Weltschmertz er et af de fænomener, jeg tror, verden ville være bedre foruden. Det er gået op for mig, hvad et af de helt store problemer er. Selvfølgelig afhænger det af, hvordan man lige definerer “weltschmertz”, så lad mig sige, at jeg opfatter det som udtryk for en verdenspessimisme, der begræder det frie og kreative individs manglende forudsætninger for udfoldelse. Mit problem er, at jeg synes, netop den udlægning af mulighederne for “fri og kreativ udfoldelse” i sig selv er stærkt begrænsende og må være udtryk for, at udsigeren ganske enkelt mangler fantasi. Det er en sær form for ufokuseret navlepilleri, hvor ansvaret ender med at blive placeret på steder, der er i belejliget afstand fra en selv – en lidt mere sofistikeret måde at sige: “det er samfundets skyld”. For weltschmerz-mennesker kan mange ord – spørgsmålet er, om de siger noget om ret meget.
De seneste par dage har jeg nok været den nærmeste at stille dette spørgsmål. Kors, hvor har jeg begrædt verdens tilstand og min egen sølle eksistens. Som regel er jeg glad for mig selv og mit liv og er desuden udstyret med en dejlig evne til at bære over med mig selv. Men når jeg går i weltschmertz-mode og bliver opmærksom på det, får jeg travlt med at fikse det, for jeg kan så dårligt holde mig selv ud i den tilstand. Netop fordi, man bliver så fantasiforladt og selvindbildsk af det.
Den 31. marts afleverede jeg mit “kvalifikationsspeciale”. Ca. 90 siders akademisk tekst af vist nok temmelig varierende kvalitet. Her en lille måned senere må jeg bare konstatere, at jeg egner mig utroligt dårlig til at leve med uvished. I hvert fald den form for uvished, der ligger i den her ventetid, hvor jeg dels venter på specialekarakteren (og min kandidatgrad), samtidig med, at jeg venter på at få afgjort, om jeg kommer videre til 4+4-programmets b-del. Jeg skal holde tungen særdeles lige i munden for at koncentrere mig om at være konstruktiv – og oven i det hele har jeg gået og skrantet. Det er meget nemt at forfalde til selvmedlidenhed, og weltschmertz-paradigmet er så nemt at flygte ind i, fordi der her ligger en masse ressourcer til at lade tankerne gå i tomgang på en måde, så man stadig tror, man beskæftiger dem med noget nyttigt.
Hvorom alting er. Jeg er fanget i kvartalsmisantropi og melankoli. Det hænder af og til, og jeg tænker, at jeg lige så godt kan dyrke det, mens det står på. Det tager trods alt nok ikke overhånd, for heldigvis har jeg jo svært ved at holde mig selv ud, hvis det kammer over. Så jeg sidder og forsøger at more mig over mine egne paranoide forestillinger – og jeg skulle hilse at sige, at dem er jeg god til at konstruere. Så god, at det kræver arbejde at få dem pillet fra hinanden igen. Som sagt er det ikke særlig nyttigt, men man skal ikke underkende den underholdningsværdi, det kan have at blive opmærksom på sine tanketorsk. Forhåbentlig går det over i løbet af weekenden. Det skal det helst, hvis jeg skal kunne se tilbage på det med milde øjne, når det engang er gået over.
forskerspiren 