Donna Haraway-forelæsning

Af en eller anden grund kan jeg ikke finde ud af at embedde en playlist fra YouTube her i WordPress-bloggen, men I skal da ikke snydes for ca. halvanden times hæsblæsende ordstrøm fra selveste Donna Haraway. “She’s a genuine thinker”, bliver der sagt om hende i introduktionen, og det må jeg erklære mig enig med. Hun har en formidabel evne til at holde sig på sporet i sin snak om et emne, det er umuligt at holde styr på. Spørgsmålet er, om det er den vej, forskningen skal gå.

Find forelæsningen her

Rettigheder og muligheder

Diskussionerne om prostitution drejer sig ofte om de prostitueredes rettigheder. Rettighedsspørgsmålet er også altid relevant, især når der er tale om grupper, hvis rettigheder ikke bliver indfriet. Imidlertid synes jeg, der er behov for en anden slags debat, nemlig en debat om de prostitueredes muligheder, og her tænker jeg især på deres mulighed for at drive forretning. 

De mest progressive toner i prostitutionsdebatten, som den tegner sig i Danmark nu, når ikke meget længere end til at problematisere stigmatiseringen af prostitutionsfaget og de konsekvenser, det får for de enkelte prostitueredes trivsel og privatliv. Men hvad med de konsekvenser, det har for forretningslivet? Er det f.eks. en konsekvens af en plads i samfundets skygge, at sexarbejdere ikke tager ud og holder virksomhedsforedrag om, hvordan man møder kunderne ligeværdigt? Er det en konsekvens af prostitutionsområdet politiske affinitet til det social- og sundhedspolitiske, at man ikke diskuterer de prostitueredes muligheder for at ansætte konsulenter til at hjælpe med strategiudvikling og forretningskoncepter eller uddannet personale til at varetage forretningens IT-akvititeter? Er det en konsekvens af måden, vi snakker om prostitution, at der ikke findes børsnoterede massageklinikker? 

Diskussionerne drejer sig ofte om, hvad prostitution IKKE er, med udgangspunkt i, at de prostituerede enten ikke er ofre alle til hobe, eller at de ikke er “lykkelige ludere”. Igen lader de prostitueredes trivsel til at være omdrejningspunktet for debatterne. Måske giver det meget god mening, netop set i lyset af, at området figurerer som et social- og sundhedspolitisk anliggende i statsligt og kommunalt regi. Spørgsmålet er, om det kunne være anderledes. Selvfølgelig kunne det være anderledes. Spørgsmålet er snarere, om “vi” finder det forsvarligt at tænke SÅ anderledes, at vi flytter det lille “ikke” et skridt videre og siger: “Prostitution er IKKE kun de prostituerede og deres trivsel”. 

Jeg savner et fokus i debatten, hvor det ikke længere handler om, hvad de prostituerede IKKE vil, at de andre gør. Eller hvad de andre vil, at de prostituerede IKKE skal være. Jeg vil meget hellere have et fokus på, hvad de prostituerede ville – hvis de havde mulighederne. Utopi er en nogle gange en udmærket strategi, især når det handler om mere beskedne fænomener end idealverdener og drømmesamfund. Konkrete utopier – det er det, som inden for erhvervsverdenen kaldes “forretningsplaner” og “visioner” – kunne give en interessant mulighed for at lade de prostituerede sætte dagsordenen for, hvad de gerne vil med deres professionelle liv – og så kan vi derfra kigge på, om noget af det bestående forhindrer dem i det, men uden at lade de eksisterende problemer være i fokus i første omgang. 

Spørgsmålet er, hvad luderne selv vil synes om sådan en krølle på tomgangsdiskussionerne?

Hvor er mange ting bare mærkelige!

Jeg har ikke rigtig fortalt her i bloggen, hvordan projektets status ser ud. Lidt ærekær er man vel. Anyway – sagen er den, at mit projekt ligger op vipper på grænsen for at være for let (og det er vist en pæn, jysk måde at sige det), og at jeg arbejder på det, der burde være højtryk for at få produceret et overbevisende argument for, at det er bæredygtigt. Problemet er lidt, at jeg bliver bedt om at præcisere projektets problemstilling, og når jeg så koger det ned til nogle af de helt centrale pointer, så bliver jeg overfaldet af en myldrende horde “ta’ mig! Ta’ mig!”-skrigende skabninger, der alle er så mærkelige og insisterende, at det er svært at bevare overblikket.

