Elskede, himmelske Fader. Jeg mærkede dit nærvær, og her er jeg! Jeg kommer til dig med bøn om tilgivelse, rystende af dødsangst og med en tillidsfuld tro på din nåde. Herre, jeg kommer til dig i bøn om et formål. Jeg ønsker at begribe menneskets begrænsede rækkevidde. Jeg har set, hvordan mennesker ydmyger og nedværdiger hinanden. Jeg har famlet rundt i blinde efter svaret på, hvorfor du ikke griber ind og lader retfærdigheden sejre. Jeg har syndet. Jeg gjorde, hvad omstændighederne bød mig at gøre, og jeg fejlede. Giv mig din salige fred.
Fader, kan du forklare mig, hvordan denne synd kobler Gud og mennesker? Himmelske far, jeg fornemmer at du taler. Jeg åbner mig for din indsigt: “Tro mig, mit barn. Jeg griber ind. Gud griber ind gennem dig, og Gud griber ind gennem alle. I er mine elskede børn. Jeg tager parti for jer alle, uden forskel”. Vor Far i Himlen, hjælp os til fred med denne erkendelse. Mind os om, at vi sammen kan bede for de mennesker, hvis skæbne det er at bringe mennesket til ophør som art. Lad det sidste menneskelige væsen konfrontere Apokalypsen som skyldfri, frygtløs og med en sand tro på mirakler.
Lær os hvordan, vi holder liv i håbet om genopstandelse og evigt liv indtil den yderste dag.
Fader, jeg takker dig, af hele mit hjerte, for din åbenbaring. Jeg hviler ved dit alter og lovpriser hvert øjeblik, som fremstår som virkeligt for mig. Omfavn mit legeme og min sjæl med din helbredende kraft, før jeg fortsætter ad det spor, du har udvalgt for mig. Lær mig at adlyde din lov.
Amen
Hvor privat… vedkommer sådan en bøn overhovedet mig, tænker jeg?
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare på, om det vedkommer dig – men jeg er nysgerrig efter, hvad der får dig til at opleve teksten som “privat”?
Det er nok bare fordi jeg opfatter bøn som en meget privat ting. Jeg ved godt at det ikke er helt ualmindeligt at bede sammen med andre, men det virker meget kontraintuitivt på mig (lidt ligesom at onanere sammen – det kan vel højst ødelægge koncentrationen og gøre handlingen til en anden). Og så er det vel også fordi der i indlægget optræder et ‘os’, der ikke inkluderer mig, så det virker underligt at du sender det ud i et ikke specifikt monoteistisk rum, hvor man forventer mere specifikke personlige refleksioner, der kan svares et eller andet på.
Hmm … jeg tror, jeg betragter det som en subjektiv tekst, snarere end privat? Det er nemlig helt rigtigt, at jeg inkluderer et “os”, som jeg ikke kan tale på vegne af, men jeg er nødt til at bruge ordet “os”. Det tror jeg, adskiller den subjektive tekst fra den objektive? I en objektiv tekst må man forsøge at tale på vegne af de rette (ofte kun selv selv?), i en subjektiv er ideen snarere at formidle en tankerække, og derfor bliver de der “jeg”, “os”, “du”, etc. mere til “pejlemærker”, jeg bruger til at undersøge min egen rettethed i verden.
Ligesom du ikke tillægger en bestemt konkret læge et motiv, når du omtaler “lægen” i dine tekster, så er der ikke i denne teksts “jeg” og “os” nogen bestemt identitet. Afklarer det noget som helst, eller bliver det bare endnu mere besynderligt?
Jeg ser ikke teksten som besynderlig, bare mig uvedkommende. Jeg læser den som skrevet til andre kristne, der evt. har lyst til at bede med. Jeg regner med at det er derfor du taler i meget abstrakte termer, f.eks. det ‘jeg’ og ‘os’ du henviser til eller ‘jeg har syndet’.
Jeg tror egentlig slet ikke, jeg gjorde mig så mange tanker om, hvem jeg talte til. Det var vist mest en refleksion over nogle forskellige episoder med ting, jeg ikke forstår – og så en sammenkoblet tanke om, at en eller anden dag, så vil der være nogle mennesker, der bliver de sidste her i verden. Og så den tanke: “når jeg dør, er der ikke længere mennesker”, som ganske vist ikke skinner tydeligt igennem i teksten, men som meget var omdrejningspunktet for tankerne.
