Forleden kunne man læse i En Luders Dagbog, at Sus har fået en mail fra en kundes kæreste. Kvinden havde opdaget, at hendes kæreste havde en aftale med Sus. Konklusionen var klar og utvetydig: forholdet måtte bringes til ende. Flere af de efterfølgende kommentatorer betragtede dette med samme selvfølgelighed.
Selvom jeg i mit projekt studerer prostitution i oplevelsesøkonomiens lys, så tror jeg, det er umuligt at komme uden om andre seksualpolitiske emner som monogami og utroskab. I en eller anden forstand er dette så grundlæggende, at jeg synes, jeg ikke rigtig kommer i dybden med emnet (“det sagde han osse i går”), hvis ikke den problematik medtages. Hvis mit fokus er oplevelsesøkonomi, så må jeg vel også forholde mig til, hvad der bremser ‘varens frie bevægelighed’? Jeg har indtil videre koncentreret mig mest om sælger-siden. Forholdt mig til problematikker, der relaterer sig til kønskonstruktioner og kvindesyn, og om myter og fordomme om de prostituterede.
Måske er næste skridt, at jeg begynder at koncentrere mig om kunderne. Ud fra samme blasfemiske (i Harawaysk forstand) fokus på ‘best case scenarios’ for så at trække trådene videre derfra. Hvor den prostituterede i en eller anden forstand er diskursivt placeret i et felt domineret af problemstillinger om menneskehandel, vold mod kvinder og seksuelle overgreb, befinder kunderne sig i et felt domineret af spørgsmål om monogami og utroskab.
Jeg tror ikke, der er mange, som kunne finde på at sige: ‘What! Overvejer du at gå fra din partner, hvis han/hun er utro?’ Det er måske en af de ting, der næsten er blevet lidt _for_ selvfølgelige i vores samfund? ‘Hvis han slår dig, eller hvis han boller udenom, så skal du skride straks, eller ender det grueligt galt for dig!’ Den med volden gemmer vi lige – det er den med at bolle udenom, der er relevant her.
Jeg tror, emnet interesserer mig, fordi jeg oplever, at de kvinder der forlader utro mænd, nogle gange forlader mænd, de elsker dybt og inderligt – så bruddet sker pga. utroskaben og ikke fordi, kærligheden er ophørt. Som jeg kan se det, sker det fordi utroskab er forbundet med et tillidsbrud så dybt, at det er umuligt at genopbygge. Spørgsmålet er, om dette tillidsbrud er et af de spøgelser, jeg beskrev forleden i mit indlæg om seksualpolitik. Eller sagt på en anden måde: det er interessant at spørge, hvordan det er blevet sådan, at dette tillidsbrud opfattes som så centralt og ødelæggende, at intet nogensinde vil kunne blive godt igen – og om det kunne være anderledes.
Jeg har tit funderet over den med, at man godt kan have flere børn og elske dem – forskelligt, men dog ligeværdigt, men at man ikke kan elske flere voksne. Og dybt inde i mig selv tror jeg, at det snarere hænger sådan sammen, at børn accepterer at deres forældres kærlighed er delt, hvor voksne sjældnere er i stand til at acceptere, at deres partners kærlighed er delt. I hvert fald, når det kommer til den slags kærlighed, der manifesteres i seksuel adfærd. Det er som regel ikke noget problem i et parforhold, at man har højtelskede venner, bare man ikke dyrker sex med disse.
Og her bliver området allerede mudret, for allerede her presser spørgsmålet sig på, om sex og kærlighed nødvendigvis hører sammen. Baseret på andres og egne erfaringer, må jeg nødvendigvis besvare dette med et ‘nej’. Ikke, at jeg mener, sex og følelser kan adskilles, for findes der noget her i livet, vi er i stand til at gøre uden at føle noget? Måske bruger vi ‘følelser’ som eufemisme for ‘kærlighed’, når vi taler om de her ting?
Der er mange og meget følelsesladede ting på spil, når vi taler om sex, kærlighed, monogami og utroskab. Ting, som vi vel i en eller anden forstand er sårbare, fordi de går meget tæt på. Jeg fristes for eksempel hele tiden til at tage stilling til disse problematikker ved at forholde mig til, hvordan jeg tror, at jeg selv ville reagere. Det er selvfølgelig ingen dårlig ting at tage personligt stilling til noget – det giver blot ikke andet end et partielt svar, som ikke nødvendigvis er sandt for andre end mig selv, og som måske kunne være anderledes.
