Næste kapitel

Det er fristende at bruge anledningen til dette blogindlæg på at fyre en masse patos ud i Cyberspace, men jeg skal se, om jeg kan beherske mig.

Jeg er ikke længere ph.d.-studerende. Årsagerne kan der skrives mange ord om – men for at gøre det kort, så lykkedes det aldrig at få det empiriske og det teoretiske til at gå op i en højere enhed med det metodiske. Jeg er indbildsk nok til, at jeg ikke slår mig selv i hovedet over, at det må være beviset på, at jeg er for dum. Jeg er også realistisk nok til at mene, at det ikke er så simpelt som, at det er “de andres” skyld. Der er rigtig mange ting, som jeg i bagklogskabens lys kan se, at jeg og andre kunne have gjort anderledes, så projektet måske var lykkedes. En vis andel af den slags refleksioner er også på sin plads. Generelt tror jeg ikke, det er sundt at pakke nederlag ned i en kasse og sømme låget på – så afskærer man ganske enkelt sig selv fra en kilde til læring. Men hver ting til sin tid.

Det er nu over en måned siden, jeg fik beskeden om, at arbejdet i prøveperioden ikke var tilstrækkelig overbevisende. Og selvom jeg ikke har været voldsomt meget ude at baske med armene (hvilket jeg såmænd aldrig rigtig er), så synes jeg alligevel, der er foregået meget. Arbejdsløshed er en god anledning til at fordybe sig i, hvad man egentlig brænder for, og til på den måde at bruge jobsøgningen til at blive lidt klogere på sig selv. Når man tilmed bliver arbejdsløs ca. som den kristne fastetid begynder, er der for alvor dømt selvransagelse.

Jeg har allerede for en måneds tid siden oprettet min nye blog:  Zenia Mee – tanker på skrift. I skrivende stund er jeg ikke nået videre end til at byde velkommen. Nok fordi, jeg lige ville sætte et ordentligt punktum herinde først. “Forskerspiren er visnet”, overvejede jeg at kalde indlægget her – fordi jeg jo er forfalden til letkøbt patos. Men nej … egentlig håber jeg på, at dette også bliver anledning til, at jeg kan slippe af med dette nick. Omend det ikke har generet mig synderligt, så var det ikke intentionen, at jeg skulle _være_ forskerspiren, men ordet skulle nærmere indikere, at jeg var i gang med at spire som forsker. Altså som i noget, der ender på -ing på engelsk, snarere end at være i bestemt ental. Det skrev jeg vist allerede om i mit første indlæg herinde.

Hvorom alting er: jeg håber, at I, der stadig læser med herinde, vil følge med over i mine nye cybergemakker. Hvor jeg i øvrigt glæder mig til at kunne skrive om hvad som helst, uden at tænke så meget over, om bloggen har et bestemt tema. Det bliver bare “tanker på skrift” – og jeg håber at komme lidt op i gear igen i blogland, for jeg tror ligefrem, jeg savner bloggeriet?

… og et nyt årti trænger sig på

Jeg bliver altid lidt klam i håndfladerne op til nytår. Der er noget magisk-realistisk over årets sidste dag, og især over minuttet før midnat. Det sekund, hvor det gamle år slutter og det nye begynder, opstår et sandt betydningsvirvar, hvor menneskeskabte konventioner og traditioner stiller sig op som kontrast til det, vi kun vagt kan forstå som “evighed” og “uendelighed”.

I og for sig kunne vi lige så godt sætte os ned en hvilken som helst onsdag eftermiddag og reflektere over en hvilken som helst periode bagud og på baggrund af denne refleksion træffe beslutninger om den kommende ditto. Men nytåret er det certificeret korrekte tidspunkt for den slags granskning, og selv hvis man ikke ynder at følge konventionerne er det svært helt at undsige sig, at tidspunktet har en vis betydning. Om ikke andet i form af en ikke-betydning. “Nytåret betyder intet for mig”, hører jeg af og til nogen sige. Mon de siger det samme om alle de andre dage, der ikke har en særlig betydning for dem – “9. februar betyder intet for mig!”?

