I aften vil jeg se The Last Temptation of Christ. Jeg fik den for nogle uger siden via mit abonnement hos Love Film. Indtil videre har jeg ikke rigtig kunnet komme i rette stemning, fordi jeg ikke har kunnet løsrive mine tanker fra projektarbejdet. Nu har jeg så lige brugt nogle timer på at lytte til musik, læse lidt bibeltekster, bede og meditere, og nu virker det pludselig som rette tid at få mig det gensyn med filmen.
Jeg så den første gang hos min eksmand. Det er vist en 2-3 år siden. Vi ville se film, og så havde han lejet den her Jesus-film af Scorsese, som han ikke rigtig havde gidet se, selvom han egentlig gerne ville se alle Scorseses film. I starten syntes jeg ikke noget særligt om den. Jeg bed mig fast på Willem Dafoe i rollen som Jesus, og det var virkelig svært for mig at få de to til at hænge sammen. At Scorsese så lod Harvey Keitel spille Judas, gjorde det ikke lettere for mig at koncentrere mig om filmens fortælling. Så meget desto mere blev jeg berørt, da det gik for mig, at filmen er så rørende en skildring om det splitsekund, hvor sandheden går op for et menneske, hvis mission har bragt ham til det sted, hvor han henrettes og mister livet.
Jeg ved ikke helt, hvorfor der er gået så lang tid, før jeg planlagde at se filmen igen. Det samme gælder for et væld af andre film. Det er som om, det er en byrde at vende tilbage til dem, fordi jeg mindes, at de forandrede min verden. Tør jeg udsætte min verden for endnu en sådan forandring? Ja, selvfølgelig tør jeg. Jeg når bare sjældent at tænke så langt, før jeg finder på noget andet at lave. Det er en film, og det er en film, som enhver, der holder af Martin Scorsese bør unde sig selv at se. Den handler om Jesus, hvis sidste tid den skildrer nøgternt og ureligiøst, men snarere i et magisk realistisk skær, som det er så typisk for Scorsese at anlægge på sine film.
Mens jeg venter på, at solen går ned, så den ikke skinner ind i min stue, har jeg læst det første forslag i Bibelselskabets læseplan. Det var Lukas 4: 16-30. Det er fortællingen om, hvordan Jesus bliver fristet af Djævelen, mens han går gennem ørkenen, men hvordan Djævelen indser, at han intet har at friste med. Jesus kommer så hjem til sin hjemby, hvor folkene i synagogerne jager ham bort, efter at han har fortalt, hvordan profeterne ofte fornægtes i deres hjemstavne, mens de bringer fred og helse til byer beboet af hedninge og andre vantro. Og så går Jesus ellers ud for at sprede sine budskaber i så mange byer, han kan nå igennem, og alle steder strides tilhørerne. Nogle omvender sig, andre fordømmer og forhåner Jesus og med ham og disse, der har omvendt sig.
Vers 16 er det første efter fortællingen om ørkenvandring, hvor Jesus ankommer til Nazareth. Han læser et skriftsted fra Esajas’ Bog højt for tilhørerne i Synagogen. Disse tilhørere begejstret af hans budskaber, men skræmmes over udsagnet om, at frelseren står i blandt dem, og at han er Josefs søn. Han blev fordrevet fra sin hjemstavn, hvorefter han rejste gennem forskellige byer, beordrede en uren ånd væk fra en tilhører i Kapernaum, hvor han også truer en feber væk fra en sengeliggende mand, og sådan gik han ellers rundt og helbredte og fordrev onde og urene ånder, og han gjorde det i fuld offentlighed uden at skjule noget eller stille krav om censur eller hemmeligholdelse. Om aftenen gik han afsides og sagde til folk, at nu skulle han lige have ro, før han rejste videre. De ville gerne have, at han blev hos dem og lærte dem mere, men han sagde, at han også måtte sprede sit budskab i de andre byer. Hov, nu kom jeg til at referere helt til vers 43, men tekstforslaget gik jo kun til vers 30. Det er der, hvor Jesus fordrives fra Nazareth og altså før han begynder at undervise, helbrede og fordrive i de byer, han derefter rejste gennem. Jeg husker faktisk ikke, hvor på denne rejse, filmen starter, men jeg ved, at den slutter med korsfæstelsen, selvom den lige tager os ud på en ubehagelig tur i en verden, hvor Jesus frelses af noget, der senere viser sig at være Djævelen i en uskyldig småpige-engleskikkelse. Hun tager ham ned fra korset, og så lever Jesus ellers et liv som en ganske almindelig, syndig mand, indtil han opsøges af sine gamle venner og ledes tilbage på rette spor. Dét er den drejning, der gør hele filmen værd at se mindst to gange. Skuespillet er ikke fænomenalt, og filmen har det med at blive kedelig, men plottet er bare så interessant og overraskende, og historien er så godt fortalt.
