordan jeg selv har ageret i det felt, der er genstand for min forskning. På den ene side virker det utroværdigt ikke at bruge den (og andet, jeg producerer i cyberspace) i analyser baseret på “virtuel etnografi”. På den anden side er spørgsmålet: “hvordan inddrager jeg mig selv”? svært for mig at afgøre. Hvornår bliver det navlepilleri eller narcissisme? Hvornår er der foregået noget, der har med mig-i-feltet at gøre? 

Svaret må ligge i spørgsmål om, hvilke pointer, jeg vil fremhæve. Hvordan opfører de aktører og temaer sig, som er genstand for analyserne? Blænder jeg af for en viden om noget, hvis jeg ikke nævner mig selv? I og for sig må jeg vel bare søge at vurdere mig selv som aktør i feltet og afgøre, hvornår jeg har status som observatør af noget, og hvor vigtigt det er, om der foregår en transformation af dette, fordi observationerne skal gennem min krop for at kunne komme ud på papiret i form af ord.

Read Full Post »

Lidt spirende, dansk talent:

Han blev meget udskældt for denne og røg i farezonen efter sms-afstemningen. Jeg synes nu, han klarer det rigtig godt. Ja, han synger falsk nogle gange, men han leverer sgu’ sangen elegant, synes jeg! Og det med, at han er arrogant, forstår jeg ikke. Jeg synes, han virker afslappet og jordbunden? Han er 15 år, giv ham lige en chance for også bare at være en ung knægt!

Read Full Post »

For alvor

Om få dage er der kun fire uger tilbage til min deadline. Jeg har altså en god måneds penge til at producere noget tekst, der beviser, at jeg er værd at smide to års ph.d.-løn efter. Jeg har flere gange i denne blog reflekteret over svage sider ved mig selv, og hvordan de har spillet ind i mit foreløbige arbejde. En af dem, jeg vist ikke har nævnt tidligere, og som andre ofte har svært ved at tro helt på, er, at jeg ikke er god til at gøre mig umage. Jeg er begavet med et naturligt talent og analytisk overblik, der gør mig i stand til ofte at fremstå som kompetent og formulere mig, som om jeg fremlægger noget, der er godt gennemtænkt. Det er heller ikke helt løgn, for jeg tænker meget. Jeg er bare meget dårlig til at gøre mig umage. Jeg har vist det, siden jeg stod med mit optagelsesbrev i hænderne: “fuck, nu er jeg nødt til at gøre mig umage!” 

Spørgsmålet er, om jeg nogensinde i mit snart 35-årige liv har gjort mig sådan rigtig umage med noget? Om jeg nogensinde har oplevet, at det har båret frugt at give noget den ekstra anstrengelse? Om nogen har hjulpet mig med at lære, hvordan man gør noget, der ikke bærer lønnen i sig selv? Jeg sidder med en følelse af, at jeg aldrig nogensinde er blevet tvunget til at gøre mig umage, sådan for alvor. At folk har opgivet mig, fordi jeg har udvist så stor ligegyldighed over for krav om, at jeg skulle yde mere, end jeg havde lyst til. Og det samtidig rejser et nyt relevant spørgsmål: “bør jeg yde mere, end jeg gør? Og gør det i så fald noget, at jeg kun yder, når jeg har lyst til det, så længe, det bærer lønnen i sig selv?” Hvor vigtig er alvoren og anstrengelserne i forhold til værdien af det, der kommer ud i den anden ende?

Jeg ved at nogle opfatter mig som et menneske, der gør livet langt sværere for sig selv, end det er nødvendigt. At jeg brænder nogle broer og opfører mig mystisk, og jeg ved, at folk af og til har lyst til at ryste mig grundigt i håb om, at brikkerne så må falde rigtigt på plads for mig. Men jeg bliver ved med nonchelant at afvise, at jeg går glip af noget i min tilværelse som singlemor i en almennyttig lejlighed – hende revalidenten med en fortid, der ville egne sig godt til “Virkelighedens Verden” eller anden følelsespornografisk genre. Jeg afviser, at der er grund til at gøre sig umage, når det man gør, er godt nok. 