Jeg har et nærmest fetishistisk forhold til “det mærkelige”. Og jeg tænker “mærkelig” i en forstand, der ikke nødvendigvis har at gøre med “outreret” eller “absurd” – det kan lige så godt være mærkeligt, fordi det næsten slet ikke er noget. Det er den slags mærkeligheder, jeg tror, jeg har opdaget en masse af i mit arbejde i og med “prostitution”, som det tager sig ud i dagens Danmark, hovedsagelig i Cyberspace. Det er som om, at jo tættere, jeg kommer på det, diskussionerne handler om, jo mere forsvinder diskussionens emner ud af syne. Det er som om, diskussionerne handler om ting, der ikke findes uden for diskussionerne selv. Der er rigtig mange spændende ting på færde (omend jeg ikke er i stand til at formulere det skarpt, men jeg vil næsten tro, at luderne selv kan nikke lidt med, selvom de måske heller ikke lige ved, hvad jeg helt præcis tænker på?) – ting, der har at gøre med, hvordan forskellige verdener af kød, blod, tekst og andre materialer tørner sammen i det lille ord “prostitution”. Vi holder en eller anden pamflet i vejret og proklamerer hermed, at “her er, hvad prostitution i virkeligheden er!” Men jeg ser kun et stykke papir med farvet omslag – er det prostitution?

Så kommer der en kvinde frem og siger, at man bare skal komme med hende hen i klinikken, så har man set prostitution. Men der ser man – i bedste fald – betalt seksuelt samvær mellem hende og en mand. Er det prostitution? Eller man ser en dokumentarfilm om en mand, der vist nok betaler for at få østeuropæiske kvinder til at sælge sex i Danmark. Er det “prostitutionens bagmænd”? 

Vi er mange, der snakker med om prostitution. Spørgsmålet er, hvad det er, vi hver især ser for vores indre blik, når vi forestiller os prostitution. Jeg ville ønske, man kunne teste det på samme måde, som man kan teste, hvad et barn forbinder med “bil”, ved at lægge en masse forskellige klodser frem, der forestiller rat, dæk, udstødningsrør, nummerplade og andre ting – sammen med vejskilte, grydeskeer og hvad man ellers kan finde på. Så kigger man derefter på, hvad barnet har samlet sammen, og dermed kan man danne sig et temmeligt klart billede af, at børn forbinder billygter med biler, oftere end de forbinder grydeskeer med biler. Og at nogle forbinder udstødningsrøret med en bil, mens andre ikke gør – eller vejskiltet, for den sags skyld. 

Udover dette – at prostitution lader til at være noget, som er alt muligt forskelligt, der smelter sammen og ikke længere kan forstås uafhængigt af hinanden – er det også mærkeligt, at prostitutionsdebatten forløber, som den gør. Jeg synes især, det bliver tydeligt, når nogen spørger mig: “Men er der så behov for at hjælpe de prostituerede?” og tænker, at nu har jeg beskæftiget mig med det så længe, så må jeg også have et svar. Jeg plejer at sige: “nogle har da helt sikkert brug for, at der sker noget, men om det er ‘hjælp’ eller noget andet, de har brug for, om hvem der tæller som ‘de’ i en given situation, ved jeg ikke helt.” Hvorefter folk for længst er stået af.

Men det ER mærkeligt. Debatten bliver ved med at kredse om de samme, underlige ting. Vi HAR forlængst etableret, at der findes en alt for stor gruppe kvinder i prostitution, som ikke har det godt. Og at de har brug for hjælp. Hvorfor hjælper vi så ikke DEM – i stedet for at diskutere, hvordan vi undgår, at alle de andre ikke ender i den situation? De er der jo ikke endnu – men der ER nogle, der er. Lad dem, der vil hjælpe, hjælpe dem – og lad os andre koncentrere os om resten. Om vi så ønsker at bruge prostitution til at ernære os ved, til at få afløb for nogle seksuelle fantasier, til at lave ny viden, til at lave teaterstykker over … der er masser af ting at bruge prostitution til. Og MÅSKE er det faktisk muligt at gøre prostitution til noget, som vi ikke ser anderledes kritisk på, end vi ser kritisk på alt muligt andet, som vi ved, der kan være problemer forbundet med. 