Indlægget opdateres, når jeg ser eller har set filmen. Jeg ved endnu ikke, om jeg orker at holde skrivepauser undervejs.
Så fader musikken ud, og filmen er slut. Kæft, hvor har jeg tudet. Se, det var nok grunden til, at jeg har udsat gensynet så længe – jeg bliver så bevæget, og jeg tuder så meget og føler så meget og glædes så meget undervejs – og nogle gange bliver det så intenst, at jeg må kigge væk og lave nogle andre ting, og så misser jeg et par scener, men jeg forsøger at følge med i dialogerne. Og de dialoger er fænomenale. Willem Dafoe er et modigt valg af skuespiller. Han har et muskuløst, men emotionelt skrøbeligt ydre, og med det portrætterer han en Jesusfigur, der er lammet af frygt, men som alligevel tvinges til at udføre de gerninger, der er blevet ham pålagt som den søn af Gud Herren selv, som han er. Messias. Hvem ville ikke gerne være det? Jesus ville ikke – men han gjorde det, og han nåede frem til at gøre det af en ubetinget kærlighed til alt det, hans far havde skabt. Han døde på korset for alle de synder, han havde påtaget sig på vegne af dem, der krydsede hans vej og fulgte ham på hans færd.
(fortsættes)
Se også: The Last Temptation Of Christ Script – Dialogue Transcript
(Advarsel: Youtube-videoen viser filmens sidste 6 minutter. Og når jeg opdaterer siden, vil jeg forklare, hvordan det hele sker fyldest netop i de allersidste af filmens sekunder. Men nu skal jeg lige ha’ en pause. Se gerne klippet og nyd Dafoes empati med en mand, der har en opgave, som ingen anden mand har haft, og som ligger så fjernt fra, hvad der menneskeligt er muligt, at det må kræve en enorm følelsesmæssig intelligens at få det nedskaleret til noget menneskeligt begribeligt. Jeg kan ikke se det uden at tude.)
I ovenstående klip møder vi en flok gamle mænd, der mødes ved en gammel vens dødsleje. Den døende er Jesus, og det der er gået forud for klippet er, at Jesus efter korsfæstelsen bliver hjulpet ned af korset af en skytsengel, der fortæller ham, at han IKKE er Messias, og at han nu har lidt tilstrækkeligt – det er tid for ham at leve et almindeligt menneskeliv. Et brudeoptog nærmer sig, og Jesus spørger, hvem der skal giftes. “Det skal du”, svarer englen. Bruden er (selvfølgelig?) Maria Magdelena, og vi følger, hvordan de to har en lykkelig, men alt for kort tid sammen, da Maria Magdelena en dag pludselig dør – sandsynligvis efter en himmelsk åbenbaring. Jesus begiver sig herefter hen til søstrene Martha og Maria (tror jeg?) og gifter sig med den ene af søstrene. De får børn, og så er det, Jesus ender med at være en gammel mand. Og så er det, hans gamle venner opsøger ham.
