Sprolig omhu

I princippet er jeg medlem af FIDUSO – Folkefronten af Intelligente Danskere til Udvikling af Sproglig Omhu. Jeg kan godt lide tanken om at være omhyggelig med sproget, men egentlig synes jeg, FIDUSOs projekt er lidt fattigt. Sproglig omhu er for mig at se ikke at begræde den generelle danskers mangel på grammatisk kunnen. Det er at værne om sprogets udfoldelse, snarere end at begrænse det. Hvis jeg var kalif i stedet for kaliffen ville jeg måske afskaffe Sprognævnet.

Jeg er af den overbevisning, at sproget skal bruges til at udtrykke sig med. Det er ikke rigtig noget i sig selv. Å ves man er dålig til at sdave så kan det gåt være svær for andre å læse, og det er egentlig mit bedste argument for, at man skal have regler for, hvordan ord må staves. Grammatiske regler gør det lettere at begå sig med sproget, ligesom færdselsregler gør det lettere at begå sig i trafikken. Men hvor overtrædelse af færdselsregler i værste fald kan medføre døden, så kan overtrædelse af grammatiske regler højst medføre irritation og misforståelser.

For nogle er det at værne om sproget desuden at sikre, at det ikke inficeres af primitive gloser, der anvendes af pjalteproletarer og andre, der ikke er selvskrevne i klubben af intelligente danskere. Vi skal helst ikke integrere udtryk som “fucking lortebæ” og den slags underlødige udtryk. Desværre, vil jeg egentlig sige, for der findes vel ikke noget bedre udtryk for fucking lortebæ end netop disse ord? Jo vist, men hvad så med de mennesker (tør man kalde dem det?), for hvem alting er noget fucking lortebæ, herre-nice eller for nederen? Ja, hvad så? Gad vide, hvilken verden, man kommer til at leve i, hvis man slet ikke er bevidst om de nuancer, man kan lære at identificere, når man har tilstrækkelig mange ord for det, der næsten er det samme: fucking lortebæ, hæslige gøjemøj, smertefuld erkendelse, dybsindigt vrøvl …?

Jeg holder meget af ord. Jeg holder især meget af det faktum, at vi er fuldstændig i ordenes magt. Vi slår krumspring for at kontrollere ordene, og særlig i den akademiske verden forsøger man at behandle ord som var de entydige størrelser, man kan styre og bruge til at sige lige netop det, og ikke andet, som man har på sinde. Men ord kan ikke styres. De driver gæk med os og sætter gang i associationskæder, der ligger langt fra den oprindelige intention, og ingen aner, hvad en læser ender med at få ud af en given tekst. Vi kan nok så meget definere og afgrænse, understrege, at når vi skriver “objektiv”, så mener vi en bestemt form for viden, men det afholder ikke den drevne hjerne fra at tænke på kameralinser samtidig.

Fuglene er begyndt at synge uden for. Det minder mig om, at jeg af og til lytter til andre menneskers samtaler og glemmer at høre, hvad det er for ord, de siger. Jeg bemærker bare, hvordan samtalerne lyder. Lidt som jeg bemærker, hvordan fuglesangen lyder. Vi mennesker kan så godt lide at betragte os som væsener, der i al væsentlig forstand er ikke-dyr. Det synes jeg er lidt sødt, samtidig med, at jeg har svært ved at forstå, hvordan det lykkes at overbevise sig selv om, at det er rigtigt. Jeg kan godt lide at tænke på mig selv som et dyr – et bymenneske, hvis natur det er at traske rundt herinde i hjertet af Århus, ofte i det, vi kalder “inden døre”, men som i virkeligheden ikke er andet end materiale, der adskiller noget fra noget andet. Vi har brug for ord for rigtig at kunne forstå, hvad der er ude, og hvad der er inde. Med mindre den slags viden kan findes forud for ordene. Det har jeg ikke forstand til at kunne afgøre – jeg er alt for fanget af ord til at vide, hvordan en verden uden ord ville tage sig ud.