Kærlighed er sådan et flygtigt og finurligt begreb. I virkeligheden nogenlunde lige så vanskeligt at indfange som begrebet om oplevelsesøkonomi. Ikke, at følelsen er svær at tage fejl af – selvom den til tider kan være det. Det er bare som om, at vi har en tendens til at knytte kærlighed til andre begreber og glemme, at de måske ikke hermed bliver uløseligt forbundne? Vi har allerede delvis accepteret, at sex og kærlighed ikke nødvendigvis hører sammen. Det har Pippi været inde på i sin kommentar om singlekvindernes (og mændenes) grundlæggende ret til at leve særdeles promiskuøst. Kærlighed og familieliv hænger også uløseligt sammen. Jeg har hørt kvinder sige, at de egentlig ikke rigtig elsker deres partner mere, men at de har det godt sammen og ikke har lyst til at gå fra hinanden. Og når jeg har svært ved at forstå dette, så må det skyldes, at jeg ikke rigtig synes, man kan adskille kærlighed og forhold. Og så er den finurlige kobling mellem kærlighed og monogami, som prostitutionsfeltet udfordrer, men ikke som eneste aktør. Swingerkulturer, poly-forhold og deslignende gør også deres til at udfordre vore forestillinger om den romantiske kærligheds monogame karakter.
For mit projekts vedkommende må det interessante spørgsmål være: ‘kan kærlighed være en vare’? Oplevelsesøkonomien hævder, at dens trick er at skabe emotionelle bånd mellem sælgere og kunder. Så set fra dette perspektiv må svaret vel nødvendigvis være ‘ja’? Det er interessant, at noget i mig slår væsentligt flere knuder, når jeg tænker på ‘kærlighed’ som vare, end når jeg tænker på ‘sex som vare’. (Hvad det har med ‘skal man nødvendigvis forlade sin partner, hvis han/hun er utro’, ved jeg ikke helt endnu – det virker som om, jeg kom ud på noget af en omvej, men heldigvis er det noget med, at man godt må tænke tanker efter man har postet sit indlæg…)
Det er lidt frækt, men jeg tillader mig alligevel at citere fra en anmeldelse, jeg engang skrev. Jeg nævner (vistnok) ikke ordet “kærlighed”, og teksten handlede – handler – ikke om prostitution, men om porno. Min i forlængelse af dine overvejelser:
“Der er et udtryk eller en talemåde, som optager mig, og som jeg ofte vender tilbage til, nemlig “billig” ; “at være billig” , “en billig tøs” o.s.v. At kalde et andet menneske billigt er at udstille sig selv som en utålelig arrogant og selvfed person – men udtrykket er meget sigende. Billig er et udtryk fra økonomiens verden, og det marked, man kan være billig på, er selvsagt det samme marked, man er fri (d.v.s. til salg) på, når man ikke har nogen fast partner. Så siger man jo netop, “Jeg er fri på markedet.” At være billig er at være en discount-vare.
Udtryk som “billig” og “fri på markedet” viser tilbage til det faktum, at vore moderne idéer om kærlighed og parforhold historisk og ideologisk er tæt knyttede til det borgerlige, kapitalistiske samfund, hvori – med Morten Things ord – varen er “grundformen for alle forhold.” Vi handler ikke kun med brun sæbe og flæsk; vi handler osse med os selv – og det er i bogstaveligste forstand en skam at sælge sig selv for billigt, ligesom det selvfølgelig er både frækt og skammeligt at underbyde andre. Meget spændende kunne siges om dette, herunder ikke mindst om de sociale mekanismer, der virker til opretholdelse af det gældende ‘pris-niveau’, udstødelse af underbydere etc. Det mest påfaldende ved dette – vort – erotiske marked er, at vi kun nødigt taler om det som et marked. Helt afgjort bryder vi os ikke om at betragte os selv, respektivt, som en vare, heller ikke selv om vi alle gladeligt støtter op om de industrier, der primært lever af at hjælpe os undervejs i vor egen vare-gørelse. Vi vil ikke være ting; vi vil være personligheder.
