Rettigheder og muligheder

Diskussionerne om prostitution drejer sig ofte om de prostitueredes rettigheder. Rettighedsspørgsmålet er også altid relevant, især når der er tale om grupper, hvis rettigheder ikke bliver indfriet. Imidlertid synes jeg, der er behov for en anden slags debat, nemlig en debat om de prostitueredes muligheder, og her tænker jeg især på deres mulighed for at drive forretning. 

De mest progressive toner i prostitutionsdebatten, som den tegner sig i Danmark nu, når ikke meget længere end til at problematisere stigmatiseringen af prostitutionsfaget og de konsekvenser, det får for de enkelte prostitueredes trivsel og privatliv. Men hvad med de konsekvenser, det har for forretningslivet? Er det f.eks. en konsekvens af en plads i samfundets skygge, at sexarbejdere ikke tager ud og holder virksomhedsforedrag om, hvordan man møder kunderne ligeværdigt? Er det en konsekvens af prostitutionsområdet politiske affinitet til det social- og sundhedspolitiske, at man ikke diskuterer de prostitueredes muligheder for at ansætte konsulenter til at hjælpe med strategiudvikling og forretningskoncepter eller uddannet personale til at varetage forretningens IT-akvititeter? Er det en konsekvens af måden, vi snakker om prostitution, at der ikke findes børsnoterede massageklinikker? 

Diskussionerne drejer sig ofte om, hvad prostitution IKKE er, med udgangspunkt i, at de prostituerede enten ikke er ofre alle til hobe, eller at de ikke er “lykkelige ludere”. Igen lader de prostitueredes trivsel til at være omdrejningspunktet for debatterne. Måske giver det meget god mening, netop set i lyset af, at området figurerer som et social- og sundhedspolitisk anliggende i statsligt og kommunalt regi. Spørgsmålet er, om det kunne være anderledes. Selvfølgelig kunne det være anderledes. Spørgsmålet er snarere, om “vi” finder det forsvarligt at tænke SÅ anderledes, at vi flytter det lille “ikke” et skridt videre og siger: “Prostitution er IKKE kun de prostituerede og deres trivsel”. 

Jeg savner et fokus i debatten, hvor det ikke længere handler om, hvad de prostituerede IKKE vil, at de andre gør. Eller hvad de andre vil, at de prostituerede IKKE skal være. Jeg vil meget hellere have et fokus på, hvad de prostituerede ville – hvis de havde mulighederne. Utopi er en nogle gange en udmærket strategi, især når det handler om mere beskedne fænomener end idealverdener og drømmesamfund. Konkrete utopier – det er det, som inden for erhvervsverdenen kaldes “forretningsplaner” og “visioner” – kunne give en interessant mulighed for at lade de prostituerede sætte dagsordenen for, hvad de gerne vil med deres professionelle liv – og så kan vi derfra kigge på, om noget af det bestående forhindrer dem i det, men uden at lade de eksisterende problemer være i fokus i første omgang. 

Spørgsmålet er, hvad luderne selv vil synes om sådan en krølle på tomgangsdiskussionerne?