1. Introduktion
Her på denne side vil jeg i løbet af det næste stykke tid anmelde Tim Burtons magisk-realistiske mesterværk, Big Fish. Her er indtil videre et klip fra YouTube, hvor man ser nogle af filmens sidste minutter. Man ser en døende mand ligge i en hospitalsseng, mens den voksne søn forsøger at tage sig af ham. Faderen beder sin søn fortælle, hvordan han skal dø. Sønnen beklager, at han ikke kender historien, men faderens insisterende blik overbeviser sønnen om, at han må forsøge. Han beder faderen om hjælp: “just tell me how it starts”, og faderen kigger alvorligt på sønnen og svarer: “like this!”
Hvis man ikke har set filmen før og ønsker at se den uden at kende til for mange af dens hemmeligheder, må man nok hellere forlade siden nu – uden at se filmklippet. Jeg starter nemlig med at vise faderens sidste historie – historien om faderens død – fordi jeg synes, det er et filmhistorisk øjeblik, der fortjener en plads på klassikerhylden, både sammen med resten af filmen og for sig selv. Burton fortæller en rørende historie, gennem sit særegne magisk-realistiske filter, om tro, håb og kærlighed og om modet til at leve i en verden, hvor det aldrig helt er muligt at skelne skarpt mellem myte og virkelighed.
Her er en søns beretning om de sidste minutter af sin fars liv, fortalt til faderen umiddelbart før dennes død. Sønnen afslutter sin beretning med ordene: “So, that’s how it happenes”, og faderen svarer anerkendende, med sit livs sidste ord: “yeah, exactly!”
Hvis ethvert menneske kunne forlade livet i en atmosfære som den, sønnen i Big Fish skaber for sin far, kunne vi måske føle os mere trygge over at skulle dø? Hvis vi kunne udånde i tryg forvisning om, at ingen ville miste livsglæden, fordi vi ikke længere er hos dem, mon så ikke det ville blive lettere for os at acceptere, at vi skal dø?
2. Edward Bloom
Faderen i Big Fish, Edward Bloom, spilles af flere forskellige skuespillere. Ewan McGregor er en af dem – han spiller Bloom som den unge voksne, der rejser fra sin barndomsby og finder sin plads i livet sammen med den kvinde, der senere bliver mor til hans eneste barn. At det lige netop er Ewan McGregor, der spiller Edward Bloom, har rigtig stor betydning – i hvert fald for mig. McGregor har et helt særligt talent for at portrættere ukompliceret glæde gennem sit skuespil – og at dømme ud fra nedenstående interview (fra DVD’ens ekstramateriale) ser det ud til, at denne ukomplicerede glæde er autentisk i betydning: også til stede hos McGregor, når han “portrætterer sig selv”:
“I think once a year instead of birthdays we should have an Edward Bloom Day, where we get to feel great!”
Jeg er helt enig med Ewan McGregor, men jeg vil overlade forklaringen til filmklippet oven for og ikke rode mig ud i analyser, der forstyrrer det klokkeklare budskab om, hvordan man sagtens kan komme til at føle sig totalt godt tilpas, selvom man godt ved, det er skuespil. 
Filmens forløb
Jeg har langt om længe overvundet min blufærdighed og sat filmen på, så jeg kan sidde her og kommentere med på den, efterhånden som den forløber. Den starter med, at faderen, i skikkelse af Ewan McGregor, fortæller sin lille søn en godnathistorie om, hvordan han fangede en stor fisk, som ingen ellers kunne fange, den dag, han blev født. Drengen er fanget af historien, men i løbet af filmens næste minutter ser man, hvordan faderen, nu i skikkelse af Albert Finney, holde en uendelig tale til sønnens bryllup, hvor han snakker så meget om den der store fisk, at sønnen er ved at brække sig over, at faderen ikke for en enkelt gang skyld kan snakke lidt om HAM, og ikke om den der underlige store fisk, som faderen fangede, den dag han blev født.
