De sidste par dage har jeg brugt i København til en konference om prostitution arrangeret af Center for Seksualitetsforskning v) Københavns Universitet. Til konferencen var inviteret en række forskere og andre aktører med “ekspertviden” om prostitution – herunder prostituerede og “socialarbejdere”, der arbejder blandt udsatte prostituerede. Konferencen bliver af Pernille Vigsø Bagge i Kristeligt Dagblad kritiseret for at være “en-øjet”, “pro-prostitution” og “usaglig”, men i mine øjne har der været tale om en åben, fordomsfri og nuancerende udforskning af, hvordan prostitution kan forstås som andet end det sociale problem, det officielle Danmark lægger op til som eneste valide forståelsesmodel.
Det er korrekt, at der ikke blandt oplægsholderne var repræsentanter, der eksplicit talte for et forbud mod Købesex. At kalde konferencen usaglig af den grund, er ganske besynderligt. “En-øjet” kan jeg forstå – og det er i mine øjne helt nødvendigt og i orden, at man i en akademisk sammenhæng sikrer en konsistent vinkling af et bestemt emne. Dermed lukker man netop op for en mere dybdegående udforskning af nogle af de temaer, der relaterer sig til prostitution, og som højst sandsynligt ville drukne i en debat mellem “modstandere og tilhængere”. Min erfaring med den type arrangementer er, at de ender med konfrontatoriske parole-orienterede skarpskud mellem fløjene, således at to ekstremer og dertilhørende ekstrem-argumenter bliver trukket op og kørt i stilling, hvorimod alle de mellemliggende nuancer går tabt. I løbet af de to dage fik jeg mulighed for at fundere over en masse af disse nuancer.
Med mit akademiske ærinde var det især oplæggene fra Don Kulick, Petra Östergren og Marie Bruvik Heinskou, der var interessante. Kulicks oplæg tog udgangspunkt i, hvordan man i Sverige har konstrueret et begreb om “god sex”, og hvordan denne forestilling medfører en dikotomisering af god og dårlig sex. Östergren beskrev en række af de svenske argumenter for forbud mod købesex og argumenterede for, at det er muligt at tænke feministisk om prostitution uden at se den prostituerede kvinde som passivt objekt for den mandlige købers begær. Og Heinskov argumenterede blandt andet for, at det kunne være frugtbart at adskille ‘køn’ og ‘seksualitet’ som analytiske kategorier, så det bliver muligt at forholde sig til ‘seksualitet’ uden køn. Hun introducerede også et begreb om ‘forståelsesrammer’ (måske burde jeg lette røven og finde mine notater, men det er så besværligt :p), hvilket jeg tror er meget væsentligt, når det drejer sig om at forstå, hvordan en debat kan medvirke til at transformere den måde, vi tænker om et givet emne.
En af de interessante problemstillinger, lå i Birgitte Koefod Olsens oplæg om menneskerettighedsaspekterne i forhold til sexarbejde. Hun indledte sit oplæg med at positionere prostitution som noget helt unikt, der ikke kan sammenlignes med noget andet, og som derfor kræver særlige paragraffer. Spørgsmålet, som jeg også stillede til konferencen (i en noget simplere form), er om det, der foregår i prostitution vitterlig er så meget anderledes end “alt muligt andet”, eller om man kan forstå det som noget, der ligner mange andre ting, men som i sin helhed udgør noget unikt – og om problemet måske ikke snarere er, at det gøres unikt, og at alle disse særregler bliver en hæmsko, både for sexarbejderne selv og for os andre, der skal forsøge at forstå prostitution som samfundsfænomen.
Sexarbejdernes egne erfaringer blev belyst fra mange forskellige vinkler. Sus holdt oplæg om SIO og om forskellige former for prostitution i Danmark. Cecilie fremlagde sine egne erfaringer som luder i en kritisk diskussion af de feministiske argumenter mod prostitution. Nanna Godtfredsen gav stemme til (de stofafhængige) gadepigers perspektiver i et oplæg lavet i samarbejde med nogle af disse. En gadeprostitueret var også mødt op blandt tilhørerne, mens en anden afviste at udføre gratis socialarbejde den formiddag, da en kunde meldte sig på banen. Sine Plambech fremlagde sit feltarbejde blandt migrerede sexarbejdere fra Thailand, hvis væsentligste problemer lod til at være social isolation og manglende viden om det samfund, de befandt sig i – snarere end det at sælge sex til kunderne. De opfattede sig selv som uønskede i Danmark og tolkede derfor forslaget om forbud mod købesex som et signal om, at de skulle smides hjem. Maibrit Gamborg Holm redegjorde for de nigerianske sexarbejderes virkelighed, og de tre oplægsholdere til temaet om migranter i prostitution var der enighed om, at trafficking var et vidt begreb, som ikke kunne forstås ordentligt, hvis man opstillede det som modpol til frivilligt sexarbejde. Grænserne er flydende – tvang og udnyttelse forekommer i forskellige grader, og mediebillederne af kvinder, der kidnappes og holdes indespærret er sjældne, måske endda opdigtede. Det hævdede i hvert fald Sommai, en forhenværende sexarbejder fra Thailand. Jeg selv ved ikke, hvad jeg skal tro, men tænker, at det være Sommai taler sandt, lige så vel som det kan være, at der forekommer den slags ud over de sædvanlige – og langt mindre dramatiske – måder, hvorpå thailandske kvinder kommer til Danmark for at sælge sex.