Måske … måske kan vi en dag tænke om prostitutionsproblemet på samme måde, som vi tænker om problemet med luftforurening fra biler. Vi VED godt, at der på mange måder er noget problematisk ved, at mennesker kører så meget i bil, men det behøver vi ikke artikulere hver eneste gang, vi hører om nogen, der har købt en lækker, ny bil, eller hver gang vi hører om nogen, der er forulykket. Det handler alt sammen om biler, men vi (de fleste, der er sikkert nogle få, for hvem det er svært) kan godt holde sagerne adskilt. Hvorfor kan vi så ikke holde sagerne adskilt, når en prostitueret fortæller, at hun har haft en god dag? Hvorfor antænder et sådant udsagn debatten om prostitutionens skadevirkninger, når ovenstående udsagn om at have fået en ny, lækker bil ikke antænder debatten om bilismens skadevirkninger?

Hvorfor kan vi ikke bare blive enige om, at det ikke er alting ved prostitution, der er godt, uden at få lyst til at afskaffe hele baduljen her og nu? Hvem gavner det, at de politikere, der interesserer sig for prostitution, har fokus så langt ude i fremtiden, at det for dem handler om at så frøene til et samfund uden prostitution? Hvorfor ikke enes om, at de stofafhængige gadeprostituerede har brug for, at der bliver gjort noget – og derefter samarbejde om at finde ud af, hvad der er brug for – i stedet for at hænge fast i en definitionsdebat om, hvorvidt det primært er et stofproblem, et økonomisk problem eller et prostitutionsproblem? Er det ikke vigtigere, at den udsatte gruppe får det bedre, end det er, at en af parterne i debatten får ret i, hvad for et navn, der er bedst at bruge? Hvor meget ved vi om hhv. problemer med stofmisbrug, økonomiske problemer og prostitutionsproblemer? Vi hævder, at vi ved meget – og hvis det er korrekt, så burde vi rimelig let kunne undersøge sagen og finde en løsning. Hvis den så ikke er god, kan vi justere på tingene hen ad vejen. 

Det, at så mange af diskussionerne flytter fokus fra det problem, det egentlig var planen at løse, er i sig selv et problem. Spørgsmålet er, hvordan man på akademisk vis får artikuleret dette problem uden at filtre sig ind i selvsamme og undlade at tale om det, der er _sagen_, mere end hvad problemet er. 

Sagen er, at det er meget, meget mærkeligt, at det kan gå hen og blive kontroversielt at sige, at rigtig mange prostituerede går rundt og har det helt fint.

The Amazing Spoon Bending Video

Sidste nye quirkology-sag fra Richard Wiseman. Se også SpoonScience.com.

Forskerspirens svanesang (Sidste indlæg i weltschmertz-føljetonen)

Udskift ordene “I love you” med “it’s worth it” og tænk det der med “music man” og “song” figurativt.

Next up: Fokus og ihærdighed.

Weltschmertz

Weltschmertz er et af de fænomener, jeg tror, verden ville være bedre foruden. Det er gået op for mig, hvad et af de helt store problemer er. Selvfølgelig afhænger det af, hvordan man lige definerer “weltschmertz”, så lad mig sige, at jeg opfatter det som udtryk for en verdenspessimisme, der begræder det frie og kreative individs manglende forudsætninger for udfoldelse. Mit problem er, at jeg synes, netop den udlægning af mulighederne for “fri og kreativ udfoldelse” i sig selv er stærkt begrænsende og må være udtryk for, at udsigeren ganske enkelt mangler fantasi. Det er en sær form for ufokuseret navlepilleri, hvor ansvaret ender med at blive placeret på steder, der er i belejliget afstand fra en selv – en lidt mere sofistikeret måde at sige: “det er samfundets skyld”. For weltschmerz-mennesker kan mange ord – spørgsmålet er, om de siger noget om ret meget.