Jeg går ind for sproglig omhu. Fordi jeg holder af ord. Og jeg ønsker, at folk vil bruge ordene og lade sig bruge af dem. Sproglig omhu må være at sikre, at sproget ikke reduceres til dets grammatik, og at grammatikken får den plads, den fortjener – som et redskab til at lette vores fælles færden med ordene. Fordi ordene giver os adgang til en verden, der er større end vores umiddelbare rækkevidde.

En lille smædesang i anledning af parlamentsvalget

I anledning af valgdagen er her er en sang, som jeg forfattede i mine dage som ung, revolutionær socialist tilbage i midthalvfemserne engang. Melodien er naturligvis “Når jeg ser et rødt flag smælde”.

Når jeg ser et blåt flag smælde

Når jeg ser et blåt flag smælde
fyldt med gule stjerner på
kan jeg se, at vi er i en fælde
der vil lukke sig over de små.
Men så lukker jeg trodsigt mit øje
Og så glemmer jeg sandhedens rod
thi det flag, vi nu firer op ad stangen
er jo blåt som mit brusende blod

Jeg har set at folk, som vakler
ryger ned i skidt og grus
men så griner jeg lidt af de stakler
for jeg føler befriende sus.
Åh, jeg elsker de blå-gule farver
og det er jo så let at forstå
at det kun er de svage den forarger
Oh – min fane så knitrende blå!

Jeg har anet racers striden
men så vender jeg mig om
for det ligger jo lissom til tiden
og så var det jo osse DEM, der kom!
De er kommet som blafrende storme
skønt det altid var dansken, der led.
Og det flag, jeg så borgerhænder forme
skal ej arbejderbisser pille ned.

Det er slidets slægters fane
UNIONEN vid og bred
den skal vejlede os og formane
den skal sikre de sikredes fred.
Fordi forrest i fredelig færden
kan man høre en stormklokkes klemt…
…Den er fanen, der skider på verden
i dens folder er fremtiden glemt!

Prostitution, oplevelsesøkonomi, projektslinger og nye toner

Det er vist længe siden, jeg har holdt omverden orienteret mht. mit næsten-kuldsejlede ph.d.-projekt, men nu, hvor jeg alligevel sidder med forkølelseshovedpine og har fået lavet ca. intet hele dagen, må lejligheden være oplagt til at prøve at få lidt fornyet systematik og dybde ind i bloggen igen. 

Til jer, der har fulgt med fra start (eller blot gennem længere tid) kan jeg fortælle, at del A af 4+4-forløbet nu er overstået. Ikke med bravour, men dog med en kandidatgrad, og det i sig selv er da lidt af en bedrift. Jeg startede min karriere som universitetsstuderende i 1995, skiftede uddannelse undervejs og landede langt om længe en bachelorgrad i sommeren 2006. Og nu er jeg langt om længe kandidat og tilmed berettiget til dimmitendsats fra a-kassen, hvis det ikke lykkes at få mit projekt tilbage på sporet.

For nogle uger siden var jeg til den såkaldte midtvejssamtale som den første på mit institut. Her fik jeg den forventede besked: der var ikke tilstrækkelig progression i skidtet til, at man mente, jeg ville kunne gøre det færdigt i løbet af de sidste to år. Dog kunne jeg vælge at benytte mig af retten til at få tre måneder til at rette op. Det vil sige, at jeg har juni, juli og august til at få strammet op på tingene og produceret tilpas meget af tilpas høj kvalitet til, at det virker realistisk, at det kan færdiggøres i løbet af de resterende 21 måneder derefter. 