At hævde, at prostitution ikke kan være arbejde, virker temmelig absurd – selv når man tænker på, at dette arbejde nogle gange udføres af mennesker, der er tvungne, har psykosociale problemer eller vantrives med det. I Danmark er det officielt vedtaget at forstå prostitution som et socialt problem. Det kan jeg for så vidt godt gå med til et pænt stykke ad vejen – der er mange sociale problemer forbundet med prostitutionsområdet, endda også flere end dem, der typisk fremhæves af de danske autoriteter – nemlig de problemer, de selvsamme autoriteter er medskabere af: stigmatisering i form af manglende arbejdsrettigheder, juridiske besværligheder med at holde sig inden for lovens rammer, patroniserende behandling, usynliggørelse og andre af de ting, der opstår, fordi en række mennesker positionerer prostitution som del af en kriminel og inhuman underverden.
I forskningslitteraturen om prostitution er jeg stødt på mange dikotomier: tvungen/frivillig, sex/penge, luder/madonna og undertrykkelse/empowerment for blot at nævne nogle stykker. Dog er jeg kun stødt på dikotomien socialt problem/arbejde i danske publikationer. Andre steder – selv i lande hvor prostitution helt og holdent er forbudt – er det muligt at betragte prostitution som arbejde uden at negligere de sociale (og andre) problemer, der knytter sig til området. Et spørgsmål, det måske kunne være væsentligt at tage op en anden god gang er, hvorfor det lige er Danmark, der opstiller en sådan dikotomi.
Det vil jeg undlade at gøre mig klog på her og nu. I stedet vil jeg slutte af med lige at sige tak for sidst til alle jer, som jeg har kendt gennem blogland og andre steder i Cyberspace, og som jeg i disse dage fik sat ansigt og stemme på for første gang: The Human Stain, Linda Kristiansen, Steen Schapiro, Maj, Rikke og Eini. Det har været nogle informative og hyggelige dage, og selvom nogle virkede trætte over den måde, debatten om prostitution sædvanligvis foregår på, så vil jeg med god samvittighed iklæde mig en naiv optimisme, for jeg oplever faktisk, at der er mere og mere åbenhed i forhold til at kunne forstå prostitution som andet end slet og ret et socialt problem. Samtidig er jeg også – ikke mindst takket være de sexarbejdere, jeg mødte på konferencen og til den efterfølgende cafétur – endnu mere sikker på, at der findes en hel masse godt og fint i prostitution, som det er værd at værne om.
Et meget interessant indlæg.
Jeg hører nok snarere til den fløj, der mere betragter prostitution som et socialt problem end som et arbejde, men jeg anerkender, at problemstillingen er kompleks. Det er meget, meget svært – selv med de bedste intentioner – ikke at ende i stigmatisering af prostituerede og deres kunder, hvis man anser det for en uacceptabel praksis.
Hej beldenak. Tak for dit svar – måske er vi ikke så langt fra hinanden? Pointen for mig er jo netop, at man ikke behøver bortforklare de sociale problemer, hvis man anerkender prostitution som arbejde.
Du har meget ret i den med stigmatiseringen. Jeg tror godt, man kan stigmatisere noget, man ikke finder uacceptabelt (ved f.eks. at glorificere snarere end at dæmonisere – det betragter jeg også som en form for stigmatisering) – men når udgangspunktet er, at man vil argumentere for, hvorfor noget er uacceptabelt og skal kriminaliseres, så må det unægteligt være sværere?
Hvordan forholder du dig mere præcist til prostitution som et socialt problem, og hvad mener du om forslaget om at forbyde købesex? 🙂
Helt grundlæggende opfatter jeg prostitution som sådan som et socialt problem. En verden, hvor der ikke fandtes prostitution, ville for mig at se være en bedre verden. Det ville løse nogle problemer med kvindehandel, og det ville give kvinder, som i dag er prostituerede, et sundere liv.