De seneste par dage har jeg nok været den nærmeste at stille dette spørgsmål. Kors, hvor har jeg begrædt verdens tilstand og min egen sølle eksistens. Som regel er jeg glad for mig selv og mit liv og er desuden udstyret med en dejlig evne til at bære over med mig selv. Men når jeg går i weltschmertz-mode og bliver opmærksom på det, får jeg travlt med at fikse det, for jeg kan så dårligt holde mig selv ud i den tilstand. Netop fordi, man bliver så fantasiforladt og selvindbildsk af det.

Den 31. marts afleverede jeg mit “kvalifikationsspeciale”. Ca. 90 siders akademisk tekst af vist nok temmelig varierende kvalitet. Her en lille måned senere må jeg bare konstatere, at jeg egner mig utroligt dårlig til at leve med uvished. I hvert fald den form for uvished, der ligger i den her ventetid, hvor jeg dels venter på specialekarakteren (og min kandidatgrad), samtidig med, at jeg venter på at få afgjort, om jeg kommer videre til 4+4-programmets b-del. Jeg skal holde tungen særdeles lige i munden for at koncentrere mig om at være konstruktiv – og oven i det hele har jeg gået og skrantet. Det er meget nemt at forfalde til selvmedlidenhed, og weltschmertz-paradigmet er så nemt at flygte ind i, fordi der her ligger en masse ressourcer til at lade tankerne gå i tomgang på en måde, så man stadig tror, man beskæftiger dem med noget nyttigt.

Hvorom alting er. Jeg er fanget i kvartalsmisantropi og melankoli. Det hænder af og til, og jeg tænker, at jeg lige så godt kan dyrke det, mens det står på. Det tager trods alt nok ikke overhånd, for heldigvis har jeg jo svært ved at holde mig selv ud, hvis det kammer over. Så jeg sidder og forsøger at more mig over mine egne paranoide forestillinger – og jeg skulle hilse at sige, at dem er jeg god til at konstruere. Så god, at det kræver arbejde at få dem pillet fra hinanden igen. Som sagt er det ikke særlig nyttigt, men man skal ikke underkende den underholdningsværdi, det kan have at blive opmærksom på sine tanketorsk. Forhåbentlig går det over i løbet af weekenden. Det skal det helst, hvis jeg skal kunne se tilbage på det med milde øjne, når det engang er gået over.

BRITAINS GOT TALENT 2009 SUSAN BOYLE (SINGER) (HQ)

Jeg elsker, når Simon Cowell får det glimt i øjet.

Påskens fortælling

Fra Johannesevangeliet 17-20:

 

Jesu sidste bøn

  Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig,   ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham.   Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.   Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre.   Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.

  Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord.   Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig.   For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.

  Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine;   alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem.  Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.   Da jeg var sammen med dem, holdt jeg dem fast ved dit navn, det du har givet mig, og jeg vogtede dem, og ingen af dem gik fortabt, undtagen fortabelsens søn, for at Skriften skulle gå i opfyldelse.   Nu kommer jeg til dig; og sådan taler jeg i verden, for at de fuldt ud må have min glæde i sig.  Jeg har givet dem dit ord; og verden har hadet dem, fordi de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er af verden.   Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde.   De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.   Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed.   Ligesom du har udsendt mig til verden, har jeg også udsendt dem til verden.   Jeg helliger mig selv for dem, for at de også kan være helliget i sandheden.   Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig,   at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig.  Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét,   jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.

  Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt.   Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig;   og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«

