På vej hjem fra en god ven så jeg en sælsom skikkelse i mørket. Det lignede fuldstændig underkroppen på en bukseklædt mandsperson, men overkroppen manglede. Jeg nåede at få noiaen til at rumstere godt og grundigt, før overkroppen vendte tilbage og gjorde verden normal igen. I mørket forsvandt den del af de visuelle clues som ville have gjort det nemt straks at se, at manden stod foroverbøjet, fordi han var ved at samle noget op.
På resten af turen befandt jeg mig i en tåge af tilbageholdt fnis og panikangst: “går ham der bag mig ikke lidt hurtigt lige pludselig?” “Hvor langt er jeg fra min opgang, og hvor hurtigt kan jeg nå at komme ind i sikkerhed, hvis han skulle sætte i løb?” “Kan han overhovedet nå at indhente mig?”
Fniseanfaldende opstår, når det går op for mig, at jeg overfortolker faresignalerne helt vildt. Men så når jeg at tænke, at jeg lige så godt kan gøre en dyd ud af nødvendigheden – paniktankerne klæber sgu’ til mig i den slags situationer – og herefter befinder jeg mig i mit eget lille game, der handler om at finde den bedst mulige balance mellem at syne uopsigtsvækkende og samtidig nå i sikkerhed hurtigst muligt. “Nu ingen panik, unge dame!”
Og når jeg så er kommet ind og har låst døren, er jeg oprigtigt lettet, og det gør mig lattermild. Så kan jeg sætte mig, genvinde pusten og glæde mig over, at jeg slet ikke skal mere, der er spor anstrengende den dag. Kun tænke, skrive og hygge.
forskerspiren 