Nytåret betyder bestemt noget for mig. Ellers ville jeg ikke få den der klamme fornemmelse i håndfladerne, når den nærmer sig. Det betyder noget, netop fordi det bare er en dag som alle andre. Fordi den er så spækket med kulturelle konventioner, der på mange måder adskiller sig markant fra nabohøjtiden, julen. Julens kontroverser kredser om religiøse optikker, forbrugerisme og den paradoksale stress i en tid, der for de fleste symboliserer kærlighed, fred og nærvær. Nytåret er en langt mere diffus størrelse. Tiden og dens inddeling tages af mange for givet. Man sætter ikke spørgsmål ved det, at vi i det hele taget har år – at vi lever i en verden, der er opdelt i fortid, nutid og fremtid, eller spørger sig selv, om det kunne være anderledes.

Tid er nok nogenlunde det fænomen i hele verden, der freaker mig mest. Vi ved alle sammen, hvad tid er – vi måler tid, vi bruger tid, vi kan stort set ikke forestille os et liv, der ikke i en eller anden forstand er styret af tid. Tiden er vel det fænomen, der tydeligst situerer os som magtesløse? Vi kan have nok så mange konventioner og traditioner, vi kan opfinde nok så mange metoder til at måle, overvåge og opdele tiden, vi kan tillægge forskellige tider forskellige betydninger – men det ændrer ikke en tøddel ved tiden. Vi kunne sådan set aflyse både julen, nytåret og enhver anden højtid, men tiden selv er det sværere at slippe af med.

Nytåret er i en forstand selve tidens højtid. Vi markerer, at nogle engang besluttede sig for at gøre den 31. december til årets sidste dag, og den 1. januar til årets første. Vi markerer, at døgnet slutter klokken 23.59 og starter kl. 00.00. Og grundet tidsforskellene bevæger nytåret sig som en bølge omkring kloden, sådan som den målte tid konstant bølger rundt. Vi leger, at fordi vi har indrettet os sådan, så sker der noget, i det magiske øjeblik mellem den 31. december kl. 23.59 og den 1. januar kl. 00.00, der får noget i verden til at starte forfra.

Og nu er det snart ti år siden, vi oplevede det unikke at gå ind i et helt nyt og friskt årtusinde. Ikke bare et nyt år, et nyt årti, eller et nyt århundrede. Det er ikke enhver forundt at opleve et århundredeskifte, men vi der var til stede den 31. december 1999 fik ikke bare et nyt århundrede, men et helt nyt årtusinde. Og vi skulle kun nogle få skridt ind i dette magiske domæne, før terroren viste sit grimme ansigt i Vesten og fik mange til at skotte sig og messe, at sådan var det ikke i halvfemserne.

Vi, der oplevede årtusindskiftet, har det til fælles, at vi nu er blevet ti år ældre. For mit vedkommende har jeg bevæget mig fra at være 25 til at være 35. Dengang var jeg psykologistuderende, single, og boede i et lille klubværelse få hundrede meter fra, hvor jeg bor nu. Jeg havde ikke været i kontakt med det psykiatriske system, jeg var overbevist om, at jeg skulle være gift med Enhedslisten for evigt, og tanken om en dag at skulle stifte familie virkede uendeligt fjern og bizar.

Og nu sidder jeg så her med klamme håndflader ved tanken om tiden og er nu lidt ældre, end jeg var da jeg begyndte at skrive dette indlæg. Klokken 17 bliver jeg hentet af et af de børn, der endnu ikke fandtes, sidst vi skiftede årti/århundrede/årtusinde. For hende er nytårsaften noget med at hygge med både mor og far, at pynte og lave sjov, og at have sjove hatte på. Noget med fyrværkeri, der både er lidt farligt og meget fint og flot – og så noget med at måtte være rigtig længe oppe.

Jeg ønsker for hende, at hun bliver skånet for den der klamme fornemmelse over, at det er den 31. december. Jeg ønsker for mig, at hendes begejstring må smitte, og jeg ønsker for alle andre, at de må få det, der for lige netop dem kendetegner “et godt nytår”.

Stilhed før Stormen

Jeg har i lang tid været tavs omkring mit projekt. Men det lever stadig, og efter jul vil jeg langt om længe få den afklaring, jeg har manglet i noget, der efterhånden føles som altid. Jeg har netop sat sidste punktum på det, der indtil videre er del et af min afhandling. 73 normalsider, som jeg skal aflevere på mandag som bevis på, at jeg er nået tilstrækkeligt langt i mit projekt til, at de vil omgøre beslutningen om, at jeg ikke skulle fortsætte på b-delen. Det skulle have varet tre måneder, men endte med at blive dobbelt så længe; dels qua min ret til, at prøveperioden først begyndte, når en kontrakt mellem Fakultetet og mig formelt var indgået, og fakultetet var langsommelige i den proces; dels på grund af den mest tumpede menisk-skade jeg til dags dato har hørt om, og som holdt mig uden for gamet i hen ved to måneder.