Tilfangetagelsen i Getsemane

  Da Jesus havde sagt det, gik han ud sammen med sine disciple og over på den anden side af Kedronbækken, hvor der var en have, som han og hans disciple gik ind i.   Også Judas, som forrådte ham, kendte det sted, for dér mødtes Jesus ofte med sine disciple.   Judas tog så vagtstyrken og nogle af ypperstepræsternes og farisæernes tempelvagter med sig og kom derover med lygter og fakler og våben.   Jesus, som vidste alt, hvad der skulle ske med ham, gik ud til dem og spurgte: »Hvem leder I efter?«   »Jesus fra Nazaret,« svarede de. Han sagde til dem: »Det er mig.« Også Judas, som forrådte ham, stod sammen med dem.   Da Jesus sagde: »Det er mig,« veg de tilbage og faldt om på jorden.   Han spurgte dem så igen: »Hvem leder I efter?« »Jesus fra Nazaret,« svarede de.   Jesus sagde til dem: »Det er mig; det har jeg jo sagt jer. Når det altså er mig, I leder efter, så lad de andre gå.«   For sådan skulle det ord, han havde sagt, gå i opfyldelse: »Af dem, du har givet mig, har jeg ikke mistet nogen.«   Men Simon Peter trak et sværd, som han havde med, og slog efter ypperstepræstens tjener og huggede højre øre af ham; tjeneren hed Malkus.   Jesus sagde til Peter: »Stik sværdet i skeden! Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?«

  Vagtstyrken og officeren og jødernes tempelvagter anholdt nu Jesus og bandt ham;   de førte ham først til Annas, for han var svigerfar til Kajfas, der var ypperstepræst det år.   Det var Kajfas, der havde givet jøderne det råd, at det var bedst, at ét menneske døde for folket.

Jesus for ypperstepræsten og Peters fornægtelse

  Simon Peter og en anden discipel fulgte efter Jesus. Denne anden discipel var kendt af ypperstepræsten og gik ind i ypperstepræstens gård sammen med Jesus,   men Peter blev stående udenfor ved porten. Den anden discipel, som var kendt af ypperstepræsten, gik ud og talte med pigen, der holdt vagt ved porten, og fik Peter med ind.   Tjenestepigen, der holdt vagt ved porten, sagde til Peter: »Er du ikke også en af den mands disciple?« »Nej, jeg er ikke,« svarede han.   Tjenerne og tempelvagterne havde tændt et bål af trækul, fordi det var koldt, og stod og varmede sig. Også Peter stod og varmede sig sammen med dem.

  Ypperstepræsten spurgte nu Jesus ud om hans disciple og om hans lære.  Jesus svarede ham: »Jeg har talt til verden i fuld offentlighed; jeg har altid undervist i synagoger og på tempelpladsen, hvor alle jøderne kommer sammen, og i det skjulte har jeg intet talt.   Hvorfor spørger du mig? Spørg dem, der har hørt mig, hvad jeg har talt til dem; de ved jo, hvad jeg har sagt.«   Da Jesus sagde det, var der en af tempelvagterne, som stod ved siden af, der gav ham et slag i ansigtet og sagde til ham: »Er det en måde at svare ypperstepræsten på?«   Jesus svarede: »Har jeg sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert; men er det rigtigt, hvorfor slår du mig så?«   Annas sendte ham så bundet til ypperstepræsten Kajfas.

  Imens stod Simon Peter og varmede sig. Da sagde de til ham: »Er du ikke også en af hans disciple?« Han nægtede det og sagde: »Nej, jeg er ikke.«  Så sagde en af ypperstepræstens tjenere, en slægtning til ham, som Peter havde hugget øret af: »Så jeg dig ikke i haven sammen med ham?«   Atter nægtede Peter, og i det samme galede hanen.

Jesus for Pilatus

  De førte nu Jesus fra Kajfas til statholderens borg. Det var tidligt om morgenen. Selv gik de ikke ind i borgen, for at de ikke skulle blive urene, men kunne holde påskemåltid.   Pilatus gik ud til dem og sagde: »Hvilken anklage fremfører I mod denne mand?«   De svarede: »Havde han ikke været forbryder, ville vi ikke have udleveret ham til dig.«   Pilatus sagde til dem: »Så tag I ham og døm ham efter jeres lov.« Jøderne sagde: »Vi har ikke ret til at henrette nogen.«   For sådan skulle Jesu ord gå i opfyldelse, det ord, han sagde, da han betegnede, hvordan han skulle dø.