Jeg anerkender, at det er en subjektiv vurdering, og spørgsmålet er selvfølgelig, om det skal overlades til den enkelte kvinde at foretage valget, eller om samfundet skal gribe ind.
Mht. forbud mod købesex eller ej, så skifter jeg jævnligt mening, og jeg har svært ved at forstå dem, der har et helt afklaret forhold til det, for det er et svært spørgsmål. Hvis man mener, at prostitution som sådan er et problem, så må man logisk støtte et forbud, men på den anden side er man jo også godt naiv, hvis man tror, at prostitutionen faktisk vil ophøre af den grund. Sandsynligvis vil den begrænses noget – de fleste mennesker er jo grundlæggende lovlydige – men den vil ikke forsvinde, og der er risiko for et hårdere miljø, når det skal foregå i det skjulte.
Samtidigt er der også fordele ved en egentlig legalisering. F.eks. kan der stilles krav til arbejdsmiljø, social sikring og alt muligt andet, som nødvendigvis er fraværende på et gråt arbejdsmarked. Men det vil samtidig indebære, at samfundet anerkender prostitution som en en acceptabel social praksis.
Det er et dilemma.
Tak for et godt indlæg, Zenia!
@beldenak, jeg tror dine overvejelser er meget almenmenneskelige, i hvert fald lige for tiden. Jeg oplever imidlertid, at jo mere jeg beskæftiger mig med diskussionen, des sværere har jeg ved at opfatte det som et dilemma. Det skyldes, at jeg ikke rigtig kan se, at der er en reel “case” for hensigtsmæssigheden af forbud. F.eks. er det aldrig lykkedes nogen at argumentere seriøst for, at det vil kunne reducere menneskehandel. Menneskehandel kan i øvrigt – i både teori og praksis – foregå indenfor mange erhverv, så argumentet giver kun mening hvis man også er parat til at forbyde disse andre erhverv ved samme lejlighed (f.eks. landbrug og tekstilfabrikation).
Egentlig interesserer det mig hvorfor samfundet ikke må anerkende prostitution som acceptabelt? Der er jo ingen, der argumenterer for at samfundet stempler Barbara Cartland-romaner som acceptable så længe de er lovlige, og at man derfor bør overveje at forbyde dem…
Lige en hurtig bemærkning, før jeg daffer til julefrokost og dermed ud i en af de “socialt acceptable” praksisser, som altid overordnet set resulterer i en lang række problemer: spirituskørsel, utroskab – der er næsten altid nogen, der dør eller bliver skilt pga. denne tradition.
Jeg forstår også godt dilemmaerne. Jeg er ikke helt så afklaret som Pippi – eller … jeg er både meget afklaret og meget forsigtig, men det skyldes nok mest, at jeg er bange for at stirre mig blind med modsat fortegn, så jeg dermed mister muligheden for at se på nogle reelle problemer, som jeg stadig kan mangle at få øje på.
Men ja … det er ikke forbudt at købe og drikke alkohol i Danmark, og ingen kan sætte folk i fængsel for at drikke eller sælge for meget. Alligevel oplever jeg da ikke, at det bliver betragtet som “en social acceptabel praksis” at sælge alkohol til alkoholikere, eller at drikke så meget, at man bliver syg af det. Og jeg mener heller ikke, at der er mange som mener, at alkohol af den grund skal forbydes.
Jeg mener, at der altid er grund til at være på vagt, når noget antager karakter af dikotomi. Og her synes jeg, der tegner sig en: socialt accepteret/kriminelt. Enten det ene eller det andet. Sådan tror jeg ikke, det er frugtbart at tænke om det.
@ Pippi
Menneskehandel er allerede strengt forbudt. Det samme er vold, voldtægt og pengepression (åger). Altså er dén side af sagen klaret nu, ikke at der bliver gjort nok, men lovgivningen levner ikke plads til trafficking eller at holde sexslaver.
Altså savner ‘forbudsfløjen’ nogle reelle argumenter for hvorfor det er godt og ønskværdigt med endnu en lov. (Som jo også kræver ressourcer af politi, domstole, fængsler, socialrådgivere etc. for at blive opretholdt).
Desuden udgør prostitution en lille dle af trafficking-billedet, de fleste bliver altså tvunget til at gøre rent, muge stalde og bygge huse. Sikkert også meget nemmere og bedre forretning end at tvinge folk til at have sex dagen lang…
[…] “Konference om prostitution: fra socialt problem til arbejde” – referat af konfere… […]
You can definitely see your expertise in the article you write.
The arena hopes for even more passionate writers such as you who aren’t afraid to say how they believe. At all times go after your heart.