Den vrede mand, der indleder klippet er Judas. Og han har god grund til at være vred. “Du bad mig så inderligt om at angive dig. Du SKULLE dø på korset og genopstå! Og jeg elskede dig så højt, at jeg angav dig. Hvad laver du så her nu? Efter alt det, vi var igennem, skulle du så bare flygte og leve et almindeligt liv med kone og børn og dø som en mand?” Jesus kan godt se, at der er noget om snakken, og da Judas åbner hans øjne for, hvem der gemmer sig bag det uskyldige skytsengle-ydre, slæber han sig af sted for at angre foran sin far.
Jeg synes den bøn er utrolig rørende. Det får mig til at tænke på, hvor vanskeligt, det kan være at bede andre mennesker om tilgivelse. Hvor svært det kan være at indse, at man har opført sig tosset. Her ser vi så Jesus – fremstillet som et menneske, der hele livet har været naget af tvivl og frygt på grund af de ting, han lært om sin position i tilværelsen – angre over for Gud Herren selv og indrømme sin fejlbarlighed og sine svigt. Og så rulles filmen tilbage til der, hvor korsfæstelsen stadig er i gang, og ingen Satan i skytsengleklæder har fristet Jesus over evne. Han kigger op på det groteske henrettelsesscenarium, og han ånder lettet og lykkeligt op. “Det er fuldbragt!”, råber han så – og gentager det hviskende for sig selv, før han ånder ud.
Dette lille tankespind om Jesus, der lige tager en tur ned fra korset for at leve som et helt almindeligt menneske, er virkelig interessant. I det hele taget er skildringen af Jesus som et ganske almindeligt menneske rigtig god. Jovist er der historiske fejl, og vi må huske, at der er tale om en fiktiv refleksion over evangelieteksterne og ikke en fortolkning. Fortællingen om brylluppet, hvor Jesus laver vand til vin er i øvrigt en af filmens små fine, komiske momenter. Jesus sidder og snakker med en anden mand. De er vist begge lidt overrislede – der er fest og glade dage. Og så siger manden til Jesus, at der ikke er vin nok. Jesus peger så på nogle krukker og spørger: “hvad med de krukker der?” Manden forsikrer Jesus om, at der skam kun er vand i dem – det ved han, for han har selv haft dem med. “Gå nu hen og se efter”, siger Jesus – og manden går hen og konstaterer, at det sandelig er vin. Ergo er der to muligheder her: enten tog manden fejl fra starten, eller også er der sket et mirakel: Jesus har lavet vand om til vin!! Jeg kan godt lide den første forklaring. Jesus kæmpede mod de stolte og de stædige, og måske er nogle af miraklerne i virkelighed et udtryk for, at han fik folk til at PRØVE frem for bare at give op og konstatere, at sådan måtte det nu engang være? Lidt som med den lamme ved Bethesdadammen, som jeg skrev om i et indlæg forleden. Her kan jeg heller ikke lade være med at tænke på billedet af vandet, der kommer i oprør, hvorefter en hel flok krøblinge rejser sig og farer mod vandet. Hvis man nu ikke var blændet af en tro på, at kun den første, der nåede vandet, kunne blive helbredt, hvordan havde der mon så set ud omkring den dam? Måske er Jesus’ vigtigste mirakler slet ikke dem, hvor han rejser de syge fra graven og bryder naturlovene ved at gå på vandet. Måske er det vigtigste netop dem, hvor han gør op med gamle paradigmer – med gamle måder at forstå verden – med et nyt håb om frelse og evigt liv, der udspringer af een grundlæggende følelse: kærlighed!