Til hjælp har jeg fået en ny vejleder, der virker opmuntrende og fortrøstningsfuld, omend situationen jo ikke er til at juble over. Det gode ved det er, at jeg begynder at vende lidt tilbage til det, der egentlig var mit udgangspunkt og det, der fik mig til overhovedet at beskæftige mig med prostitution: nemlig den oplevelsesøkonomiske vinkel på fænomenet, og ikke alt det med de sociale problemer, marginaliseringen, de politiske vinkler og den slags. Udgangspunktet er nu nogenlunde som følger:

Der er de seneste år på nettet mange prostituerede/sexarbejdere/ludere, der er begyndt at bruge internettet som en del af deres markedsføring. Hvad er det, de markedsfører? Hvilke virkemidler bruger de for at opnå kontakt med kunderne? Hvilke forskellige oplevelser udbydes i det oplevelsesøkonomiske felt, hvor sex er en væsentlig del af “varen”? Hvilke fantasier og drømme efterspørger kunderne, og hvordan realiseres de? 

Min vejleder vil også gerne se, om jeg kan finde koblinger mellem prostitution og pornobranchen – f.eks. se på, hvilke fantasier, der opstår gennem brug af pornofilm, f.eks. via YouPorn, og det, kunderne henvender sig til de prostituerede for at købe. Men den del bliver jeg umiddelbart lidt træt af at tænke på – ikke fordi det er uspændende, men fordi det lyder som et helt nyt område, jeg ikke er særlig godt læst ind på. 

Hvorom alting er, så er det nye toner, og jeg finder det egentlig befriende med et projekt, der i mindre grad forholder sig til alle de politisk-akademiske metadiskussioner og mere på, hvad der rent faktisk foregår. Jeg skal heller ikke fedte rundt i, om det er synd for nogen og i så fald, hvem det er synd for – eller hvordan de prostituerede i det hele taget har det med sig selv. Den slags er i og for sig irrelevant. Det er primært qua traditionen inden for prostitutionsforskningen, hvor “prostitution” reduceres til “den prostituerede kvinde og hendes personlige erfaringer og opfattelser”, at det fokus er blevet relevant. Som regel, når man beskæftiger sig med et økonomisk marked, handler det ikke om, hvordan markedets aktører har det – men hvad de laver. Og nu lader det til, at jeg har fået muligheden for at fokusere på dette, sådan for alvor. 

Så mangler jeg bare at finde ud af at præcisere, ikke bare hvad jeg skal gøre, men også hvordan. Oplevelsesøkonomi-dimensionen har været ude af billedet så længe, at jeg faktisk føler mig lidt rusten. Men det er selvfølgelig ikke værre, end at en måneds intense litteraturstudier kan hjælpe mig tilbage på sporet. Og så håber jeg, at bloggen her atter kan få noget af sit gamle liv tilbage. Hvor der både var plads til personlige betragtninger om hvad-som-helst og formidling af nogle af de forskningsmæssigt interessante ting, jeg går og fifler med i arbejdstiden.

Sexarbejdere er også mennesker

Forhenværende og nuværende sexarbejdere siger det indlysende:

Se også: Sex Work Awareness

Amerikansk antiprostitutionsaktivisme in action

Har brugt nogle dage på YouTube for at finde interessant materiale om sexarbejde. Der er jo masser af andre brancher, som laver spændende dokumentarfilm om deres praksisser, men udover noget konferencemateriale fra UCTV (tv-kanal for University of California), er der vist ikke meget interssant. Men jeg fandt dette, hvor man kan få et indblik i hvordan civile prostitutionsmodstandere forfølger og filmer gadeprostituerede og deres kunder for at få stoppet “det der” i deres pæne kvarter. I Danmark siger vi, at det sker for kvindernes skyld – for at hjælpe dem. Men dem, vi henter vores viden om prostitution fra, gør det oftere netop fordi, de opfatter prostitution som en skamplet. I hvert fald tvivler jeg på, man gør noget godt for en kvinde på arbejde, ved at ydmyge hende (ganske vist mindre direkte, end ydmygelserne og truslerne mod kunden), så hvis motiverne virkelig er at hjælpe, bør den slags aktivister nok et par dage i tænkeboks.