Jeg skal undlade at forsøge at udvikle dette yderligere, men vil blot nøjes med at konstatere, at den vare, vi alle faldbyder, netop er personligheden (pakket ind og udtrykt gennem frisuren, påklædningen, ved valg af sko o.s.v.), som er et højst uhåndgribeligt produkt. Derfor er det erotiske marked først og fremmest præget af snak, af spørgsmål og bekendelser, undersøgelser, afrapporteringer m.v., for vi må være helt sikre på, hvad vi får (eller eventuelt kan få), ligesom det for os alle er afgørende vigtigt, at vores ‘køber’ til bunds forstår, just hvor god en handel han eller hun har gjort. Vi vil ikke tages for givet eller ignoreres; vi vil værdsættes hele tiden (og helst lidt mere eller højere hver gang). Bliver vi ikke det, kan vi komme i tvivl om, om vi muligvis har solgt os selv for billigt.
[...]
Man hører af og til folk påstå, at pornografi er tingsliggørende. Jeg vover her at fremføre det modsatte synspunkt: At pornografien virker så tiltrækkende og er så stor en succes, fordi vi i virkeligheden har tingsliggjort eller vare-gjort os selv, vore personligheder, i en sådan grad, at det er blevet en belastning. I pornografien handles der netop ikke, for alt er gratis, og for det meste er der heller ikke mange personligheder at handle med. Som kritikere af pornografien ynder at gøre opmærksom på: De agerende i pornofilm virker som oftest ret “dumme” . Det vil ikke sige uden intelligens, men uden personlighed.”
Vh Bo
I forlængelse af Bos overvejelser om at mennesker kan være ”billige” og have en værdi på et marked vil jeg sige noget om kærlighed som en vare.
Jeg kan godt forstå, at der er noget i dig, der slår knuder, når du tænker på kærlighed som vare. Jeg vil først understrege, at jeg ikke forholder mig normativt til det. Og meget afhænger af hvordan vi definerer begreberne. Jeg tror, at vi skal prøve at sætte konceptet ind i en konkret ramme, hvis vi skal kunne forholde os til det.
Hvis kærlighed er en vare, så indebærer det vel, at der finder en modydelse sted. Den ramme jeg tænkte på at sætte fænomenet ind i er ægteskaber på tværs af grænser. Hvis der er stor forskel i parternes indkomstgrundlag, så opnår den med lavest indkomst jo en klar økonomisk fordel ved ægteskabet. I den forstand kan man vel sige, at der er tale om en byttehandel: kærlighed byttes med velstand. (Jeg tænker blandt andet på ægteskaber mellem danske mænd og thailandske kvinder).
Så er der nok nogle, der vil brække sig og sige, at der ikke findes kærlighed i den slags parforhold. Men her tror jeg vi skal være mere opmærksomme på hvilke fordomme vi bærer rundt på. Hvis forskelle i indkomst udelukker kærlighed, så kan vi nok også godt stemple de fleste dansk-danske ægteskaber som illegitime. Der er jo også indkomstforskelle mellem kønnene herhjemme.
I øvrigt tror jeg at man undervurderer elementet af byttehandel i ”almindelige” ægteskaber. Her er der vel også tale om, at overvejelser omkring fordeling af praktiske opgaver, økonomi og fremtidsudsigter spiller en rolle med hensyn til hvem man vil leve sammen med. Men af hensyn til nogle romantiske idealer kalder vi tingene noget andet, måske også i hvert individs egen bevidsthed.
Menneskets følelsesliv er alt for komplekst til at man kan sætte problemstillingen op i en ligning, såsom: hvis indtægtsforskellen er mindst $ X, og han er fra Nord og hun fra Syd, så kan kærlighed ikke finde sted. De følelser, der er mellem konkrete mennesker bliver jo ikke mindre reelle af, at man kan lave en eller anden økonomisk kalkyle. Hvis vi mener, at transnationale ægteskaber nødvendigvis skal placeres i en anden kategori end andre, så hænger det nok nærmere sammen med vores egne stereotype forestillinger om etnicitet, nationalitet etc. (f.eks. at andre nationaliteter er underlegne).