  Pilatus gik ind i borgen igen; han kaldte Jesus for sig og sagde til ham: »Er du jødernes konge?«   Jesus svarede: »Siger du det af dig selv, eller er det noget, andre har sagt dig om mig?«   Pilatus svarede: »Er jeg måske jøde? Det er dit eget folk og ypperstepræsterne, som har udleveret dig til mig. Hvad har du gjort?«   Jesus svarede: »Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.«   Pilatus sagde til ham: »Så er du altså konge?« Jesus svarede: »Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.«   Pilatus sagde til ham: »Hvad er sandhed?«

Da han havde sagt det, gik han atter ud til jøderne og sagde til dem: »Jeg finder ham ikke skyldig.   Men det er skik og brug hos jer, at jeg løslader en fange i påsken. Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?«   De råbte tilbage: »Ikke ham, men Barabbas!« Barabbas var en røver.  Pilatus tog så Jesus og lod ham piske.   Og soldaterne flettede en krone af torne og satte den på hans hoved, og de hængte en purpurkappe om ham,  stillede sig foran ham og sagde: »Hil dig, jødernes konge!« og slog ham i ansigtet.   Pilatus gik atter ud af borgen og sagde til dem: »Nu fører jeg ham ud til jer, for at I kan vide, at jeg ikke finder ham skyldig.«   Så kom Jesus ud med tornekronen og purpurkappen på. Pilatus sagde til dem: »Se, her er manden!«   Da ypperstepræsterne og tempelvagterne så ham, råbte de: »Korsfæst ham, korsfæst ham!« Pilatus sagde til dem: »Så tag I ham og korsfæst ham, for jeg finder ham ikke skyldig.«   Jøderne svarede: »Vi har en lov, og efter den lov skal han dø, fordi han har gjort sig selv til Guds søn.«

  Da Pilatus hørte de ord, blev han endnu mere bange,   og han gik ind i borgen igen og sagde til Jesus: »Hvor er du fra?« Men Jesus gav ham intet svar.  Pilatus sagde så til ham: »Svarer du mig ikke? Ved du ikke, at jeg har magt til at løslade dig og magt til at korsfæste dig?«   Jesus svarede ham: »Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra. Derfor har han, der udleverede mig til dig, større synd.«   Efter dette ville Pilatus løslade Jesus, men jøderne råbte: »Løslader du ham, er du ikke kejserens ven. Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren.«

  Da Pilatus hørte de ord, førte han Jesus ud, og han satte sig i dommersædet på det sted, som kaldes Stenbroen, på hebraisk Gabbata.   Det var forberedelsesdagen til påsken, ved den sjette time. Pilatus sagde til jøderne: »Her er jeres konge!«   Da råbte de: »Bort med ham, bort med ham, korsfæst ham!« Pilatus sagde til dem: »Skal jeg korsfæste jeres konge?« Ypperstepræsterne svarede: »Vi har ingen anden konge end kejseren.«   Da udleverede han Jesus til dem, for at han kunne blive korsfæstet.

Korsfæstelsen

Så tog de Jesus med sig;   han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata,   hvor de korsfæstede ham, og sammen med ham to andre, én på hver side, med Jesus i midten.   Pilatus havde lavet en indskrift og sat den på korset. Den lød: »Jesus fra Nazaret, jødernes konge.«   Den indskrift læste mange af jøderne, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk.   Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus: »Skriv ikke: ›Jødernes konge‹, men: ›Han sagde: Jeg er jødernes konge‹.«  Pilatus svarede: »Hvad jeg skrev, det skrev jeg.«

  Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også kjortlen tog de; men den var uden sammensyninger, ét vævet stykke fra øverst til nederst;   derfor sagde de til hinanden: »Lad os ikke rive den i stykker, men trække lod om, hvem der skal have den.« For sådan skulle det skriftord gå i opfyldelse:
      De delte mine klæder mellem sig,
      de kastede lod om min klædning.
Det gjorde soldaterne altså.

Jesu død

  Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas’ hustru, og Maria Magdalene.   Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: »Kvinde, dér er din søn.«  Derpå sagde han til disciplen: »Dér er din mor.« Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.

  Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: »Jeg tørster.«   Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til hans mund.   Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: »Det er fuldbragt.« Og han bøjede hovedet og opgav ånden.