Donna Haraway-forelæsning

Af en eller anden grund kan jeg ikke finde ud af at embedde en playlist fra YouTube her i WordPress-bloggen, men I skal da ikke snydes for ca. halvanden times hæsblæsende ordstrøm fra selveste Donna Haraway. “She’s a genuine thinker”, bliver der sagt om hende i introduktionen, og det må jeg erklære mig enig med. Hun har en formidabel evne til at holde sig på sporet i sin snak om et emne, det er umuligt at holde styr på. Spørgsmålet er, om det er den vej, forskningen skal gå.

Find forelæsningen her

Rettigheder og muligheder

Diskussionerne om prostitution drejer sig ofte om de prostitueredes rettigheder. Rettighedsspørgsmålet er også altid relevant, især når der er tale om grupper, hvis rettigheder ikke bliver indfriet. Imidlertid synes jeg, der er behov for en anden slags debat, nemlig en debat om de prostitueredes muligheder, og her tænker jeg især på deres mulighed for at drive forretning. 

De mest progressive toner i prostitutionsdebatten, som den tegner sig i Danmark nu, når ikke meget længere end til at problematisere stigmatiseringen af prostitutionsfaget og de konsekvenser, det får for de enkelte prostitueredes trivsel og privatliv. Men hvad med de konsekvenser, det har for forretningslivet? Er det f.eks. en konsekvens af en plads i samfundets skygge, at sexarbejdere ikke tager ud og holder virksomhedsforedrag om, hvordan man møder kunderne ligeværdigt? Er det en konsekvens af prostitutionsområdet politiske affinitet til det social- og sundhedspolitiske, at man ikke diskuterer de prostitueredes muligheder for at ansætte konsulenter til at hjælpe med strategiudvikling og forretningskoncepter eller uddannet personale til at varetage forretningens IT-akvititeter? Er det en konsekvens af måden, vi snakker om prostitution, at der ikke findes børsnoterede massageklinikker? 

Diskussionerne drejer sig ofte om, hvad prostitution IKKE er, med udgangspunkt i, at de prostituerede enten ikke er ofre alle til hobe, eller at de ikke er “lykkelige ludere”. Igen lader de prostitueredes trivsel til at være omdrejningspunktet for debatterne. Måske giver det meget god mening, netop set i lyset af, at området figurerer som et social- og sundhedspolitisk anliggende i statsligt og kommunalt regi. Spørgsmålet er, om det kunne være anderledes. Selvfølgelig kunne det være anderledes. Spørgsmålet er snarere, om “vi” finder det forsvarligt at tænke SÅ anderledes, at vi flytter det lille “ikke” et skridt videre og siger: “Prostitution er IKKE kun de prostituerede og deres trivsel”. 

Jeg savner et fokus i debatten, hvor det ikke længere handler om, hvad de prostituerede IKKE vil, at de andre gør. Eller hvad de andre vil, at de prostituerede IKKE skal være. Jeg vil meget hellere have et fokus på, hvad de prostituerede ville – hvis de havde mulighederne. Utopi er en nogle gange en udmærket strategi, især når det handler om mere beskedne fænomener end idealverdener og drømmesamfund. Konkrete utopier – det er det, som inden for erhvervsverdenen kaldes “forretningsplaner” og “visioner” – kunne give en interessant mulighed for at lade de prostituerede sætte dagsordenen for, hvad de gerne vil med deres professionelle liv – og så kan vi derfra kigge på, om noget af det bestående forhindrer dem i det, men uden at lade de eksisterende problemer være i fokus i første omgang. 

Spørgsmålet er, hvad luderne selv vil synes om sådan en krølle på tomgangsdiskussionerne?

Hvor er mange ting bare mærkelige!