Jeg har den seneste tid stillet mig det sammes spørgsmål mange gange: “Kan man blive så tilfreds, at det ikke længere er hensigtsmæssigt?” Mit liv har altid indeholdt stor følelsesmæssig tumult. Jeg tror, jeg mangler et filter, som andre mennesker har, for jeg har uendelig svært ved at sortere og pejle i min omverden. Jeg tror, jeg ofte er god til det, andre beskriver som “at leve i nuet”, men jeg når aldrig langt i refleksionerne over, hvad det vil sige, fordi jeg atter lader mig gribe af, hvad der er lige ved at ske. Jeg har oplevet berusende lykke, frydefuld tomhed, lynende raseri, ydmygelse, hævngerrighed, had, kærlighed, lykke, vemod – fortsæt selv … og jeg ved, at uden alle disse emotionelle filtre, ville verden se helt anderledes ud, end jeg har set den. 

Jeg kender følelsen af alvor. Jeg tager mig selv og mine omgivelser alvorligt. Jeg er ansvarlig og opmærksom, og det er jo ingen hemmelighed, at der sidder et godt hoved på mig. Jeg ved bare ikke helt endnu, hvad jeg vil bruge det til. Der er så mange muligheder, og bare det at gå og lege med dem i tankerne, er nok til, at jeg føler mig heldig og taknemmelig over at leve det liv, der er mit. I det liv er der om få dage kun fire uger tilbage, til jeg skal aflevere min kvalifikationseksamen, hvorefter det er op til min hovedvejleder og en censor at bedømme den efter 7-skalaen som kandidatspeciale. Og på et tidspunkt skal der så holdes et møde, hvor jeg vist nok selv er til stede, sammen med ph.d.-koordinator og vejleder og måske nogle andre – og her skal beslutningen så træffes, om der er substans nok i det, jeg har afleveret til, at de vil satse to års ph.d.-løn på, at jeg leverer en afhandling med et højt, fagligt niveau. 

Måske skyldes min forvirring mest, at jeg har svært ved at forstå, hvorfor andre ikke kan se, at det er absurd ikke at ville ofre to sølle ph.d.-årsværk på, at jeg gør det her projekt færdigt. Næh, jeg opfinder ingen dybe tallerkner, og jeg løser ikke kræftens gåde, men det første er der heller ikke brug for mere, og det andet er ligesom ikke min metier. Min metier er at følge de materielt-semiotiske aktører, der konstrueres gennem kollektiv storytelling som social praksis, der overskrider grænserne mellem videnskab og samfund. Min metier er at gå ud i det kontroversielle og sensationelle med en uimponeret nysgerrighed og få øje på nye måder at fortolke og forstå, og hermed nye måder at skabe forbindelser mellem eksisterende teoretiske ressourcer. 

Mit arbejde har indtil nu samtænkt teorier om prostitution med teorier om oplevelsesøkonomi. Jeg flirter med en overskrift et sted i afhandlingen, der hedder: “autenticitet, intimitet og marked”. Det er for mig at se tre væsentlige fællesnævnere mellem prostitution og oplevelsesøkonomi. Det er min måde at refigurere de kategorier, vi bruger til at tænke om prostitution, oplevelsesøkonomi – ja, om verden generelt, med. En meget lille del af et meget stort projekt, som jeg udfører i samarbejde med lang række andre forskere, der arbejder inden for STS-feltet. Jeg vil blive en af dem, der engang hvert årti får en lys idé og skriver en artikel eller en bog, og som ellers bare går og nørkler med dagligdagens trummerum. Jeg har tit tænkt, at jeg er født til at være etnograf i cyberspace. Ganske vist er min faglige viden om etnografi temmelig begrænset. Til gengæld har jeg set verden fra etnografens vinkel, siden jeg var barn og begyndte at tænke over, hvad jeg var for en fisk. Jeg har altid været anderledes, og en af de ting, der har gjort mig anderledes, har været alt det, folk har sagt til mig om, at jeg jo ikke er anderledes. Man skal ikke kunne tænke særlig langt, før man får øje på, at det siger folk kun til mig – de siger det ikke til hinanden. Og når de siger det til andre, så er det fordi, de heller ikke er hvide. Eller hvis de er handicappede eller har været udsat for mobning eller er prostituerede, eller noget i den stil. “Du er jo som os andre”, er et udsagn, der producerer den forskel, hvis intention det er at gøre ikke-eksisterende. I og med, at vi ikke alle i et væk går og siger: “du er jo som os andre” til hinanden, så bliver dette udsagn en forskelsmarkør, der indikerer, at udsigeren betragter modtageren som anderledes. 