  Det var forberedelsesdag, og for at legemerne ikke skulle blive hængende på korset sabbatten over – for det var en stor sabbatsdag – bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes ben måtte blive knust og de døde taget ned.   Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med Jesus.   Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben,   men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud.   Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro – og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt.   Dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: »Ingen af hans knogler må blive knust.«   Og atter et andet skriftord siger: »De skal se hen til ham, de har gennemboret.«

Gravlæggelsen

  Josef fra Arimatæa, som var discipel af Jesus, men hemmeligt, af frygt for jøderne, bad derefter Pilatus om at måtte tage Jesu legeme ned; og det tillod Pilatus. Josef kom så og tog Jesu legeme ned.   Også Nikodemus kom; det var ham, som tidligere var kommet til Jesus om natten; han medbragte en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede pund.   Så tog de Jesu legeme og viklede linnedklæder om det sammen med de vellugtende salver, som det er skik hos jøderne ved begravelse.   På det sted, hvor Jesus var blevet korsfæstet, var der en have, og i haven var der en ny grav, hvor der endnu ikke havde været lagt nogen.   Da det var jødernes forberedelsesdag, lagde de Jesus dér, fordi den grav var i nærheden.

 

The Original London Cast of Les Miserables – The Reunion!

God påske.

Slutspurt

På tirsdag er der deadline på min kvalifikationseksamen. Jeg er i disse dage ved at lægge sidste hånd på arbejdet, der i skrivende stund fylder ca. 72 normalsider, på tirsdag forhåbentlig noget, der mere ligner 90. Som jeg skrev for nogle indlæg siden, så er der det underlige ved mig, at jeg først rigtig bliver motiveret til at skrive, når jeg får følelsen af, at nu kan jeg ikke længere nå det. Som det ser ud lige nu, lader det faktisk til, at min strategi for at blive tilpas stresset i tide, er lykkes nogenlunde. Jeg gav hver dag et nummer, så jeg kunne tælle ned, dag for dag, og på den måde hele tiden lægge mærke til, hvor lidt eller meget, jeg rykkede. Nu kan jeg ikke længere huske, hvornår jeg sådan rigtig satte turbo på skriveriet, men da der var 50 dage tilbage, havde jeg ca. nul sider. For en uge side havde jeg ca. 40. Meget kunne have været bedre, men jeg er faktisk ikke helt utilfreds med min indsats. 

I morgen skal jeg til min sidste vejledning, og så er der ikke andet på programmet, end at jeg har lovet mig selv at se X Factor-finale – ellers hedder det bare skrive, skrive, skrive, rette, rette, rette (nej tak, jeg får ikke brug for professionel korrekturlæsning ) – indtil jeg afleverer, forhåbentlig i god stil. Jeg glæder mig til bagefter. Verden bliver uendeligt lille, når man ikke har andet for end at skrive. Og når man bruger så meget tid på det. Det er først her de sidste par dage, det rigtig er gået op for mig, at det ikke er normal hverdag. Der har jo været kvalifkationseksamen på programmet længe, og pludselig står jeg og kan se nye opgaver vise sig forude – konferencer og den slags, og jeg begynder at tænke over, om der mon er et liv efter afleveringen. 

Jeg løj. På søndag skal jeg medvirke i afviklingen af en temagudstjeneste, men arrangørteamet har været så venlige at ordne det meste, så jeg kun har skullet forfatte kirkebønnen. Og på søndag trænger jeg garanteret til lidt afveksling, så jeg glæder mig lidt til at komme af sted og tilmed få aftensmaden serveret bagefter.

Jeg regner med at holde lidt ferie, når jeg har afleveret. Hente Josefine tidligt en dag og nyde at kunne bruge weekenden med hende uden at skulle tænke på truende deadlines. Og så bare sove, sove, sove, sove, når hun skal hjem til farmand igen. Måske endda få orden i det kaos, der har hobet sig op i min lejlighed de sidste par måneder, hvor det med at rydde op har været noget med at stable alting op i vindueskarmene, når der trængte til en støvsugning, og så ellers bare lade ting flyde, hvor de falder. 

Er spændt på, om jeg bare klasker sammen og går i sten, når jeg har afleveret. Lige nu føles det som om, jeg tærer på nogle ressourcer, jeg slet ikke vidste, jeg havde. Gad vide, om det er sundt?