På mange måder har den knæskade været en dramatisk hændelse i mit liv. For det første kom det som et lyn fra en klar himmel en søndag eftermiddag, hvor jeg havde taget arbejdet med i seng, fordi jeg havde knoklet hele natten for at nå en deadline søndag aften. Jeg skulle ud for at tjekke til noget vand, jeg havde sat til at koge, men jeg kom op at stå på en uheldig måde, så mit knæ låste sig fast. Jeg faldt og kunne ikke komme op at stå. Var alene og et eller andet sted omme bag smerterne kunne jeg høre vandet, der kogte lystigt i køkkenet.  Heldigvis havde jeg mobilen inden for rækkevidde, så jeg fik ringet efter en, der kunne komme og få afværget køkken-katastrofen, men på det tidspunkt tænkte jeg ikke over sådan noget som skadestue – jeg tænkte vist bare på at komme i seng igen, få nogle Panodiler og vente på,  at det gik over. Men knæet blev ved at være låst fast, og jeg kunne ikke få det til at smutte på plads. Måtte en tur på skadestuen, men fik at vide af telefondamen, at det ville være til grin at sende en ambulance. Da jeg i forvejen havde forberedt mig på at måtte pisse på gulvet, fordi jeg ikke engang kunne komme på wc ved egen hjælp, så var jeg temmelig overbevist om, at så kunne jeg ikke komme på skadestuen. Men forsynet ville, at jeg fik en bekendt til at komme over, og at Falckmanden, der ekspederede min anmodning som abonnent om strakskørsel, mente, at når jeg ikke selv kunne komme op at stå, kunne jeg heller ikke benytte den almindelige strakskørselsordning. Han tilbød i stedet at sende en ambulance og mente i øvrigt, at damen på skadestuen var forkert på den. Jeg gik fra at føle mig pylret og panisk og til at føle mig realistisk.

Lægen på skadestuen sagde nogle hurtige ting om menisker og deres tendens til at sætte sig fast, før hun tog et fast greb og gjorde ting, som forsvinder i tåget bag mindet om et smertehelvede, der vist nok oversteg det, jeg oplevede under fødslen – og så var det bare menisken … – men heldigvis varede det ikke så længe. Knæet var mere udstrakt, men der var stadig en lille fastlåsning, og det gjorde så ondt, at jeg nærmest ikke ænsede det som smerte. Blev sendt hjem. “Jamen, jeg bor alene, hvordan skal jeg komme rundt?” “Du skal ikke komme rundt, du skal bare ned at ligge.” “Men jeg skal jo på toilet af og til?” “Så må du få nogen til at komme og hjælpe dig. Farvel!” Og så ud i venteværelset og vente på den taxa, der skulle køre mig hjem – til en ven, heldigvis, for jeg havde ikke lyst til at skulle hjem alene, når jeg kun kunne støtte på det ene ben.

Næste formiddag gjorde det stadig ondt, og jeg ringede til lægen for at få ordineret noget smertestillende. Det kunne jeg gøre, havde de sagt på skadestuen. Men lægesekretæren ville have, at jeg kom ind for at blive undersøgt af lægen, for ellers var det ikke safe at udskrive den slags medicin. Min ven kendte heldigvis en, der havde et par krykker stående, så det lykkedes mig at komme ned i en taxa og hen til lægen – der ikke ville undersøge mit knæ, for det havde skadestuen jo gjort aftenen i forvejen, men hun sendte dog en recept til en smart server, som alle apoteker kan hente oplysninger fra. Hjem igen med taxa – 200 kr. for noget, som kunne være klaret uden over telefon uden om lægesekretæren.Vi taler så meget om, hvad vi spilder vores skattekroner på. Her er et eksempel på, at det af og til koster, at vores skattekroner forvaltes dårligt. De 200 kr. ville jeg hellere have betalt ekstra i skat om året, hvis flere end jeg så kunne undgå at spilde egen og andres tid på at møde op til en unødvendig og tidsberøvende konsultation.