Men jeg synes, det er sjovt, at du reagerer med, at det er privat. Jeg oplever jævnligt, at folk reagerer med sådan en slags blufærdighed over for religiøsitet … altså – jeg kan godt se, hvad du mener i dette tilfælde, men bare en tanke om, hvad der får ting til at syne private. Jeg har jo læst mange ting hos dig, Sus og THS, som pludselig for mig et blevet meget naturligt at læse om, men jeg kan godt huske de første par gange, jeg læste Sus’ blog, hvor jeg nogle gange følte, at jeg læste noget, der var meget, meget privat.
For mig ligger blufærdighedsgrænsen mellem at tale om handlingen og udføre selve handlingen. Jeg ser både sex og bøn som handlinger, så i begge tilfælde rammes jeg på blufærdigheden, hvis de pludselig bliver udført et sted hvor jeg ikke havde forventet dem. At læse *om* dem er noget helt andet, ikke-privat for mig. Hvilket til tider kan gøre mig belastende at være sammen med, hvis jeg pludselig bestemmer mig for at beskrive et eller andet seksuelt meget indgående, fordi jeg ikke selv fornemmer en grænse dér.
Hvorfor bøn virker lige så privat som sex for mig er et meget godt spørgsmål. Jeg tænker at forholdet mellem den enkelte og Gud nødvendigvis må holdes privat for ikke at blive perverteret. Apropos historien om manden der gik på torvet for at bede for at vise hvor from han var – eller man kan forestille sig lignende situationer, hvor man f.eks. beder offentligt, fordi det egentlig er andre mennesker og ikke Gud man vil have svar fra.
Jeg havde det på samme måde, da jeg var til hypnotisør, og han under vores anden session siger at hypnose egentlig bare er meditation hvor han sidder ved siden af. Jeg følte mig nærmest lidt narret, fordi meditation for mig er noget man gør alene, og som andres tilstedeværelse kun distraherer fra.
Jeg husker i øvrigt stadig dit indlæg fra for lang tid siden om at du ikke syntes at man skulle dø alene. Det er også en af de ting jeg absolut mener det er vigtigt at gøre alene. Ellers er man ikke fuldt ud i stand til at se døden i øjnene, men vil blive distraheret af den anden til ikke rigtig at opleve øjeblikket. Måske lidt a la fødsel under narkose?
Jeg tror egentlig, at det der om ikke at bede på offentlige steder er et bud om ikke at bede for syns skyld – men bortset fra det, forstår jeg dig godt. Og nu ærgrer jeg mig, for jeg har lige læst teksten, var blev revideret nogle gange … og synes egentlig, den tidligere var bedre – det startede faktisk med, at den ikke virkede så “bønneagtig”, men mere “bekendelsesagtigt” … men så tog det vist overhånd.
Synes faktisk slet ikke, overskriften passer – oh well.
Men ja … jeg tror ikke, jeg mener, at “man” skal noget mht. at dø. Kan godt forstå dig, når du tænker om det, som du gør (og kender andre, der tænker som dig) … men jeg frygter nok dødsøjeblikket mere, end jeg frygter selve døden – og derfor vil jeg nok hellere have selskab – men det er nok heller ikke fedt, hvis det er nogen, der er åbenlyst ulykkelige og råber: “du må ikke dø”.
Det indlæg husker jeg i øvrigt som en af de ting, jeg syntes var på vippen til at være for privat for mig? Ikke for at vade rundt i det – jeg havde bare slet ikke skænket det en tanke, at det her indlæg var “privat”, så det var lidt interessant at bore i, hvorfor du oplevede det sådan.
Fødsel under narkose har jeg heller ikke nogen indre modstand mod. Gad vide, om der er sammenfald mellem den slags? Altså … at ville “opleve” dødsøjeblikket og at ville opleve fødslen?
Nej, den er ikke så bekendelsesagtig – vi får jo ikke engang nogen saftige detaljer om hvordan du har syndet.
“Mind os om, at vi sammen kan bede for de mennesker, hvis skæbne det er at bringe mennesket til ophør som art.”
Den sätning er meget stärk.
Du har set filmen “The Bad Lieutenant”, ikke?
Den tänker jeg paa, hver gang jeg möder en stärk og reflekteret kristen
.
Hov, gamle kommentarer, jeg aldrig nåede at svare på – sorry. Nej, jeg har faktisk ikke set den film. Men har hørt om den før, og må vel hellere få den set?
Og ja. Jeg tænker tit på det med, at selvom det er meget abstrakt for os, der lever nu, så kommer der jo en dag nogle mennesker, som bliver de sidste. Vi snakker så meget om, hvornår det sker, men så sjældent om, hvordan det bliver for dem. Den slags bliver til science fiction, men i virkeligheden handler det jo om artens skæbne. Mere virkeligt bliver det vel næppe?