Jeg har ikke rigtig fortalt her i bloggen, hvordan projektets status ser ud. Lidt ærekær er man vel. Anyway – sagen er den, at mit projekt ligger op vipper på grænsen for at være for let (og det er vist en pæn, jysk måde at sige det), og at jeg arbejder på det, der burde være højtryk for at få produceret et overbevisende argument for, at det er bæredygtigt. Problemet er lidt, at jeg bliver bedt om at præcisere projektets problemstilling, og når jeg så koger det ned til nogle af de helt centrale pointer, så bliver jeg overfaldet af en myldrende horde “ta’ mig! Ta’ mig!”-skrigende skabninger, der alle er så mærkelige og insisterende, at det er svært at bevare overblikket.

Jeg har et nærmest fetishistisk forhold til “det mærkelige”. Og jeg tænker “mærkelig” i en forstand, der ikke nødvendigvis har at gøre med “outreret” eller “absurd” – det kan lige så godt være mærkeligt, fordi det næsten slet ikke er noget. Det er den slags mærkeligheder, jeg tror, jeg har opdaget en masse af i mit arbejde i og med “prostitution”, som det tager sig ud i dagens Danmark, hovedsagelig i Cyberspace. Det er som om, at jo tættere, jeg kommer på det, diskussionerne handler om, jo mere forsvinder diskussionens emner ud af syne. Det er som om, diskussionerne handler om ting, der ikke findes uden for diskussionerne selv. Der er rigtig mange spændende ting på færde (omend jeg ikke er i stand til at formulere det skarpt, men jeg vil næsten tro, at luderne selv kan nikke lidt med, selvom de måske heller ikke lige ved, hvad jeg helt præcis tænker på?) – ting, der har at gøre med, hvordan forskellige verdener af kød, blod, tekst og andre materialer tørner sammen i det lille ord “prostitution”. Vi holder en eller anden pamflet i vejret og proklamerer hermed, at “her er, hvad prostitution i virkeligheden er!” Men jeg ser kun et stykke papir med farvet omslag – er det prostitution?

Så kommer der en kvinde frem og siger, at man bare skal komme med hende hen i klinikken, så har man set prostitution. Men der ser man – i bedste fald – betalt seksuelt samvær mellem hende og en mand. Er det prostitution? Eller man ser en dokumentarfilm om en mand, der vist nok betaler for at få østeuropæiske kvinder til at sælge sex i Danmark. Er det “prostitutionens bagmænd”? 

Vi er mange, der snakker med om prostitution. Spørgsmålet er, hvad det er, vi hver især ser for vores indre blik, når vi forestiller os prostitution. Jeg ville ønske, man kunne teste det på samme måde, som man kan teste, hvad et barn forbinder med “bil”, ved at lægge en masse forskellige klodser frem, der forestiller rat, dæk, udstødningsrør, nummerplade og andre ting – sammen med vejskilte, grydeskeer og hvad man ellers kan finde på. Så kigger man derefter på, hvad barnet har samlet sammen, og dermed kan man danne sig et temmeligt klart billede af, at børn forbinder billygter med biler, oftere end de forbinder grydeskeer med biler. Og at nogle forbinder udstødningsrøret med en bil, mens andre ikke gør – eller vejskiltet, for den sags skyld. 

Udover dette – at prostitution lader til at være noget, som er alt muligt forskelligt, der smelter sammen og ikke længere kan forstås uafhængigt af hinanden – er det også mærkeligt, at prostitutionsdebatten forløber, som den gør. Jeg synes især, det bliver tydeligt, når nogen spørger mig: “Men er der så behov for at hjælpe de prostituerede?” og tænker, at nu har jeg beskæftiget mig med det så længe, så må jeg også have et svar. Jeg plejer at sige: “nogle har da helt sikkert brug for, at der sker noget, men om det er ‘hjælp’ eller noget andet, de har brug for, om hvem der tæller som ‘de’ i en given situation, ved jeg ikke helt.” Hvorefter folk for længst er stået af.