Siden dette skulle forestille en anmeldelse, må jeg også hellere konkludere på helhedsindtrykket. Filmen er lang. Jeg har ikke set alle Scorseses film, og det behøver jeg heller ikke. Hans universer fascinerer mig, men ofte mangler der en substans. Den synes jeg, er til stede i denne film, men for en ateist vil den nok stadig mangle. Substansen kommer i og med de mediationer over evangelierne, som er så konkret fremstillede, at jeg får mulighed for at gå i dialog med dem – tage afstand, tilslutte mig, lære nyt, tvivle – og blive mere sikker på, hvad det vil sige at være kristen. F.eks. var jeg overbærende med rigtig mange ting, som jeg tænkte var lige lovlig fantasifulde, men da skytsenglen siger: “No, you’re not the Messiah”, tænker jeg (og jeg husker meget tydeligt, at jeg ikke bare tænkte det, men også følte det som en stærk modstand, da jeg så filmen første gang), at DET ganske enkelt var en dårlig slutning. Jeg troede, filmen ville slutte der, første gang, jeg så den. Men hvis han i filmen lærer, at han ikke er Messias, så ville hele forhistorien være fuldstændig overflødig. Så meget gods var der heller ikke i den. Det har fået mig til at tænke på, hvad den her Messias-skikkelse betyder for mig. Tror jeg på Jesus som Messias? Som Guds søn, hel Gud og helt menneske? Jeg kan ikke lide ikke at tro på det, men er det ensbetydende med, at jeg tror?
Nå, jeg ville afrunde med at være konkret og konkluderende – det er ikke min favoritsport, men jeg prøver igen:
Filmen er lidt langtrukken, og skuespilpræstationerne er ikke helt i top hele vejen igennem. Dafoe gør det nu egentlig godt. Han formår at udtrykke de indre konflikter, som filmens Jesus tumler med: “Er jeg ved at miste forstanden? Hvorfor taler Gud kun til mig og ingen andre? Skal jeg virkelig lytte til det her? Kan jeg gøre noget for ikke at lytte? Hvorfor kan jeg alle de her sære ting, som ingen andre kan?” Samspillet mellem Dafoe og Keitel er faktisk også virkelig fint. Små detaljer viser den nære relation mellem Jesus og Judas, og jeg synes også, at filmen fortjener credits for den vægt, der kommer på Judas – forræderen. Det er fint at få lov at reflektere over, hvad der drev Judas til at forråde Jesus. Her har kristne i mine øjne ofte været alt for hurtige til at udråbe ham som en endimensionel syndebuk, der bare var totalt nederen.
Altså ja… jo mere, jeg tænker over det, jo sværere får jeg ved at sige noget dårligt om filmen. Der er mange ting, der ikke rammer plet i forhold til min kræsne smag, men som håndværk betragtet kan jeg faktisk ikke finde mange ting at sætte en finger på. Den er langtrukken, ja, men den skildrer hele tiden noget, og der er et forløb og en udvikling gennem hele filmen. Der er gode dialoger, der er god klipning, et fantastisk plot med en twist – hvad er det så, jeg savner?
Måske savner jeg en mere sprudlende og veloplagt Jesus? Måske gør det mig somme tider lidt træt, at fokus ofte lægges på de mange byrder, Jesus måtte bære. Jeg tror helt sikkert på, at man – hvis man er mentalt sund – ville genneløbe en del forskellige kriser og konflikter i måden at opfatte verden, hvis man fik at vide, at man var Guds egen søn og havde til opgave at frelse menneskeheden fra synd ved at dø på korset og genopstå. Øh… jo… gider du lige sige det igen? Men jeg tror også, at et menneske, der ER Guds søn vil være langt være sprudlende, lattermild og humoristisk. Han ville ikke spille fransk klovn, men hvis han ER Gud og dermed kærlighed, så må han simpelt hen indeholde mere smil, end Willem Dafoes præstation gav udtryk for.
Her tror jeg, at Dogma er en god legekammerat til Last Temptation of Christ. Her er Jesus godt nok ikke med, men til gengæld er Gud. Og hun er en gavstrik. 
Nå, men ud af syv glorier, så vil jeg give denne film 5. Den fortjener en plads på klassikerhylden, men det er ikke en af dem jeg ville tage ned for at se ret ofte. Trods dens mange fortræffeligheder bliver den en anelse langtrukken og alvorstung.
Allersidste bemærkning: jeg har IKKE set The Passion of Christ. Og jeg er ikke sikker på, jeg har lyst. Bare – jeg er ikke i stand til at sammenligne de to film, hvilket jeg ved, at nogle holder af at gøre. Det er meget velkomment, hvis nogen vil diskutere det, jeg kan bare ikke snakke med selv.)