Hvis man tager afsæt i økonomiske overvejelser når man tager stilling til om man vil satse på en kærlighedsrelation til en potentiel partner, så er kærligheden vel i et eller andet omfang blevet en vare.
Jeg siger ikke de her ting for at underspille det problematiske i økonomiske skævheder. Jeg forsøger kun at nærme mig et virkeligt eksempel på kærlighed som vare. Håber du fik noget at tænke over. Jeg kan sikkert finde nogle links og litteraturtips.
Jeg skrev faktisk en kommentar til Luders indlæg der berører meget af det samme. Havde slet ikke set dette. Må jeg lige sige at det er en lettelse overhovedet at se nogen stille spørgsmålstegn ved dette uden først at blive provokeret til det af mig!
Jeg er selv ude af stand til at være monogam. Jeg plejede at se utroskab som noget af det værste, netop som et uopretteligt tillidsbrud, men også som noget man da burde kunne styre! Jeg troede ikke på ‘upsere’. Og så kom jeg til at kysse en fyr til en fest mens kæresten ventede derhjemme. Og så skete det igen. Og til sidst måtte jeg vælge mellem at se mig selv som et monster der ikke kunne styre sine egne lyster – eller at ændre min holdning til monogami. Jeg valgte selvfølgelig sidstnævnte. Men jeg tror desværre der er mange der nægter at se problematikken i øjnene og derved sætter regler for sig selv som de bryder, fordi de regler essentielt set er unaturlige. Jeg kan og vil – lidt romantisk formuleret – ikke sætte grænser for min kærlighed, kropsligt eller følelsesmæssigt. Jeg synes der er noget Gollum-agtigt ved at gemme sin kæreste væk i sin egen hårde omfavnelse på den måde.
Jeg synes personligt at det er mere grænseoverskridende at dele sine digte med andre ved at få dem trykt i mange eksemplarer, som alle og enhver kan gå hen og købe (der kan man da tale om ‘billig’, selv hvis bogen er halvdyr), end det er at gå i seng med mange forskellige. Mine digte er mit hjerteblod, og jeg føler virkelig at jeg udstiller (prostituerer!) mig selv ved at dele dem med alle. Det er som at klæde sig af offentligt. Både poesi, tænkning, sex og social nærhed er for mig at se kærlighed, hvis det gøres rigtigt, og hvad kunne være mere naturligt og smukt end at dele det?
Nejj hvor jeg lyder som en hippie.
Håber ikke det er en dårlig ting.
Hvor er det fedt med jeres gode kommentarer!
Bo: Ja, vores personlighed er i en eller andet omfang en vare – i hvert fald må vores personlighed i et eller andet omfang være præget af den kultur – heriblandt den økonomi og de tilgængelige varer, vi har til rådighed.
Pippi: Ja, det er interessant, at vi tror, at fordi en fattig kvinde fra østen gifter sig med en dansk mand, så er det pr. definition menneskehandel. Det er egentlig et interessant fænomen, som jeg ikke ved så meget om, men det kunne være en interessant indgangsvinkel til en dekonstruktion af kærlighed i ægteskaber. Som jeg nævnte i mit indlæg, er der jo danske kvinder, der hævder at kærligheden ikke længere er tilstede i deres ægteskab, men at de alligevel ikke kunne drømme om at blive skilt. Der må være grader af alting, og ægteskabet er vel et samsurium af alt muligt – hvor kærlighed som regel spiller en stor rolle, men måske ikke altid den altafgørende?
Cecilie: Sjovt, at du nævner det med digtene. Det viser meget godt, at folk har forskellige grænser – at det ikke er det samme for alle, hvad der er privat og ‘helligt’. Samfundsmæssigt set, er sex _blevet_ til noget, der _burde_ være privat og intimt for alle, men sådan forholder virkeligheden sig ikke. Og ja – vil man menneskets frihed, så må man jo også være åben over for, at hvert enkelte menneske (forhåbentlig i dialog med de nære) foretager deres valg efter, hvad der føles rigtigt, og ikke efter, hvad samfundets regerende dogmer påbyder.
Sikke et fedt indlæg – tak for det.
Og Cecilie – hvis du ellers læser med flere år efter at du har postet din kommentar – jeg synes ikke du er spor hippie-agtig. Jeg har det nemlig på samme måde.