Jeg skulle skrive til klokken 16. Den er 15.58 nu, og min pointe var egentlig bare, at nu skal jeg have skrevet de tekster, have dem afleveret, og så skal jeg droppe min paranoia over, om jeg får lov at fortsætte. Jeg aner ikke, hvad de vil ligge vægt på, men jeg ved jo godt, hvad jeg vil, og hvordan jeg skal argumentere for, at det holder max – og jeg består jo specialet uanset hvad, jeg næsten ender med at lave, så jeg har egentlig ikke rigtig noget incitament til at skulle tage det vildt alvorligt. Jeg har lidt over en måned til at gå og hygge mig og skrive det, jeg har lyst til og synes giver bedst mening. Jeg skal skrive mindst 60 sider, men i og med, at jeg alligevel skal søge dispensation til at aflevere en “4+4 kvalifikationseksamen” til bedømmelse som speciale, så kan jeg søge dispensation til f.eks. at aflevere 130 sider. Kort sagt: jeg har frie tøjler og det er bare om at komme i gang. Hvorfor så egentlig spekulere så meget over det der med, om man bør gøre sig umage?

Read Full Post »

Jeg har netop været på biblioteket efter Det Store Sceneskift (af Christian Have). En bog i ExCITe-serien fra Aalborg Universitetsforlag. Jeg faldt over bogen gennem min færden i Cyberspace i weekenden, downloadede de gratis sider (indledningen) og håbede, at jeg havde fundet en bog, som virkelig kunne gøre mig klogere på, hvordan menneskelivet udfolder sig på nettet. Jeg er delvis skuffet. For endnu engang støder jeg ind i en mærkværdig dikotomi, hvor online og offline bliver betragtet som to kvalitativt forskellige fænomener. Have skriver bl.a.:

“De digitale relationer er væsensforskellige fra de fysiske, menneskelige relationer. I cyberspace kan vi score, stifte bekendtskaber, få nye venner, lave aftaler, opbygge en ny identitet og en ny verden og trykke “delete” bagefter. Vi kan genopfinde os selv ud fra drømme og fantasier uden omkostninger, fordi vi i næste øjeblik kan lave det hele om og starte på ny. Den digitale identitet er luftfri, smertefri og vores illusioner forstyrres ikke af omverdenen.”

Spørgsmålet er, om det er rigtigt, og det vil jeg gerne stille jer læsere, samtidig med, at jeg selv funderer over svaret. 

Have skelner mellem “digital identitet” og “biologisk kommunikation”. Men hvilken menneskelig kommunikation har ikke et biologisk udspring, hvad enten den manifesterer sig online eller offline? Hvorfor fremstilles cyberspace som noget væsensforskelligt andet end “biologisk kontakt”? Jeg sad forleden på McDonalds og funderede over tingene. Jeg skrev i en note: “Sidder og kigger på folk omkring mig og tænker, at den egentlige forskel på at se de mennesker, der er herinde, og dem, jeg ser i fjernsynet er, at dem herinde også kan se mig. Vi har synkron visibilitet”. Selvfølgelig er det ikke mennesker, jeg ser i fjernsynet – det er optagelser af mennesker. Men hvad er egentlig forskellen på disse optagede mennesker og så dem, der sad rundt omkring ved bordene og spiste burgere samtidig med mig i tirsdags? Og hvad er forskellen på de to verdener? 