Introduktionen afsluttes med, at sønnen forklarer, hvordan faderens historier ikke rigtig giver mening som hverken fakta eller myter. Og i løbet af ganske kort tid, befinder vi os i en skov, hvor en flok drenge går i en skov og snakker om en heks, der havde et glasøje, som kunne vise den, der kiggede i det, hvordan vedkommende ville dø. En af drengene går hen og siger: “Jeg vil gå derhen og se ind i det øje.” Og det gør han så … “Hey dame, de siger du har et glasøje, som man kan se ind i, og så kan man se, hvordan man skal dø – er det rigtigt? Må jeg se?” Og så går han og heksen (Helena Bonham Carter) hen til vennerne, og heksen trækker klappen væk og lader dem alle kigge ind i glasøjet. Man hører en af dem sige, at han var gammel og faldt, mens den anden sagde, at han slet ikke var gammel. (Så vidt jeg husker viser det sig, at den ene rent faktisk faldt ned fra noget og døde, mens den anden døde pludseligt i en temmelig ung alder). Og mens, jeg har skrevet dette, er filmen nået til et nyt stadie:
Huslægen, der også bragte sønnen til verden, kommer på besøg i sønnens barndomshjem, som han og den højgravide hustru netop er ankommet til. Sønnen går så op for at tale med sin far, der er blevet gammel og syg. Måske bemærker man det ikke umiddelbart, men det springer mig i øjnene, at man ser et menneskes livshistorie portrætteret i fire forskellige skuespillere: en babydukke (fødslen), en ca. 10-årig dreng (find navnet!), Ewan McGregor og Albert Finney. Og det kan godt læses, som at Edward Blooms livshistorie kræver forskellige skuespillere, fordi man følger forløbet fra fødsel til død i en forholdsvis høj alder. Men man kan også sige, at Albert Finney spiller (drengen) og Ewan McGregors alderdom og død. Man finder ud af, at han spiller en aldrende far, der dør kort tid før, hans barnebarn ser dagens lys, og man erkender, at det kunne blive ethvert menneskes skæbne. Fortællingens lille detalje, at sønnen er en måned fra selv at blive far, da han mister sin egen, er en fuldstændig almenmenneskelig præmis, som gør, at vi alle på en eller anden måde bliver beslægtede med den historie, vi oplever gennem Edward Bloom – der nu i skikkelse af McLækker, konfronterer kæmpen og finder ud af, at de to bare skal ud af den her by sammen, så de kan finde ud af, hvor det er, de hører hjemme.
Så bliver Bloom fanget ind i et lille neurotisk samfund med anspændte småborgere, der går totalt i selvsving for, at han ikke skal forlade dem igen, men han vrister sig fri og vender tilbage for at finde den kæmpe, han forlod byen sammen med. Og den nat opdagede han, at han var faret vild i en ufremkommelig skov, og han vidste ikke, om han var købt eller solgt. Dette almenmenneskelige følelsesparadoks bliver naturligvis ledsaget af dramatiske scener i Burtons formidable og varmt detajlerede visuelle skildring af, hvordan ens liv svæver mellem liv og død i et ukendt univers, man er faret vild i. Dét er
“Oh, you don’t need a picture. Just look up the word ‘handsome’ in the dictionary” – dét må være fedt at kunne sige det med Albert Finneys nærmest kokette strejf af ligegyldig venlighed i svaret på, om hans smukke svigerdatter må tage et billede af ham. At kunne udskifte billedet af Albert Finney, der er sminket så gammel og syg, som det næsten er muligt, med ungre, friske Ewan McGregor og forestiller sig, at det er den samme mand, så giver det pludselig meget god mening, hvorfor man faktisk skal gøre just det. Ikke nogen billeder af mig, når jeg ser så syg og miserabel ud uden på, for det er bare slet ikke et sandfærdigt billede af, hvordan jeg har det inden i – hvem kender ikke den ubekvemme fornemmelse af, at kroppen ikke rigtig udtrykker det selvbillede man har og som man er glad for bit have, fordi man kan mærke, at det føles godt?
Der er så mange vidunderlige absurd formulerede menneskelige dilemmaer i Tim Burtons fortælling, som – hvis vi bortsorterer al magien – er en helt almindelig dyb, problematisk og autentisk beretning om evig troskab til een eneste ene. Om en mand, der dør lykkelig, fordi sønnen har forstået hans behov for at høre en troværdig historie om, at han dør på en måde, hvor ingen af dem, der elsker ham så inderligt, bliver kede af, at han ikke længere lever.
Konklusion
Gennemse materialet, jeg har linket til og vist her i denne anmeldelse. Tænk over det der med, hvordan det ikke rigtig giver mening at diskutere, hvad der passer og hvad der ikke gør i den her mytisk-realistiske verden, som faderen og sønnen har til fælles, og som alle andre en sønnen selv forstår, at han selv er centrum i. Og se så herunder, hvordan Burton til sidst skildrer begravelsen som sådan en behagelig opvågnen til en pyha, han når at fortælle, hvordan det hele hang sammen i virkeligheden. Manden er i jorden, og bagefter begynder en fest af glade mennesker at samles om forskellig historier om det, de har lavet sammen med Edward Bloom, og alle kan bare godt se, at de har kendt den samme mand. Sådan en – pyha, det var en sørgerlig omgang, men hold da op, hvor var det bare godt, han kom herfra på sådan en god måde, og var det godt, at alle ligesom nåede at tænke ham til ende og finde ud af, at sandhed og myte måske ikke helt hænger sammen, sådan som man nogle gange forestiller sig. Her er sidste del af sønnens fortælling om faderens død, efterfulgt af den “virkelige” begravelse, hvor det langt om længe begynder at falde på plads for ham, hvad det var for nogen mennesker, hans far kendte derude, når han ikke var hjemme hos ham og mor. Hvis man vil forstå, hvad jeg mener med alt det her, skal man nok prøve at se filmen nogle gange og så læse det her og de links, jeg publicerer løbende i løbet af de næste uger. Her er det sidste filmklip. Held og lykke, hvis du kaster dig ud i det!