De næste to uger kunne jeg slet ikke støtte på benet. Jeg var afhængig af hjælp stort set dagligt, og jeg er virkelig ikke glad for at være afhængig af hjælp. Måske fordi, jeg er så dårlig til at organisere den slags. Jeg levede på en konstant døs forårsaget af Dolol, Ibumetin og Panodil Zapp i massive komboer tre gange dagligt. Og jeg var sygemeldt og brugte megen tid på at spekulere over, hvorfor jeg ikke bare tog den bærbare i skødet og arbejdede, når jeg nu alligevel bare skulle ligge passiv i sofaen med benet oppe. Jeg skamred mig selv med tanken om, at jeg burde arbejde, fordi jeg i princippet godt fysisk set ville være i stand til at placere computeren, så jeg kunne ligge og skrive. Jeg havde jo ikke engang ondt hele tiden, og jeg kunne jo godt chatte med folk og på den måde bruge computeren en stor del af tiden.

Jeg blev mere og mere konfronteret med min ulyst til at arbejde. Mit arbejdsliv har rimelig meget været sur røv det seneste år. Hvilket selvfølgelig er en sandhed med modifikationer, men det har været et langt Sisyfosarbejde, som jeg ikke har haft blik for retningen i og følt samtidig, at alle andre også havde opgivet, at det kunne blive til noget. Prøvetiden inkluderede godt nok et vejlederskift, og med den nye vejleder genoplevede jeg andres tro på, at mit projekt kunne lykkes. Jeg nåede bare aldrig at genfinde min egen. Arbejdede ineffektivt med at få oversat mine kapitler til engelsk, at få fremstillet en fokuseret problemformulering, og jeg lyttede og lyttede til min vejleders entusiastiske forslag til, hvad jeg kunne undersøge og tænkte, at det kunne han sagtens komme og sige, men hvad skulle jeg bruge det til? I tiden på sofaen overvejede jeg flere gange, om jeg bare skulle kaste håndklædet i ringen. Havde jeg manglet to måneder, ville jeg måske gøre det? Men jeg havde ni dage til deadline. Min fornuft bød mig, at når der mangler ni dage af noget, som man har modtaget skattekroner både i form af revalideringsydelse og ph.d.-stipendium, så opgiver man ikke noget ni dage før deadline, bare fordi man ikke rigtig gider.

Så gik der jo en måned, hvor jeg blev bedre og bedre gående, og i højere og højere grad måtte erkende, at nu kunne jeg vist godt arbejde. Min vejleder var meget eksplicit omkring, at jeg skulle føle mig helt klar, fordi det jo blev noget af en hektisk slutspurt. Det gik ikke, at jeg overså nogle signaler fra mit knæ om, at det stadig havde brug for ro. Jeg nåede et par uger senere til det punkt, hvor jeg syntes, at nu overså jeg ikke noget; nu var jeg klar – fysisk, men ikke helt mentalt. Jeg foreslog, at jeg lod mig raskmelde ugen efter. Ugen efter gik jeg ned med influenza.

Men nu er deadline så fastsat til på mandag, og jeg har netop sat det sidste punktum i min tekst. Den er gennemskrevet på kryds og på tværs, og noget hænger stadig og dingler lidt underligt i konteksten, men jeg synes, der er kommet bedre form og fokus i det. Jeg mangler stadig litteraturlisten og at løbe teksten en sidste gang igennem, men nu er resten ligesom bare formaliteter. Det kreative er overstået, og nu kan jeg ikke rigtig gøre mere for at ændre på udfaldet. Og resultatet må jeg vente med at få at vide til næste år. Godt, der ikke er så længe til!

Dansk raps nye alfahan?

Jeg er en af dem, der “altid” har ment, at Jokeren aldrig har været dansk raps alfahan. Det er og har altid været L.O.C. Men hvor pinefuldt ironisk, det end lyder, så ser jeg potentiale til, at vinderen af gårsdagens Talent 09-finale blæser begge disse prominente herrer af banen. Hvis d’herrer altså ikke når at lytte og tage ved lære og bruge deres erfaring til at opretholde forspringet.

“Stadig en ung knægt, som gør det med stil. Jeg’ 23, har 2 børn, jeg gør hvad jeg vil. Jeg har kone og børn og kalder mig “pimp”. Ta’ mig, som jeg er, for jeg ta’r det til enden”.