Bruno Latour, Donna Haraway, Marilyn Strathern og andre STS-folks bruger netværksbegrebet til at positionere hændelser i forløb. Jeg tror, det er et godt billede at bruge, når man skal forstå, hvordan “digital identitet” (herunder medregner jeg både cyberspace-identiteter og TV-identiteter) og “biologisk identitet”. Det handler mere om, hvor mange teknologier, der optræder i netværket mellem de enkelte mennesker, end det handler om, at der er væsensforskellige verdener. Faktisk oplever jeg i praksis ofte, at det biologiske menneske er tættere på mig i cyberspace, end det er tilfældet andre steder. Hvis jeg f.eks. ser et billede på et museum og bliver nysgerrig efter, hvad kunstneren har villet udtrykke, så kan jeg som regel ikke bare lige dreje omkring på hælen og spørge vedkommende. I cyberspace har jeg ofte den mulighed: jeg kan undre mig over noget, som en-eller-anden siger, finde en e-mailadresse eller en kontaktformular, skrive og spørge. Ligeledes har jeg i cyberspace oplevet langt mere feedback og dermed langt mere mellemmenneskelig kontakt, end da jeg holdt tale foran 30-40.000 mennesker i Amsterdam. Jovist var der flere biologiske væsener til stede inden for en lille radius, end det er tilfældet, når jeg sidder alene i min lejlighed og glor ind i computerskærmen, men er disse biologiske væsener i sådan en situation meget anderledes end de “anonyme masser”, som kan komme forbi og læse min weblog, uden nogensinde at figurere som andet end et tal i min blogstatistik? Er den fysisk tilstedeværende demonstrant, som jeg talte til i Amsterdam for ti år siden mere virkelig end den ukendte person, der sender mig en mail med kommentarer til min weblog? 

Eller hvad med det menneske, jeg både mødes med “IRL” og snakker med på nettet? Er det væsensforskellige identiteter, jeg har med at gøre her? Christian Have påstår i sin bog (på side 71), at den biologiske kommunikation opfattes som mere troværdig, oprigtig og “sand” end den digitale. Den påstand er svær at skyde ned, for det er givet, at mange oplever det sådan. Spørgsmålet er, hvordan det er blevet sådan. Er det et spørgsmål om tradition og sædvane, eller er det et spørgsmål om ontologiske forskelle? 

Jeg har ikke læst så meget af bogen endnu, men med min nuværende viden om oplevelsesøkonomi og bogen titel, Det Store Sceneskift, in mente, vil jeg tro, at forfatterens bud kunne handle om “iscenesat virkelighed” kontra “virkelig virkelighed”. Jeg vil hellere spørge: hvordan er forskellige virkeligheder iscenesat? 

Iscenesættelsen er meget tydelig, når det gælder TV-programmer som X-Factor. Her er det nemt at bemærke, hvordan producenterne af udsendelserne har klippet rå-optagelserne, brugt lyssætning, underlægningsmusik, speak og kameravinkler for at understøtte en bestemt tolkning. Spørgsmålet er, hvordan dette adskiller sig fra det, jeg gør, når jeg overvejer, om det skal være striktrøjen og de flade Adidasser eller den tætsiddende nedringede og stiletterne, jeg putter min krop i, før jeg går ud i verden. Igen tror jeg, at svaret kan findes i det sociotekniske netværk: i tilfældet X-Factor er der tale om et langt netværk med mange teknologiske aktører. I tilfældet “Zenia vælger tøj” er der tale om een menneskelig aktør (konkret – andre menneskelige (og teknologiske) aktører kan spores gennem erindringsnetværk, der præger, hvad jeg tænker om mine valgmuligheder – det samme er tilfældet for TV-programmerne), der vælger blandt en mere begrænset samling (lav)teknologier. 

Det blev i øvrigt striktrøjen og de flade Adidasser. Og når jeg om lidt bevæger min krop få hundrede meter nordpå – i retning af mit kontor – kan jeg tage de ord, jeg har publiceret i cyberspace, i monolog og i dialog med andre,  med mig. Jeg kan tænke over, hvad person A mente med det, hun skrev som respons på noget, jeg skrev – præcis på samme måde, som jeg kan reflektere over, hvad person K sagde til mig som respons på noget, jeg sagde til ham, da vi mødtes. 

Jeg tror, at cyberspace har givet os nye måder at observere og forstå menneskelig interaktion. Nu mangler vi så bare at distancere os så meget, at vi får øje på, at der i al væsentlig forstand foregår det, der altid er foregået mellem mennesker – blot i en ny setting, der får det hele til at fremstå som noget fremmed. Det må være en af de ting, man kan opnå med virtuel etnografi.

Read Full Post »

Som det er sædvane for mig, bliver jeg grebet af inspiration ca. det minut, det går op for mig, at nu har jeg (for) travlt til at nå det, jeg skal. Det har mange gange været et dilemma, for hvordan kan man producere de bedst mulige tekster, når man ikke kan komme i gang, før man når den erkendelse, at man ikke længere kan nå det?