Men det ER mærkeligt. Debatten bliver ved med at kredse om de samme, underlige ting. Vi HAR forlængst etableret, at der findes en alt for stor gruppe kvinder i prostitution, som ikke har det godt. Og at de har brug for hjælp. Hvorfor hjælper vi så ikke DEM – i stedet for at diskutere, hvordan vi undgår, at alle de andre ikke ender i den situation? De er der jo ikke endnu – men der ER nogle, der er. Lad dem, der vil hjælpe, hjælpe dem – og lad os andre koncentrere os om resten. Om vi så ønsker at bruge prostitution til at ernære os ved, til at få afløb for nogle seksuelle fantasier, til at lave ny viden, til at lave teaterstykker over … der er masser af ting at bruge prostitution til. Og MÅSKE er det faktisk muligt at gøre prostitution til noget, som vi ikke ser anderledes kritisk på, end vi ser kritisk på alt muligt andet, som vi ved, der kan være problemer forbundet med. 

Måske … måske kan vi en dag tænke om prostitutionsproblemet på samme måde, som vi tænker om problemet med luftforurening fra biler. Vi VED godt, at der på mange måder er noget problematisk ved, at mennesker kører så meget i bil, men det behøver vi ikke artikulere hver eneste gang, vi hører om nogen, der har købt en lækker, ny bil, eller hver gang vi hører om nogen, der er forulykket. Det handler alt sammen om biler, men vi (de fleste, der er sikkert nogle få, for hvem det er svært) kan godt holde sagerne adskilt. Hvorfor kan vi så ikke holde sagerne adskilt, når en prostitueret fortæller, at hun har haft en god dag? Hvorfor antænder et sådant udsagn debatten om prostitutionens skadevirkninger, når ovenstående udsagn om at have fået en ny, lækker bil ikke antænder debatten om bilismens skadevirkninger?

Hvorfor kan vi ikke bare blive enige om, at det ikke er alting ved prostitution, der er godt, uden at få lyst til at afskaffe hele baduljen her og nu? Hvem gavner det, at de politikere, der interesserer sig for prostitution, har fokus så langt ude i fremtiden, at det for dem handler om at så frøene til et samfund uden prostitution? Hvorfor ikke enes om, at de stofafhængige gadeprostituerede har brug for, at der bliver gjort noget – og derefter samarbejde om at finde ud af, hvad der er brug for – i stedet for at hænge fast i en definitionsdebat om, hvorvidt det primært er et stofproblem, et økonomisk problem eller et prostitutionsproblem? Er det ikke vigtigere, at den udsatte gruppe får det bedre, end det er, at en af parterne i debatten får ret i, hvad for et navn, der er bedst at bruge? Hvor meget ved vi om hhv. problemer med stofmisbrug, økonomiske problemer og prostitutionsproblemer? Vi hævder, at vi ved meget – og hvis det er korrekt, så burde vi rimelig let kunne undersøge sagen og finde en løsning. Hvis den så ikke er god, kan vi justere på tingene hen ad vejen. 

Det, at så mange af diskussionerne flytter fokus fra det problem, det egentlig var planen at løse, er i sig selv et problem. Spørgsmålet er, hvordan man på akademisk vis får artikuleret dette problem uden at filtre sig ind i selvsamme og undlade at tale om det, der er _sagen_, mere end hvad problemet er. 

Sagen er, at det er meget, meget mærkeligt, at det kan gå hen og blive kontroversielt at sige, at rigtig mange prostituerede går rundt og har det helt fint.

The Amazing Spoon Bending Video

Sidste nye quirkology-sag fra Richard Wiseman. Se også SpoonScience.com.

Forskerspirens svanesang (Sidste indlæg i weltschmertz-føljetonen)

Udskift ordene “I love you” med “it’s worth it” og tænk det der med “music man” og “song” figurativt.

Next up: Fokus og ihærdighed.