Og sådan blev Kasper Larsen fra Horsens til dagens vel nok mest eksponerede dansker?

Min umiddelbare tanke efter Kalle P’s optræden var, at der var vinderen af Talent 09. Jeg sendte min stemme – men stemte så også på næsten alle de efterfølgende, for der var sgu’ flere, der gav mig den der følelse af, at der er mere talent i verden, end man umiddelbart får øje på i det daglige. Men Kalle Pimp vandt, og jeg forestiller mig en plade, som vil være langt mere interessant at lytte til, end det der Suspekt-L.O.C.-projekt med det sigende navn “Selvmord” (som jeg, i parentes bemærket anbefaler varmt og allerede har forudbestilt!).

Se vindershowet her:

… og har man lyst til mere, kan man fortsætte med inventarsamler Kasper Larsens første audition i Folketeatret:

Jeg smækker lige kvart- og semifinale på også – man hopper jo bare af, når man ikke gider mere.

Semifinale:

Og Ekstra Bladets videointerview er en god afrunding på det hele. (Teksten er typisk bidsk EB-stil, men videoen er rolig og afdæmpet)

En Synders Bekendelser

Elskede, himmelske Fader. Jeg mærkede dit nærvær, og her er jeg! Jeg kommer til dig med bøn om tilgivelse, rystende af dødsangst og med en tillidsfuld tro på din nåde. Herre, jeg kommer til dig i bøn om et formål. Jeg ønsker at begribe menneskets begrænsede rækkevidde. Jeg har set, hvordan mennesker ydmyger og nedværdiger hinanden. Jeg har famlet rundt i blinde efter svaret på, hvorfor du ikke griber ind og lader retfærdigheden sejre. Jeg har syndet. Jeg gjorde, hvad omstændighederne bød mig at gøre, og jeg fejlede. Giv mig din salige fred.

Fader, kan du forklare mig, hvordan denne synd kobler Gud og mennesker? Himmelske far, jeg fornemmer at du taler. Jeg åbner mig for din indsigt: “Tro mig, mit barn. Jeg griber ind. Gud griber ind gennem dig, og Gud griber ind gennem alle. I er mine elskede børn. Jeg tager parti for jer alle, uden forskel”. Vor Far i Himlen, hjælp os til fred med denne erkendelse. Mind os om, at vi sammen kan bede for de mennesker, hvis skæbne det er at bringe mennesket til ophør som art. Lad det sidste menneskelige væsen konfrontere Apokalypsen som skyldfri, frygtløs og med en sand tro på mirakler.
Lær os hvordan, vi holder liv i håbet om genopstandelse og evigt liv indtil den yderste dag.

Fader, jeg takker dig, af hele mit hjerte, for din åbenbaring. Jeg hviler ved dit alter og lovpriser hvert øjeblik, som fremstår som virkeligt for mig. Omfavn mit legeme og min sjæl med din helbredende kraft, før jeg fortsætter ad det spor, du har udvalgt for mig. Lær mig at adlyde din lov.

Amen

Mennesker til Salg

Mette Frederiksen citeres i en artikel på 180 grader for at sige:

“Jeg mener, at det er helt principielt, at vi som samfund grundlæggende skal sige, at mennesker ikke skal være til salg.”

Jeg er helt enig i udsagnet. Alligevel er jeg meget uenig med Mette Frederiksen. For hvornår kan vi egentlig tale om, at mennesker er til salg? Findes der steder i samfundet, hvor man kan gå hen og købe mennesker, som man derefter får formelt ejerskab over? Hvis ikke, hvorfor så overhovedet anvende sådan en retorik?

Det handler selvfølgelig – igen – om prostitution. Og om de retoriske manøvrer, der tages i anvendelse i den politiske debat for at få området til at syne mere problematisk, end det er. At gøre prostitution lig med “mennesker til salg” ligner Anne Sofie Allarp og Balder Mørk Andersens argument i et nærmest karikeret-polemisk debatindlæg, der blev bragt i Politiken den 8. maj sidste år. Her argumenterer forfatterne for, at man gerne må forhindre kvinder i at sælge deres kroppe, ligesom man også forhindrer folk i at sælge deres nyrer eller øjne.