I denne projektperiode har jeg forsøgt at agere pro-aktivt på problemet. Det er svært, for jeg savner den kloge, gamle kineser, der kan fortælle mig, hvordan jeg får så meget ro på, at jeg bliver i stand til at følge en rød tråd gennem et kaotisk (tanke)univers. Min nok mest effektive teknik består af noget så simpelt som en papirkalender. Den består af en oversigt over månederne februar og marts 2009, og hver dag er nummereret, sådan at dagen for deadline, 31. marts 2009, har fået nummer nul. På den måde kan jeg hele tiden se, hvor mange dage, jeg havde tilbage, da jeg lagde tidsplanen (51), og hvor mange dage, der er tilbage i dag (42). Så kan jeg nå at blive stresset i tide. 

Det er lidt paradoksalt, at jeg, der var tæt på at blive erklæret uarbejdsdygtig pga. stress, i dag er nødt til at opfinde metoder til at blive stresset. For sandheden er jo, at uden det adrenalinrush, som mild stress kan medføre, så har jeg svært ved at mærke, at det er vigtigt at blive færdig. Jeg tænker nogle gange på, om jeg bare er blevet for sat og tilfreds. Jeg synes, jeg har udrettet mange ting i de snart 35 år, jeg har bevæget mig rundt på denne klode. Jeg mangler sådan set bare at prøve at tjene rigtige penge. Det vil jeg bestemt gerne – min personlighed egner sig dårligt til at være fattig, selvom det nu går over al forventning. 

Alt dette blot for at geare ned. Fridagen er gået med at sove. Klokken blev jo formiddag, før jeg kom i seng. Om fem minutter går jeg ned og henter Josefine – og tager hende med på restaurant, for jeg nåede ikke at købe ind til den risengrød, hun bestilte, da jeg snakkede i telefon med hende i fredags. Hvordan jeg løser den med at købe ind til madpakken i morgen, har jeg ikke lige grejet endnu, men jeg bor i hjertet af Århus, så mon ikke der når at åbenbare sig en mulighed eller to, før det er for sent? Opvasken står urørt, og oprydningen er mere end overfladisk.

Det er finurligt, at jeg altid er så fast besluttet på, at det SKAL jeg bare nå, og når jeg så ikke når det, er det med en lattermild erkendelse af, at det absolut intet betyder.

Read Full Post »

Dagen er lige begyndt, men for mig er det endnu mandag. Jeg har, som sædvanligt, når Josefine er hos sin far, været oppe hele natten for at følge med i mine tanker. Nu er det ved at være sengetid, for Fine skal hentes kl. 17, og jeg skal ordne noget oprydning, opvask, rengøring og indkøb inden da. Tirsdag holder jeg altså fri fra projektet, men sørger for, at tingene er planlagte og parate til at gå i gang med fra onsdag, når Fine er kommet i skole.

Ugen har nummer 2 ud af 6 i min seneste tidsplan. Målet er at få disponeret min portfolio og at få formuleret den røde tråd, der skal binde teksterne sammen. Jeg skal have læst etnografi-afsnittet i Virtual Ethnography, og jeg skal videre med Temporarily Yours. Jeg skal brainstorme over ideer til “Socioteknisk Virkelighed en Suite”, der er en række overgangstekster mellem de egentlige portfoliobidrag. Intentionen med disse er at situere min virtuelle etnografi i Luderland med andre virtuelle etnografier. Mine analyser er indtil videre positioneret i relation til:

  1. Den dominerende danske teori om prostitution: prostitution som et socialt problem.
  2. Internationale forskningspublikationer angående prostitution.
  3. Teorier om oplevelsesøkonomi.

Der mangler altså en positionering i forhold til virtuel etnografi, før jeg kan hævde at have en tilnærmelsesvis symmetrisk analyse af Luderland. 

Indtil videre er min idé at tage fat i temaer som “talent: bagsiden af medaljen”, “sensationaliseret hverdagsliv”, tiden er gået.

 
se også:

Luderland (venstre side)

mindmap: Luderland (venstre side)

Read Full Post »

Older Posts »