I virkeligheden handler det ikke om, at mennesker eller menneskekroppe er til salg. Det handler heller ikke om, at nogen udlejer deres underliv, selvom leje-metaforen trods alt er mere dækkende for købesexkontakten. Det handler om, at seksuel kontakt med et andet menneske er så værdifuld en oplevelse for tilpas mange mennesker, at det kan få et kommercielt marked til at løbe rundt. Skulle man tage de moralske betænkeligheder alvorligt, burde man spørge, om det er i orden, at den menneskelige seksualitet kommercialiseres.

Svarer man nej til det spørgsmål – og går man samtidig ind for at forbyde det, man finder moralsk forkasteligt – får man travlt med at rydde op overalt på samfundets kunstneriske arenaer. Så skal vi forbyde alt fra Casper og Mandrilaftalen til “Vil du se min smukke navle?” Så skal stort set hele den danske hip-hop scene slettes fra landkortet, for ikke at tale om hele det marked, der profitterer på at sælge teknologiske og medicinske dimser, som kan øge det seksuelle velvære, alene eller sammen med andre.

Faktum er jo, at den menneskelige seksualitet kommer til udtryk i en bred vifte kulturelle produkter. Og nogle gange virker det som om, vi har udpeget prostitution som dét ene område, vi qua vores afstandtagen bruger til at købe aflad for vores medvirken i alle de andre former for kommercialisering af den menneskelige seksualitet. Vi har opfundet et argument om, at det er til stor skade for de involverede, men argumenterne går i ring og peger tilbage på, at menneskesjælen ikke kan holde til, at man fører det seksuelle samvær ind i kommercielle rum.

Jeg brænder for dette emne, fordi jeg både forstår og ikke forstår. Jeg forstår, at man kan føle seksualiteten som noget særligt godt, fint og intimt, og at seksuelt samvær kan købes for penge kan virke som en korruption af ømheden. Men jeg forstår ikke, at det er så svært at frigøre sig fra denne mavefornemmelse og se, at stort set alle vigtige, menneskelige værdier bruges som elementer i kommercielle markeder. Selv døden koster penge.

Jeg forstår ikke den måde, vi dæmoniserer penge, når de optræder i prostitutionskontakten. Penge gøres til den faktor, der gør hele relationen mellem prostitueret og kunde ulige. Argumentet er, at når jeg betaler nogen for at gøre noget ved eller for mig, så sætter jeg mig i en magtposition over den, jeg betaler. Det er ikke sådan, jeg oplever det, når jeg sætter mig i tandlægestolen eller lægger mig på briksen hos fysioterapeuten. Her føler jeg, at jeg betaler for en kompetence, jeg ikke selv er i besiddelse af. Her er det klart den, jeg betaler, der besidder magten, hvis det skal udlægges som en magtrelation. Men bortset fra det, at jeg betaler for noget, har jeg ikke oplevet, at de gængse sociale spilleregler træder i baggrunden. Det er mit indtryk, at de fleste prostituerede og deres kunder har det på samme måde. Den der fundamentale forskel på relationen sex/penge og relationerne alt-muligt-andet/penge er svær at få øje på ude i virkeligheden, mens jeg sagtens kan se, at teorier kan strikkes sammen til at ende med en sådan konklusion.

Jeg går ind for frihed. Men jeg ser ikke fraværet af ultimativ frihed som slaveri. Ergo mener jeg vel, at mennesker gerne må være til salg i den forstand, at vi bruger os selv, når vi tjener penge. Hvem kan se sig fri for at være nødt til det?

Hverdagspoesi

På vej hjem fra en god ven så jeg en sælsom skikkelse i mørket. Det lignede fuldstændig underkroppen på en bukseklædt mandsperson, men overkroppen manglede. Jeg nåede at få noiaen til at rumstere godt og grundigt, før overkroppen vendte tilbage og gjorde verden normal igen. I mørket forsvandt den del af de visuelle clues som ville have gjort det nemt straks at se, at manden stod foroverbøjet, fordi han var ved at samle noget op.

På resten af turen befandt jeg mig i en tåge af tilbageholdt fnis og panikangst: “går ham der bag mig ikke lidt hurtigt lige pludselig?” “Hvor langt er jeg fra min opgang, og hvor hurtigt kan jeg nå at komme ind i sikkerhed, hvis han skulle sætte i løb?” “Kan han overhovedet nå at indhente mig?”

Fniseanfaldende opstår, når det går op for mig, at jeg overfortolker faresignalerne helt vildt. Men så når jeg at tænke, at jeg lige så godt kan gøre en dyd ud af nødvendigheden – paniktankerne klæber sgu’ til mig i den slags situationer – og herefter befinder jeg mig i mit eget lille game, der handler om at finde den bedst mulige balance mellem at syne uopsigtsvækkende og samtidig nå i sikkerhed hurtigst muligt. “Nu ingen panik, unge dame!”

Og når jeg så er kommet ind og har låst døren, er jeg oprigtigt lettet, og det gør mig lattermild. Så kan jeg sætte mig, genvinde pusten og glæde mig over, at jeg slet ikke skal mere, der er spor anstrengende den dag. Kun tænke, skrive og hygge.

ORD!?

“Jeg elsker ord”. Hvor mange gange har jeg mon sagt den sætning? Helt sikkert mange, for det passer. Jeg elsker ord. De kan et eller andet, som intet andet kan. Omvendt findes der næppe nogen eller noget, man kan elske så højt, at man ikke har brug for af og til at være hver for sig. Det behov har jeg for tiden – med ordene. “Fint nok, I er søde, jeg kan godt lide jer, jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle gøre uden jer – MEN LIGE NU ER JEG BARE SÅ FUCKING FED UP, SÅ SKRID!!!!!!”

Hvor går man hen, hvis man har fået for meget af at være omgivet af ord?

De er jo alle vegne, de ord. Vi læser dem, vi hører dem, vi siger dem, vi tænker dem. Ja, faktisk kan vi vel nærmest ikke tænke uden dem? De fylder i en grad, så man kan glemme, at der findes andet end ord. Og i en grad, så vi slet ikke bemærker, at de er der og gør en masse, vi er uvidende om.

De sidste par måneder har mit liv været domineret af  ordudvekslinger mellem mig selv og mine tekstbehandlingsprogrammer. Dag ud og dag ind: skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, læse, skrive, skrive, skrive, skrive. Det er fint nok. Jeg får jo penge for lortet. Spørgsmålet er, hvordan jeg holder fri, for selvom jeg slukker computeren og bevæger mig hen, hvor ingen synlige eller hørbare ord kan forstyrre, så er de alligevel overalt. Alt får ord på. Himlen er en himmel, fordi den hedder “himmel”, og når jeg vågner op fra en behagelig og næsten ordløs drøm, bliver den straks behæftet med alle mulige ord, som ikke var der, mens den varede.

Jo, jeg elsker ord. Jeg savner bare at være dem foruden. En enkelt dag om året, måske? Det er da et beskedent ønske …

Sprolig omhu

I princippet er jeg medlem af FIDUSO – Folkefronten af Intelligente Danskere til Udvikling af Sproglig Omhu. Jeg kan godt lide tanken om at være omhyggelig med sproget, men egentlig synes jeg, FIDUSOs projekt er lidt fattigt. Sproglig omhu er for mig at se ikke at begræde den generelle danskers mangel på grammatisk kunnen. Det er at værne om sprogets udfoldelse, snarere end at begrænse det. Hvis jeg var kalif i stedet for kaliffen ville jeg måske afskaffe Sprognævnet.

Jeg er af den overbevisning, at sproget skal bruges til at udtrykke sig med. Det er ikke rigtig noget i sig selv. Å ves man er dålig til at sdave så kan det gåt være svær for andre å læse, og det er egentlig mit bedste argument for, at man skal have regler for, hvordan ord må staves. Grammatiske regler gør det lettere at begå sig med sproget, ligesom færdselsregler gør det lettere at begå sig i trafikken. Men hvor overtrædelse af færdselsregler i værste fald kan medføre døden, så kan overtrædelse af grammatiske regler højst medføre irritation og misforståelser.

For nogle er det at værne om sproget desuden at sikre, at det ikke inficeres af primitive gloser, der anvendes af pjalteproletarer og andre, der ikke er selvskrevne i klubben af intelligente danskere. Vi skal helst ikke integrere udtryk som “fucking lortebæ” og den slags underlødige udtryk. Desværre, vil jeg egentlig sige, for der findes vel ikke noget bedre udtryk for fucking lortebæ end netop disse ord? Jo vist, men hvad så med de mennesker (tør man kalde dem det?), for hvem alting er noget fucking lortebæ, herre-nice eller for nederen? Ja, hvad så? Gad vide, hvilken verden, man kommer til at leve i, hvis man slet ikke er bevidst om de nuancer, man kan lære at identificere, når man har tilstrækkelig mange ord for det, der næsten er det samme: fucking lortebæ, hæslige gøjemøj, smertefuld erkendelse, dybsindigt vrøvl …?

Jeg holder meget af ord. Jeg holder især meget af det faktum, at vi er fuldstændig i ordenes magt. Vi slår krumspring for at kontrollere ordene, og særlig i den akademiske verden forsøger man at behandle ord som var de entydige størrelser, man kan styre og bruge til at sige lige netop det, og ikke andet, som man har på sinde. Men ord kan ikke styres. De driver gæk med os og sætter gang i associationskæder, der ligger langt fra den oprindelige intention, og ingen aner, hvad en læser ender med at få ud af en given tekst. Vi kan nok så meget definere og afgrænse, understrege, at når vi skriver “objektiv”, så mener vi en bestemt form for viden, men det afholder ikke den drevne hjerne fra at tænke på kameralinser samtidig.

Fuglene er begyndt at synge uden for. Det minder mig om, at jeg af og til lytter til andre menneskers samtaler og glemmer at høre, hvad det er for ord, de siger. Jeg bemærker bare, hvordan samtalerne lyder. Lidt som jeg bemærker, hvordan fuglesangen lyder. Vi mennesker kan så godt lide at betragte os som væsener, der i al væsentlig forstand er ikke-dyr. Det synes jeg er lidt sødt, samtidig med, at jeg har svært ved at forstå, hvordan det lykkes at overbevise sig selv om, at det er rigtigt. Jeg kan godt lide at tænke på mig selv som et dyr – et bymenneske, hvis natur det er at traske rundt herinde i hjertet af Århus, ofte i det, vi kalder “inden døre”, men som i virkeligheden ikke er andet end materiale, der adskiller noget fra noget andet. Vi har brug for ord for rigtig at kunne forstå, hvad der er ude, og hvad der er inde. Med mindre den slags viden kan findes forud for ordene. Det har jeg ikke forstand til at kunne afgøre – jeg er alt for fanget af ord til at vide, hvordan en verden uden ord ville tage sig ud.

Jeg går ind for sproglig omhu. Fordi jeg holder af ord. Og jeg ønsker, at folk vil bruge ordene og lade sig bruge af dem. Sproglig omhu må være at sikre, at sproget ikke reduceres til dets grammatik, og at grammatikken får den plads, den fortjener – som et redskab til at lette vores fælles færden med ordene. Fordi ordene giver os adgang til en verden, der er større end vores umiddelbare rækkevidde.

En lille smædesang i anledning af parlamentsvalget

I anledning af valgdagen er her er en sang, som jeg forfattede i mine dage som ung, revolutionær socialist tilbage i midthalvfemserne engang. Melodien er naturligvis “Når jeg ser et rødt flag smælde”.

Når jeg ser et blåt flag smælde

Når jeg ser et blåt flag smælde
fyldt med gule stjerner på
kan jeg se, at vi er i en fælde
der vil lukke sig over de små.
Men så lukker jeg trodsigt mit øje
Og så glemmer jeg sandhedens rod
thi det flag, vi nu firer op ad stangen
er jo blåt som mit brusende blod

Jeg har set at folk, som vakler
ryger ned i skidt og grus
men så griner jeg lidt af de stakler
for jeg føler befriende sus.
Åh, jeg elsker de blå-gule farver
og det er jo så let at forstå
at det kun er de svage den forarger
Oh – min fane så knitrende blå!

Jeg har anet racers striden
men så vender jeg mig om
for det ligger jo lissom til tiden
og så var det jo osse DEM, der kom!
De er kommet som blafrende storme
skønt det altid var dansken, der led.
Og det flag, jeg så borgerhænder forme
skal ej arbejderbisser pille ned.

Det er slidets slægters fane
UNIONEN vid og bred
den skal vejlede os og formane
den skal sikre de sikredes fred.
Fordi forrest i fredelig færden
kan man høre en stormklokkes klemt…
…Den er fanen, der skider på verden
i dens folder er fremtiden glemt!